Gratis dansk-ukrainsk-engelsk ordbog
Du kan nu hente og printe en gratis dansk-ukrainsk-engelsk ordbog, så du nemmere kan kommunikere med børn, forældre og eventuelle nye kolleger med ukrainsk baggrund. Lektor i lingvistik på Aarhus Universitet, Peter Bakker har på blot to måneder skrevet og udgivet en dansk-ukrainsk-engelsk ordbog med hjælp fra frivillige og en bevilling fra Aarhus Universitets Forskningsfond. Målet er at give ukrainske flygtninge en lettere start i Danmark. Du kan finde ordbogen via dette link: www.au.dk/forsideelementer/nyheder/artikel/sprogforsker-fra-au-staar-bag-en-dansk-ukrainsk-engelsk-ordbog
UngeVærker
Ungdomsklubberne i København omdannes til 23 UngeVærker med tilbud på tværs af byen til unge fra og med 8. klasse. UngeVærkerne får hver især har deres egen profil med aktiviteter til de unge. Eksempler er musik, graffiti, e-sport, podcast, havkajak, gastronomi, fiskeri, sportsaktiviteter, lektiehjælp eller bare hygge sammen med vennerne.
Kan det betale sig at gå fra deltid til fuld tid?
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi mangler velfærdsmedarbejdere, og at kommunerne gerne vil have flere til at skifte deltidsjobbet ud med fuld tid. Derfor har VPT, Viden På Tværs, regnet på, hvad det betyder for livsindkomsten, hvis du går op i timetal. Og det er mere end bare håndører:
Pædagogløn inklusive løn og pension:
Fra 25 til 37 timer |
Fra 32 til 37 timer |
|
Jeg er 25 år |
+ 8,7 mio. kr |
+ 3,9 mio. kr. |
Jeg er 41 år |
+ 6,2 mio. kr. |
+ 2,8 mio. kr. |
Jeg er 51 år |
+ 4,2 mio. kr. |
+ 1,9 mio. kr. |
Pædagogmedhjælperløn inklusive løn og pension:
Fra 25 til 37 timer |
Fra 32 til 37 timer |
|
Jeg er 25 år |
+ 8 mio. kr |
+ 3,8 mio. kr. |
Jeg er 41 år |
+ 5,5 mio. kr. |
+ 2,6 mio. kr. |
Jeg er 51 år |
+ 3,7 mio. kr. |
+ 1,7 mio. kr. |
Tallene er hentet fra Finansministeriets forudsætninger om pris- og lønudvikling er anvendt. Kilde til tal: KRL/SIRKA årsstatistikken 2020
Podcast
Overgrebets Stemmer
Seksuelle overgreb er et af vores samfunds største tabuer, som både gør os tavse i mødet med ofrene og med dem, der har begået overgreb.
Derfor har Anne Kaplan, som er klinisk psykolog og ekspert i psykologien i seksuelle overgreb, lavet podcasten “Overgrebets stemmer”, som i 12 afsnit skal bryde tavsheden ved at skabe et nyt sprog, vi kan bruge om seksuelle overgreb.
Hun går i sin podcastserie nænsomt og nysgerrigt ind i fortællingerne om alt det smertefulde og forvirrende gennem samtaler med mennesker, der har seksuelle overgreb tæt inde på livet. Gennem gæsternes historier vil podcasten gøre os klogere på de adfærdsmønstre, vi som samfund skal blive bedre til at opdage.
Samtalen i første afsnit handler blandt andet om grooming, senfølger og de dilemmaer, der opstår, når overgreb ikke gør fysisk ondt og foregår bag hjemmets fire vægge, mens andet afsnit giver indblik i, hvilke konsekvenser seksuelle overgreb kan få for en dreng og en voksen mand.
Du kan finde podcasten på https://kaplan-praksis.dk/overgrebets-stemmer/ eller der, hvor du normalt finder dine podcast.
Det var ikke Valnøddebørn
Artiklen ’Børnegruppen finder ro i afstemt og nærværende leg’ i LFS Nyt nummer 3 2022 handler om, hvordan man med voksenstyret og afstemt leg kan skabe ro i en urolig børnegruppe. Der er i artiklen fotos af en børnegruppe fra den integrerede institution Valnødden, som tilbød at vise nogle af legene sammen med de to medarbejdere fra tværfaglig Supportfunktion i Valby. Det fremgik ikke klart af artiklen, at der ikke var tale om urolige børn i Valnødden, men at artiklen kredsede om det generelle arbejde, supporten kan bidrage med i de københavnske institutioner. Valnøddens billeder og dagligdag danner altså ikke grundlag for artiklen.
Adopterede børn klarer sig bedre
Adopterede børn klarer sig bedre end børn og unge, der har været anbragt på fx døgninstitutioner eller i plejefamilier. Det gælder fx i forhold til trivsel, kognitiv udvikling og i skolen. De opnår dog ikke de samme resultater som deres jævnaldrende, der ikke har været adopteret eller anbragt, og flere får emotionelle, sociale eller adfærdsmæssige udfordringer. Det viser en vidensindsamling, som er lavet af ’Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv’. Opsamlingen er baseret på national og international forskning. Antallet af nationale adoptioner har gennem tiden været svingende, men er steget gennem de seneste par år. Det højeste antal var i 2020, hvor 40 børn blev adopteret. Siden 2015 er der især sket en stigning i antallet af adoptioner uden samtykke.
Teater for de mindste
Gemt mellem sivene i vandkanten ligger et æg. Eller der ligger 1-2-3-4-5-6-mange hundrede æg. Inde i det ene æg blinker et øje. Det er Myrs. Den aller-mindste-næsten-frø i hele dammen. Om lidt myldrer hun ud af ægget og svømmer med alle sine søskende. Om lidt gyser hun ved tanken om en kæmpestor Gavflab, der ligger på lur i mørket på dammens mudrede bund. Men den findes slet ikke den Gavflab. Eller gør den?
Forestillingen Lille Myr bygger på børnebogen af samme navn. Den varer 35 minutter og er for aldersgruppen to til fem år. Det sker på børneteatret Anemonen, som ligger i Suhmsgade 4 i København, og forestillingen spiller 11. til 30. oktober 2022 og 28. april til 6. maj 2023. Billetter og info på www.anemonen.dk