En række LFS-institutioner kan være forurenede med PFAS
Jorden under mindst 24 børnehaver og vuggestuer i København og på Frederiksberg mistænkes for at være forurenet med fluorstoffer. LFS står klar til at hjælpe berørte medlemmer, siger formand Kirsten Gunvor Løth.
Tekst: Agnete Solvej Christiansen
En række børnehaver og vuggestuer i København og på Frederiksberg befinder sig på regionernes mistankeliste over 16.000 muligt forurenede grunde.
Daginstitutionerne er mistænkt for at være forurenet med fluorstoffer eller PFAS, som er en samlende betegnelse for en stor gruppe kemiske stoffer.
De potentielt skadelige PFAS-stoffer er ikke akut giftige, men kan hobe sig op i kroppen. Derfor vil Kirsten Gunvor Løth, formand for LFS, snarest have afklaring i forhold til de københavnske dagtilbud.
”Børn er særligt sårbare i forhold til PFAS – og derfor står det øverst på prioriteringslisten, at vi får afklaret hurtigst muligt, om institutionernes grunde er forurenede. Jeg har rakt ud til ressourcedirektør i Københavns Kommune, Rikke Clausen Hasenfuss, så vi kan komme til bunds i sagen,” siger Kirsten Gunvor Løth, formand for LFS.
Kirsten Gunvor Løth understreger, at LFS står klar til at hjælpe de gældende børnehaver og vuggestuer, som er under mistanke for at være forurenet af PFAS.
”Hvis den institution, som man arbejder i, er under mistanke for at ligge på en forurenet grund, så vil jeg opfordre til, at man henvender sig til os, så skal vi gøre, hvad vi kan for at hjælpe,” siger hun.
København følger sagen tæt
Frederiksberg kommune har meldt ud, at kommunen er gang med at undersøge sagen. I Københavns Kommune afventer man resultaterne af Region Hovedstadens kortlægning af adresserne for at afklare, om der er en problemstilling med PFAS, som kommunen skal agere på, oplyser Københavns Kommune i et skriftligt svar til LFS-Nyt.
”Københavns Ejendomme og Indkøb følger regionens anbefalinger og i takt med, at der kommer mere viden, overvejer Københavns Ejendomme og Indkøb desuden i lighed med en række andre kommuner, om der er brug for yderligere kortlægning og afklaring af forholdene på de udpegede grunde.”
I sit skriftlige svar fortæller Københavns Kommune, at Region Hovedstaden har oplyst, at erfaringerne fra regionernes PFAS-undersøgelser viser, at der sjældent findes PFAS i jorden over grænseværdierne.
”De få steder, hvor der indtil videre har fundet overskridelser i jord, er på tidligere brandøvelsespladser. I forhold til de daginstitutioner, der er på Region Hovedstadens mistankeliste, er det kun én institution, hvor der har været brandøvelsesplads. Det er på Vindingevej 20 i Brønshøj, og her har regionen kortlagt jordforureningen og konkluderet, at der ikke forekommer PFAS i jord over grænseværdierne. Der er dermed ikke påvist forurening, som udgør en risiko for anvendelsen af ejendommen til børnehave og vuggestue,” fremgår det af svaret fra Københavns Kommune.
Region Hovedstaden har meldt ud, at daginstitutionerne undersøges som det første.
Hvad er PFAS?
PFAS er en samlebetegnelse for mere end 4700 menneskeskabte kemikalier, der akkumuleres over tid i mennesker og i miljøet. De kaldes ”evighedskemikalier,” da de er ekstremt vedholdende i både vores miljø og krop. De er mistænkt for at kunne føre til sundhedsproblemer såsom leverskader, skjoldbruskkirtelsygdom, fedme, fertilitetsproblemer og kræft. PFAS har været brugt i brandslukningsskum samt til overfladebehandling og imprægnering af tekstil, tæpper og i maling. PFAS er uhyre stabile og svært nedbrydelige stoffer.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Under mistanke
Det er TV2, der i samarbejde med analysefirmaet Kaas & Mulvad har gennemgået regionernes mistankeliste. Følgende institutioner i København og på Frederiksberg er under mistanke for at være forurenet med PFAS.
Louis Petersens Børnegård
Vuggestuen Giraffen
Vesterbro Børnegård
Absalons Have
Aldelgården
Kålormen
Barnets Hus
Børnehuset Balder
Firkløveret
Himmelrummet
Kastanien
Midgård
Andedammen
Børneraketten
Det multikulturelle hus Bhv. Sanna
Ungdomsgårdens Børnehus
Bellis
Dansk-Franske Børnehave
Murergården
Jordkloden
Lillekilde
Arken
Engvej