Udveksling er ikke et white savior-projekt
I mere end 10 år er filippinske studerende taget på udveksling i Danmark, og danske studerende er rejst den modsatte vej. Men selvom der er milevid forskel på de to lande, er der stor læring at hente – og det er ikke kun 3. verdenslandet, der kan lære af os danskere.
Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk
Kan et af verdens fattigste lande implementere dansk pædagogik? Og kan en dansk pædagogstuderende lære noget om pædagogik ved at komme i praktik på et filippinske børnehjem, hvor basale behov kan være svære at dække? Svarene er ja, men det er ikke let at omstille sig, uanset hvilken retning flyet går, når man tager på udveksling et enkelt semester.
Birgitte Damgaard og Karina Estrup Eriksen er internationale koordinatorer på Københavns Professionshøjskole, og de er i tæt kontakt med de filippinske studerende, der kommer til KP, og de danskere der tager turen til Filippinerne.
”Det, man får med hjem, er evnen til at kunne begå sig i et samfund, der er væsentligt anderledes, end hvad man kender til. Man lærer at være opmærksom på egne kulturelle forforståelser og at kunne aflæse følsomme situationer,” fortæller Karina Estrup Eriksen.
Opleve velfærdsstaten
I filippinerne eksisterer pædagoguddannelsen ikke, man uddanner sig til social worker, som er lidt af en gråzonebetegnelse for flere fagprofessioner, der både kan arbejde i direkte kontakt med mennesker, på alt fra regerings- til kommunalt niveau. Da Lawrence Villaluz, der i dag arbejder for den filippinske stat, var på udveksling i Danmark, var det af flere grunde.
”Jeg ansøgte om at komme til Danmark, fordi jeg tror, at hvis Filippinerne skal udvikle sig på socialområdet, så er det nødvendigt, at man tager ud og ser, hvordan andre lande gør. Danmark er en fantastisk velfærdsstat, så for mig var det helt oplagt at tage hertil for at opleve, hvordan best practice fungerer,” siger han om sine overvejelser.
Vi skal ikke ud og redde verden
Selvom filippinske studerende kan lære meget gennem et semester i Danmark, så er det vigtigt for Birgitte Damgaard og Karina Estrup Eriksen at understrege, at udvekslingsordningen ikke handler om at være bedrevidende og tro, at man skal vise Filippinerne, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på.
”Vi skal passe på, at projektet ikke kommer til at ligne et white savior-projekt, hvor vi drager ud i verden og fortæller, hvordan man skal gøre. Vi uddanner pædagoger og socialarbejdere til to meget forskellige samfund, og det er den erfaring, der gør de studerende mere reflekterede og dermed dygtigere til deres arbejde,” siger Birgitte Damgaard.
Forberedelsen betyder alt
De to uddannelseskoordinatorer hører tit fra filippinske studerende, der er blevet meget inspirerede af at have været i Danmark. Når danske studerende sendes til Filippinerne i praktik, kræver det meget forberedelse for at sikre, at forløbet bliver godt, lærerigt og trygt.
”Vi praktikvurderer den enkelte studerende og har et forberedelseskursus på 15-20 timer, inden man kommer i udlandspraktik. Det kræver helt sikkert en robusthed at tage til Filippinerne, hvor man eksempelvis på et børnehjem vil opleve massiv fattigdom og en professionel omsorgstilgang, der er meget anderledes end i Danmark,” siger Birgitte Damgaard og uddyber:
”Hvis man oplever noget, der er meget voldsomt, kan man risikere at møde det med modstand. Det er her, vi virkelig prøver at gribe de studerende og få talt situationerne igennem. Vi skal hele tiden huske, at det ikke er de studerendes mission at ændre praktikstederne, men omvendt må det heller ikke være så slemt, at man lukker øjnene,” siger hun.