Dårlig vuggestuekvalitet: Der er brug for mere end bare flere pædagoger

Af Kirsten Gunvor Løth og Jan Hoby, formand og næstformand for LFS

Hele medielandskabet og dele af den pædagogiske fagtop var oppe at ringe, da historien om for ringe kvalitet i danske vuggestuer og dagpleje breakede den 11. maj. 

Budskabet var klart: Det kalder på politisk handling. Noget må gøres, og svaret er bedre normeringer og flere pædagoger. Det budskab er vi nødt til at nuancere. 

Men overvej lige først, hvor vanvittigt det er, at vi skulle ramme 2023, før Christiansborg interesserede sig for at dokumentere, hvad vi hele tiden har vidst: At vuggestuer og dagplejere har svært ved at løfte den opgave, dagtilbudsloven foreskriver. Tænk på, hvor skørt og skrøbeligt det er, at det først er nu, der bliver kastet et kritisk blik på det eksperiment, vi i Danmark har haft kørende, siden kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet.

Efter at have pløjet hele rapporten og de to delrapporter igennem kommer vores nuancer til debatten. Og vi har to pointer og tre krav, der skal lægges oveni i kravet om ægte minimumsnormeringer og en løsning på pædagogmanglen: Vilkårene har betydning for kvaliteten, men det har måden, vi organiserer arbejdet på, også. Hvis man skal tages alvorligt af det politiske niveau, så skal man også kunne kaste et kritisk blik i egen række. Og vi har vist alle mødt kollegaer, der ikke var for børn. Eller gået på pædagoguddannelse med nogen, vi håbede, ikke kom ud ad porten med en uddannelse i hånden.

Så selv om vi mener, at vilkårene har afgørende betydning for kvaliteten i vores dagtilbud, så siger rapporten faktisk direkte, at man ikke med denne undersøgelse kan påvise, at der er en årsagssammenhæng mellem rammeforhold og det såkaldte læringsmiljø. Tyg lige på den. Rapporten konkluderer altså, at der er steder, hvor man lykkes bedre end andre, selv om man har de samme rammer. Rapporten siger også direkte, at man ikke kan udlede, at der er utilstrækkelig kvalitet, bare fordi der kun er pædagogmedhjælpere på arbejde. Eller om det er fordi, der er for lidt plads, en presset leder eller noget i grundvandet. Rapporten svarer på det, den bliver spurgt om, og den er ikke blevet spurgt om der er sammenhæng mellem vilkår og kvalitet.

Vores pointer er, 

1. At pædagoguddannelsen er Danmarks største og pt. en af de ringeste uddannelser. Den er massivt underfinansieret og bygget op af korte forløb uden mulighed for at fordybe sig i pædagogik, psykologi og de musiske fag. Så vi kan ikke med rette sige, at det er verdens bedste pædagoger, der går ud af den port. Er det de pædagogstuderendes skyld og ansvar at uddannelsen ikke klæder dem på til opgaven? Nej. Men det er dem selv, børn og kollegaer, der skal leve med konsekvensen på det pædagogiske arbejdsmarked. Så længe uddannelsen er underfinansieret og ringe prioriteret, så er løsningen ikke alene flere pædagoger.
2. Vores måde at organisere os på har kæmpestor betydning for tryghed og trivsel. Struktur er fundamentet for psykologisk tryghed, og uplanlagt kaos er vejen til højt arbejdsrelateret sygefravær og urolige, utrygge børn. Rekrutterings- og fastholdelseskrisen og de dårlige rammevilkår presser de pædagogiske arbejdspladser på alle parametre, og de eneste, der har nøglen til løsningen, er medarbejderne. Det kræver blot, at medarbejdernes anerkendes som nogle, som tænker gode løsninger på vegne af kerneopgaven og arbejdspladsen. Vi ved fra forskningen, at medarbejdernes dybe involvering i udformning af løsningsforslag er vejen frem til at sikre en bæredygtig, attraktiv struktur til gavn for kerneopgave, arbejdsmiljø og arbejdsfællesskab.

Vores krav er derfor, 

1. Reelle minimumsnormeringer
2. Adgang for alle til uddannelse med løn
3. Ingen overstyring – men derimod reel medarbejderinvolvering