Medlemsportræt:Marie Louise Arpe Munksgaard
Jeg er dér, hvor jeg føler mig hjemme
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
”Jeg er opvokset på Lolland i 90’erne. Som 19-årig flyttede jeg til København for at finde ud af, hvad jeg kunne tænke mig at arbejde med. Jeg er stadig sådan som person, at jeg godt kan lide at prøve forskellige ting af. Jeg går ud fra, at man ikke ved, om tingene er noget for én, før man har prøvet det. Derfor spænder min uddannelsesmæssige baggrund også bredt. Jeg har både en bachelor i sportsmanagement og en bachelor i erhvervsøkonomi, og så har jeg en samfundsvidenskabelig kandidat fra RUC, hvor jeg har specialiseret mig i offentlig ledelse. I dag er jeg i gang med at læse til pædagog ved siden af mit fuldtidsarbejde som medhjælper.”
”Det har gennemsyret mine år som studerende, at jeg ikke har kunnet give slip på at arbejde med børn i en daginstitution. Derfor har jeg næsten alle årene arbejdet som medhjælper, imens jeg studerede. Da jeg blev færdiguddannet kandidat, prøvede jeg forskellige jobs af, hvor jeg ikke arbejdede med børn. Men jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at vende tilbage til det, der gør mig allermest glad: At arbejde med børn. Derfor startede jeg forfra og begyndte at arbejde som medhjælper for to et halvt år siden. I dag er jeg i gang med sporskifte-uddannelsen og kunne ikke forestille mig ikke at arbejde med børn. Hvis du spørger, hvad jeg laver om ti år, så kan jeg ikke sige det med sikkerhed. Jeg tror, det nærmeste, jeg kan komme det, er, at jeg er dér, hvor jeg føler mig hjemme. ”
”I dag bruger jeg min kandidatuddannelse i mit arbejde. Jeg har øje for krydspresset mellem det organisatoriske på den ene side og medarbejdersiden på den anden. Jeg synes, at det er enormt spændende, hvordan man kan få tingene til at lykkes organisatorisk, og jeg interesserer mig for, hvordan vi oversætter og fortolker de politiske mål til praksis, som kan være til gavn for børnene. Samtidig nyder jeg dagligdagen med børnene og at kunne se børnenes udviklingstrin og trivsel. Det gør mig glad og giver mig livskvalitet at arbejde med børn. Jeg kan godt lide de processer, hvor man kan se, at børnene virkeligt har fået noget ud af det. For nyligt havde vi et langt forløb, hvor vi kom i dybden med konsistenser, former og farver og hele forståelsen af årstiden. Jeg kan se, at børnene har lært at koble det op på årstidernes skiften.”
”Hvis man skal gøre noget bedre på det pædagogiske fagområde, så tror jeg, at man skal tage fat i uddannelsesdelen. Det pædagogiske fag er udsat. Mange har en holdning til faget, og mange har i og for sig også viden, for der er mange, der er forældre. Dermed synes mange måske også, at de har legitime argumenter for, hvordan man skal arbejde med børn. Men det er vigtigt at huske på, at pædagogik er et fagområde, hvor folk har uddannet sig og specialiseret sig. Det er vigtigt, at det at arbejde med børn ikke bliver et allemandseje, men at der sker en differentiering af, hvad det vil sige at have børn og at arbejde med børn. Det, synes jeg, at man burde oplyse mere om blandt andet på uddannelsen og af andre kommunikationsveje, så omverdenen bliver mere bevidst.”
”Jeg håber, at uddannelsesministeriet vil tænke over, hvordan de fremadrettet skruer pædagoguddannelsen sammen. Man kunne for eksempel have en screeningsansøgningsproces til pædagoguddannelsen, ligesom man for eksempel har indenfor politiet. Det er jo helt centralt, at man som pædagog i høj grad skal kunne anvende sin emotionelle intelligens, og det synes jeg, at optaget til uddannelsen bør være lagt mere an på. Hvis et barn er ked af det, så er mit fokus jo at være anerkendende, omsorgsfuld og nærværende i den situation. Mine teoretiske værktøjer kan jeg bruge til at se bagom. Vi skal huske, at børnene starter deres institutionsliv hos os, så det skulle gerne være os, der giver børnene det bedste afsæt. Det er derfor, jeg er her.”
Navn: Marie Louise Arpe Munksgaard
Alder: 32
Arbejdsplads: Den integrerede institution Jacob Holms Minde
Bonusinfo: Er en del af en stor vennegruppe, der alle kommer fra Lolland. Bor til dagligt på Teglholmen sammen med sin kæreste. Er arbejdsmiljørepræsentant og sidder i MED-udvalget. Hendes livsmotto er, at hun er der, hvor hun føler sig hjemme.