Ulven står på vores dørtrin

Af Jan Hoby, næstformand i LFS

Man har alle dage skulle passe på med at råbe ’ulven kommer’. Men årtiers systematiske nedskæringer og forringelser på den kommunale og regionale velfærd er ved at ramme et ”ingen vej tilbage-punkt”. Vi er tæt på det punkt, hvor vi bevæger os mod velfærdssamfundets sammenbrud, som kommunalforsker Roger Buch skrev i Altinget den 10. januar 2022. Ulven står på vores dørtrin.

Den socialdemokratiske regerings økonomiaftale med kommunerne og regionerne er en bekræftelse på, at velfærdsstatens sammenhængskraft ikke længere er en topprioritet. Regeringen og Folketinget har prioriteret 18 militær-milliarder og 19 mink-milliarder, men vil kun ”løfte” kommunernes serviceramme med 1.3 milliarder. Enhver, der arbejder i den kommunale sektor ved, hvad det vil betyde: massive nedskæringer på børn, unge, ældre og i særklasse det specialiserede social- og handicapområde i 2023.

I en historisk fastholdelses- og rekrutteringskrise er det dødelig gift for den kommunale sektor. For vi er meget langt fra en genopretning af velfærden efter finanskrisens katastrofale angreb på velfærden med indførelse af budgetloven, som betød, at der blev 40.000 færre offentlige ansatte i landets 98 kommuner.

Den ”rødeste” socialdemokratiske regering i mands minde og et forståelsespapir, der skulle være centrum-venstres kronjuvel, har ikke hjulpet meget de første tre år. Det har været ren overfladebehandling.

Hvis man ikke køber situationens alvor, så skal man blot se på, hvordan de 750.000 børn, unge og voksne, som har et handicap, bliver behandlet i dette ramponerede velfærdssamfund. Tonen og synet på mennesker med handicap har ikke ændret sig, siden KL's daværende formand, Erik Fabrin (V) i 2009 sagde om udgifterne til det specialiserede socialområde, at de havde en skadelig gøgeungeeffekt i den kommunale økonomi. I en artikel på KL’s hjemmeside sagde han: "Vi har en mervækst på specialområderne, som skal finansieres fra normalområderne. Det er en gøgeunge, som skal ud af systemet." Han lavede med andre ord en usmagelig tankerække, som gjorde borgere med handicap at betragte som kommunaløkonomiens gøgeunger. Siden har skiftende regeringer fastholdt det samme ubehagelige menneskesyn.

Sidste år krævede KL små 6 milliarder til det specialiserede social- og handicapområde, men fik en fuckfinger, som Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer udtrykte det. Økonomiaftalen i år er en tragisk gentagelse.

Reaktionerne på økonomiaftalen fra fagforbund og mange af de 2500 kommunale og regionale politikere har været vrede og frustration på de sociale medier. Det er desværre også det eneste, det er blevet til. Men hvad hjælper det at kæfte op, når skaden er sket? Hvornår har folketingets politikere nogensinde gjort noget godt for velfærd, lighed og tryghed uden at være presset til det? Aldrig. Som i aldrig.

Det er som om, jo voldsommere krisen udvikler sig, jo større passivitet og ligegyldighed spreder sig blandt dem, der har mulighed, magt og evne til at ændre situationen.

Tippepunktet for velfærdsstatens implosion nærmer sig med lige så hastige skridt som klimakrisen. Det er et trafikuheld i slowmotion, og det vil ske i din og min levetid, medmindre vi bruger fællesskabets styrke til at ændre udviklingen radikalt.