Dansk pædagoguddannelse former pædagogisk praksis i Filippinerne

I mere end 10 år har Københavns Professionshøjskole sendt danske pædagogstuderende i praktik i  Filippinerne. Men den veletablerede samarbejdsordning mellem KP og USPF, University of Southern Philippines Foundation, går begge veje, og således har filippinere med interesse for pædagogik også snuset til den danske praksis – og de er vilde med, hvad de har oplevet.

Tekst: Signe Rosa Skelbæk

Menneskesynet, tilknytningsteorier, IKEAs medarbejdersyn og balancen mellem arbejde og fritid er blot nogle af de emner, som filippinske studerende omtaler i rosende vendinger efter at have været på udveksling i Danmark. Hvert år modtager pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole mellem en og tre filippinske studerende, der læser et semester i Danmark, og ligesom det er populært blandt danske studerende at komme et semester til udlandet, er der også rift om pladserne den anden vej.

LFS Nyt har interviewet fire filippinere, der alle har læst et semester i Danmark. 

Menneskesynet overrasker

I Cebu City, hvor University of Southern Philippines Foundation ligger, bor knap en million mennesker. Ifølge UNICEFs tal fra 2017 er 33 procent af den samlede befolkning under 14 år gamle. 31 procent af børnene i Filippinerne lever under fattigdomsgrænsen, og hvert fjerde barn har oplevet seksuelle overgreb. Det er derfor ingen overraskelse, at der er stor forskel på det samfund, de filippinske studerende kommer fra, og det de har mødt i Danmark. 

Det er især det danske syn på mennesker med særlige behov, der har gjort et indtryk på flere af de studerende. 

”Det, man i Danmark kalder for børn eller mennesker med særlige behov, kalder vi handicappede i Filippinerne. Begrebet er meget bredere i Danmark, hvor et barn med særlige behov kan være et barn, der har en diagnose, er flygtet til landet, har et fysisk handicap eller noget helt fjerde, der gør, at det har et særligt behov for støtte for at kunne udvikle sig,” fortæller Lawrence Villaluz og uddyber:

”Man behøver ikke være handicappet for at have et særligt behov, der skal imødekommes. Og den anden vej rundt, så gør man i Danmark meget for, at mennesker med særlige behov kan få et job eller en uddannelse. Fx hørte jeg, at IKEA gerne vil ansætte mennesker, selvom de har en diagnose. I Fiilippinerne er det utrolig svært at få et job, hvis man har et handicap eller fx har autisme eller Downs syndrom. Det er nok umuligt.”

Rygsækken fyldt med teori

Lawrence Villaluz arbejder i dag med plejefamilier og adoptionssager, og da spørgsmålet lyder, om han i dag bruger noget af det, han lærte i Danmark, er listen lang.

”Næsten dagligt bruger jeg flowteori og tilknytningsteorier, jeg lærte om i Danmark. I Danmark sagde pædagogerne til mig, at det ikke er nødvendigt, at jeg kender alle børnenes diagnoser eller udfordringer. Mit perspektiv skal være at se, hvad barnet kan, hvordan det rykker sig, og hvordan jeg understøtter den udvikling. Den tilgang bruger jeg hver dag,” fortæller Lawrence Villaluz, der også bed mærke i, hvor engagerede forældre er i deres børns hverdag, og ikke mindst hvor ligestillede forældre er i forældreskabet sammenlignet med hans hjemland.

Skovbørnehaver vs skoletilstande

Jennifer Ceniza oplevede noget af et kulturchok, da hun kom i praktik i en skovbørnehave.

”I Filippinerne er børnehaven næsten som skolen. Der er eksaminer og akademiske tests, der skal bestås, og i Danmark så jeg virkelig, hvordan al læring blev leget ind. I stedet for at sidde og læse om en hest, så tog de ud og så en. Legen har enormt høj værdi, og samtidig havde de danske pædagoger et stort fokus på, hvor vigtig barndommen er for barnets udvikling. Det perspektiv har jeg taget til mig, og jeg forsøger virkelig at inddrage viden om børns baggrund mest muligt i mit arbejde i dag,” fortæller Jennifer Ceniza.

Efter sin tid i Danmark arbejdede hun med børn og mødre i krisesituationer, fx børn der har været udsat for seksuelle overgreb, psykisk eller fysisk vold. I dag arbejder hun for staten, stadig inden for socialområdet.

Hjælp til selvhjælp

Marianne Qubing arbejder i dag for den filippinske stat, hvor hun hovedsagelig hjælper udsatte borgere, der er ramt af ekstrem fattigdom, med at søge og få den hjælp, de har ret til. Under covid-pandemien, og når landet rammes af tyfoner, står hun i frontlinjen for at yde akuthjælp til de borgere, der mangler mad, vand og et sted at bo.

”Filippinerne er jo stærkt overbefolket, så det var noget af en kontrast at komme til et land, hvor der er råd til, at man giver overførselsindkomster og hjælp til en langt bredere målgruppe. Vi rammes tit af tyfoner, storme og andet vildt vejr, og hver gang er det nærliggende bare at yde hjælp til de fattige mennesker, der nu står uden noget som helst. Men jeg prøver også at tænke ind, at jeg ikke skal give dem alting på et sølvfad,” forklarer hun og uddyber:

”Danske pædagoger har stort fokus på, at borgere skal have plads til at opdage deres potentiale og udvikle en tro på, at de kan klare meget selv. Det er blandt andet teorien om nærmeste udviklingszone, som jeg forholder mig til, når jeg møder mennesker, der har brug for hjælp til at løfte sig ud af en dårlig situation.”

Inspireret af systemet

De fire filippinere, som LFS Nyt har talt med, lægger alle vægt på, at pædagoguddannelsen i Danmark er meget anderledes end på universitetet i Cebu. Hvordan man omtaler borgere med handicap eller psykisk sygdom, selve tilgangen til børn og borgere som mennesker og ikke patienter, og ikke mindst de mange muligheder man har i Danmark, uanset hvad man kommer fra, har gjort et stort indtryk.

Lilibeth Paconla var på udveksling i Danmark i 2017, og her blev hun så inspireret, at hun ikke kan slippe, hvad hun så.

”Den måde, man tager sig af børn med særlige behov, rørte mig dybt. Jeg fik lov at være i praktik på specialområdet, og her deltog jeg også i samtaler mellem pædagoger og forældre. Det var en utrolig tæt dialog, og den type service har jeg aldrig oplevet i Filippinerne.”

Begyndelsen på en drøm

Lilibeth Paconla er i dag tilknyttet en filippinsk organisation, der hjælper ofre for misbrug og trafficking, men hun går og pusler med en drøm, som startede, da hun så, hvordan specialtilbud virker i Danmark.

”Den måde, I tager jer af børn med særlige behov, inspirerede mig meget, samtidig med at jeg blev ked af det over, at vi ikke tilbyder det samme i Filippinerne. Det vil jeg lave om på. Jeg arbejder på at starte et lignende tilbud i Filippinerne, men det kræver et stort arbejde at få styr på det juridiske. Vejlederne på Københavns Professionshøjskole støtter mig, så måske er der endnu et fremtidigt samarbejde på vej,” siger hun.

Jennifer Ceniza
Var i Danmark i 2019
Arbejder i dag som socialarbejder i Department of Social Welfare and Development i Filippinerne.

Lawrence Villaluz
Var I Danmark i 2016
Arbejder i dag som socialarbejder i Department of Social Welfare and Development i Filippinerne.

Marianne Qubing
Var i Danmark i 2019
Arbejder i dag som socialarbejder i Department of Social Welfare and Development i Filippinerne.

Lilibeth Paconla
Var I Danmark i 2017
Arbejder i en privat virksomhed og er i øjeblikket i gang med en masteruddannelse i psykisk helbred. Hun arbejder sideløbende på at starte et hjem for børn med særlige behov.

Alle interviews er foregået på engelsk, og derfor er citaterne i artiklen oversat til dansk.