En dag i 1. maj traditionernes tegn
En fridag badet i solskin var LFS’ere, PLS’ere og medlemmer fra BUPL-hovedstaden samlet for at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. Mange havde taget familien med, og i gården bag Rosenvængets Allé var der morgenmad til alle, tryllerier, musik og masser af god stemning. De røde faner var fundet frem for at fejre arbejderbevægelsens sejre gennem historien – og de sejre som kommer.
Foto og tekst: Agnete Solvej Christiansen
For mange er det en tradition at begynde 1. maj i LFS’s gård i Rosenvængets alle. Ved 08.30-tiden nåede de første deltagere frem til fælles morgenmad. Flere kom til gennem formiddagen, og ved middag kogte LFS-gården af gejst, popcorn, sodavand og glade dage.
”På denne dag hvor vi er halvvejs mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, er vi på vej mod lysere tider. Og det har vi brug for i disse dage,” sagde formand for LFS, Kirsten Gunvor Løth, da hun holdt sin 1. maj tale. Du kan læse hele talen på mitlfs.dk.
Hele formiddagen var der underholdning for store og små. Der var fuld koncentration og opmærksomhed, da Øgle gøglere gav den gas foran et nysgerrigt publikum.
Fanerne blev båret i optog til Fælledparken, hvor de mødtes med den øvrige bevægelse. En flok dinosaurer gik med i optoget for at understrege budskabet om, at tjenestemandsreformen hører til på et museum ligesom andre fortidslevn.