Man bliver ikke millionær af seniorpensionen, men man får ro
Da Jannie Nielsen efter en sagsbehandlingstid på næsten et år fik tilkendt seniorpension, sov hun hele natten for første gang i flere år. ”Der er faldet en kæmpe byrde fra mine skuldre. Man bliver ikke millionær af seniorpensionen, men man får ro,” siger Jannie Nielsen, der er forfærdet over, at politikerne truer med at afskaffe ordningen.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Der er en stor sorg for Jannie Nielsen, at hun ikke kan arbejde mere. For hun har elsket jobbet som dagplejer i samtlige 30 år.
Men i den sidste del af hendes arbejdsliv var kærligheden til børnene, til forældrene og til hverdagen blandet med en følelse af afmagt og utilstrækkelighed.
”Jeg blev så fysisk begrænset, at jeg ikke syntes, at jeg levede op til det, jeg gerne ville. Og så havde jeg så mange smerter,” siger Jannie Nielsen, der kun klarede den sidste periode, fordi hendes nærmeste kollega kom og hjalp på de tidspunkter af dagen, hvor det kneb mest.
”Jeg er af den gamle skole, så jeg bed tænderne sammen. Det kom til at svie til mig i sidste ende, for det gjorde det sværere at overbevise kommunen om, at jeg var nedslidt. De kunne jo ikke se nogen steder, at Lilian, min kollega, havde hjulpet mig så meget.”
17 sygedage på 30 år
Jannie Nielsen, som er 62, har egentlig været sund og rask, selv om hun har været på arbejdsmarkedet siden sin pure ungdom, først som frisør, så som dagplejer.
”Jeg har haft ondt i ryggen siden et fald i forbindelse med arbejdet for otte år siden, men det har ikke givet sygedage som sådan. Jeg tror faktisk, at jeg indtil det med mit knæ sammenlagt har haft 17 sygedage på 30 år.”
Jannie Nielsens knæ er nemlig slidt op, og hun fik skiftet det ene i 2020. Men det nye knæ kom aldrig til at virke.
”Operationen gik galt på den måde, at genoptræningen blev aflyst og udskudt på grund af covid-19. Da jeg endelig kom i gang, havde musklerne sat sig forkert, så jeg måtte genopereres. Og det er desværre aldrig blevet godt. Jeg kan ikke komme ned på gulvet, og jeg kan ikke komme op igen. Jeg kan heller ikke løbe efter børnene. Samtidig stødte der en virkeligt dårlig skulder til. Jeg har haft en kold skulder i en årrække, men det blev forværret af at gå med krykker, og det blev så slemt, at jeg ikke kunne bruge den ene arm.”
Skulderen blev opereret i 2022, men den er aldrig blevet helt rask, og hun kan i dag kun bruge venstre arm ret begrænset.
Få hjælp under forløbet
Jannie Nielsen prøvede at komme tilbage på job i flere omgange efter hendes knæoperationer, men måtte give op efter skulderoperationen, som fandt sted i marts 2022.
”Jeg har en fantastisk god leder, som har bakket op, og som har været villig til alt muligt for at beholde mig. Men der er rent faktisk ikke funktioner i dagplejen, jeg kan varetage,” siger Jannie Nielsen.
Derfor valgte Jannie Nielsen at søge seniorpension i foråret 2022. Hun fik dog afslag første gang, hun søgte.
”Det sved virkelig til mig, at jeg havde kæmpet så længe, som jeg havde. Men det handlede også om, at min situation ikke var fyldestgørende belyst. Det er virkelig vigtigt, at man søger hjælp under forløbet, for det er helt afgørende, at kommunen får de rigtige oplysninger, ” siger Jannie Jensen, som fik hjælp af LFS’ socialrådgiver, da hun søgte anden gang.
Hvad har de tænkt sig?
Afgørelsen kom en af de sidste dage i februar 2023, og det var, som om der faldt en kæmpe byrde fra Jannie Nielsens skuldre.
”Jeg kan trække vejret igen. Vi bliver ikke rige af det, men der kommer en indtægt ind. Og jeg har fået ro på og sover om natten. Nu kan jeg tage hul på næste kapitel, hvor jeg skal være sammen med min familie, brodere, gå ture og forsøge at træne mig selv op i svømmehallen, så jeg kan få kræfter til også at få skiftet det andet knæ,” siger Jannie Nielsen, der næsten ikke kan holde ud at tænke på, at regeringen pønser på at fjerne seniorpensionen som mulighed.
”Det er forfærdeligt, og jeg bliver helt ked af at tænke på det. For hvad har de tænkt sig, at man skal gøre, hvis man står i den situation, jeg stod i?”
Har du tænkt på at søge seniorpension
Bemærk, at du kan søge om seniorpension seks måneder, før du opfylder alderskravet, som er seks år før din folkepensionsalder .
Lovforslaget om afskaffelse af seniorpensionen er endnu ikke fremsat i Folketinget, så du kan stadig nå det, hvis du opfylder betingelserne.
Du kan via dette link finde en overskuelig guide til forløbet. www.borger.dk/pension-og-efterloen/seniorpension/hvis-du-vil-soege-seniorpension
Det er en god idé at søge rådgivning i LFS under selve sagsbehandlingsforløbet, så sagen ikke falder, fordi kommunen mangler oplysninger.
Hvis forslaget om afskaffelse fremsættes, og hvis det bliver vedtaget, er det fortsat uvist, hvornår det træder i kraft. Det er også uvist, om ansøgninger, der er sendt, før forslaget træder i kraft, stadig kan behandles, eller om de bortfalder.