Vi er kommet væk fra den der med, at pædagogerne kommer og leger en leg
Det var næsten tilfældigt, at valget faldt på et kursus i pædagogisk idræt, da medarbejderne i KKFO’en skulle rystes sammen. Men kurset viste sig at skabe en gennemgribende forandring i medarbejdergruppen – og i samarbejdet med skolens lærere.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
KKFO’en Stjernestøv ved Blågårds Skole kom lidt forpjusket ud af coronaperioden. Tre matrikler var blevet slået sammen til to, mange medarbejdere havde skiftet arbejdsadresse, og endnu flere havde forladt jobbet, mens nye var kommet til.
Det var en personalegruppe, der manglede et fælles fundament både fagligt, organisatorisk og socialt, da Nanna Lauesgaard overtog posten som KKFO-leder i begyndelsen af 2022.
Hun reagerede derfor positivt, da hun blev ringet op af en kollega fra hendes tidligere arbejdsplads Fagligt Center. Eks-kollegaen ville fortælle, at der var ledige pladser på et kursus i pædagogisk idræt.
”Jeg vidste, at forløbene i pædagogisk idræt var af høj kvalitet, men jeg havde slet ikke fået øje på, at de var udbudt. Og jeg må ærligt erkende, at vi ikke havde visioner om en idrætsprofil eller noget i den retning. Men vi manglede i den grad noget fælles. Et fælles fagligt fodslag, som vores tillidsrepræsentant blev ved med at sige. Så jeg takkede ja til kurset på hele medarbejdergruppens vegne,” siger Nanna Lauesgaard.
Bare det at grine sammen
Nanna Lauesgaard besluttede også, at kurset ikke skulle tages hjemme i KKFO’en, selv om det blev tilbudt. Så hele medarbejdergruppen tog til kursusstedet i Brønshøj de seks kursusgange, som foregik i perioden fra november 2022 til marts 2023.
Undervisningen foregik fra 9 til 13, hvorefter alle tog hjem til Nørrebro for at modtage børn. Det betød naturligvis et træk på timekontoen, men det var det værd, vurderer Sofie Poulsen, som er pædagog:
”Det gjorde en stor forskel, at vi var uden for huset, og at vi fik oplevelserne sammen. Vi så hinanden fra nye sider, hvor vi legede og grinede og konkurrerede. Det var sjovt, og det har helt klart gjort noget for vores følelse af at være én personalegruppe,” siger Sofie Poulsen. Og Nanna Lauesgaard supplerer:
”Bare det at sidde ved langbord og spise frokost sammen. Det er jo noget, vi ellers aldrig oplever.”
Vi har lært det samme
Det, at hele medarbejdergruppen har fået den samme viden, har tilført en helt ny faglig dimension, tænker Katrine Marney, som er pædagog:
”Det er svært at overføre og forankre ny viden, hvis man er alene afsted på kursus. Men vi har alle sammen lært det samme, og det betyder faktisk, at vi har fået en fælles faglig identitet. Det har givet et enormt skub til hele vores praksis,” siger Katrine Marney.
Kurset bestod både af teori og praksis.
Det betyder, at det pædagogiske personale er kommet hjem med en stor værktøjskasse med ideer til lege og aktiviteter. Men de er også kommet hjem med et teoretisk grundlag og en lang række faglige argumenter for valget af de forskellige aktiviteter.
Tavs viden bliver italesat
Samarbejdet med skolens lærere har ændret sig, efter at de pædagogiske medarbejdere er begyndt at byde ind med andre aktiviteter - og at sætte teori på, hvorfor de gør, som de gør.
Sofie Poulsen fortæller, at der er blevet talt meget om begrebet tavs viden siden kurset.
”Vi har som pædagogiske medarbejdere altid haft en viden om, at der for mange børn skal andet og mere til end at sidde stille på en stol hele dagen. Nu har vi fået skabt en fælles faglig terminologi, der betyder, at vi på en anden måde byde ind med de didaktiske argumenter for, at undervisningen skal brydes op og være mere fysisk.”
I begyndelsen var der lærere, der var usikre på, om al den fysiske aktivitet nu også var undervisning, fortæller Nanna Lauesgaard.
”Så havde vi nogle gode samtaler om, at det ikke var i modsætning til undervisning, men snarere understøttelse af undervisningsparathed. Det kræver, at man kan argumentere med didaktik.”
En ny dialog med lærerne
Martina Petersson, som er pædagogisk assistent, oplever, at lærerne er blevet meget engagerede.
”Det gør indtryk, når vi fortæller, at det at bede et barn sidde stille ved et bord i seks timer er det samme som at bede en voksen tage en fitnesstime,” siger Martina Petersson, som i dag har faste aftaler om at tage hele klassen med til et break med leg og bevægelse, når hun er med i skolen.
Katrine Marney supplerer:
”Ja, vi er kommet udover den der med, at ”pædagogerne kommer og leget en leg med børnene”. Vi indgår i en helt anden dialog med lærerne. De kan se meningen med det, når vi fx tager halvdelen af klassen ud i matematiktimen og laver en tallinje ude skolegården, så børnene kan hoppe minusstykker i stedet for at sidde med et kladdehæfte. Og vi kan se, at lærerne lader sig inspirere.”
Faglighed afgørende for trivsel
De pædagogiske medarbejdere bruger deres nye værktøjskasse både i skoletiden og i KKFO-tiden. Og børnene er aktivt begyndt at efterspørge de nye lege, når skoleklokken har ringet ud.
”Det er lidt sjovt at tænke på, at det næsten var et tilfælde, at det blev pædagogisk idræt, vi kom til at beskæftige os med. For det har givet det fælles faglige fodslag, vi efterspurgte - og sidegevinsten er, at vi har løftet samarbejdet med lærerne. Det siger noget om, at faglighed er ret grundlæggende for trivsel. Hvis vi ikke havde været på det kursus, havde vi formentlig siddet og talt om struktur fra nu af og til verdens ende,” siger Nanna Lauesgaard.
Proprioceptive aktiviteter
Proprioceptive aktiviteter er et af omdrejningspunkterne i de aktiviteter, som medarbejderne i Stjernestøv laver med børnene.
Den proprioceptive sans, også kaldet muskel-led sansen, sender information til hjernen om, hvornår og hvordan vi bevæger vores krop og hjælper os derigennem til en bedre kropsfornemmelse.
Man kan læse mere om emnet og hente materiale på https://bedstsammen.kk.dk/skole/introduktion-til-selvregulerende-aktiviteter