Vi mangler ikke arbejdskraft, selv om vi mangler pædagoger
Af Kirsten Gunvor Løth, formand
Regeringen har for nylig proklameret, at samfundet ikke mangler penge, men medarbejdere, og at arbejdskraft er den nye hårde valuta.
Derfor har jeg brug for at hive tre ting op af hatten, som I skal huske, hver gang politikerne siger, at penge ikke løser vores problemer med velfærden, og når de siger, at vi øger inflationen, hvis vi giver lønstigninger til de kvindedominerede fag i den offentlige sektor.
Når regeringen hævder, at arbejdsudbud er den nye valuta, så skal man forstå to ting:
Al den snak om arbejdsudbud er ikke noget nyt. Det har de seneste 20 år i Danmark været standardpolitik, at man laver arbejdsudbudsreformer i stedet for at skabe arbejdspladser. Og arbejdsudbud og arbejdskraft er to forskellige ting.
Arbejdsudbud er fantasien om, at hvis vi for eksempel hæver pensionsalderen, så vil så og så mange mennesker arbejde længere, og så og så mange flere vil komme i arbejde. Hvor mange det drejer sig om, finder man ud af ved at bede Finansministeriet om at lave nogle beregninger på en fremtidsfantasi.
Arbejdskraft er noget helt andet. Det er, hvor mange mennesker vi har, som er en del af arbejdsstyrken. Altså hvor mange er i arbejde, og hvor meget arbejder de.
Og min vigtigste pointe i denne leder er, at selv om vi har store problemer med at skaffe uddannet og faglærte medarbejdere, så mangler vi ikke arbejdskraft.
Problemet er, at Christiansborg gennem de seneste 20 år har lavet arbejdsudbudsreformer, der har forringet vilkårene for helt almindelige mennesker på og udenfor det danske arbejdsmarked. Man har forringet dagpengesatsen, så det er umuligt at være sygemeldt i en længere periode, uden at det også har økonomiske og dermed sociale konsekvenser. Man har fjernet en helligdag, så vi i gennemsnit arbejder en dag mere om året fremover. Man har skåret i sociale ydelser for i stedet sænke skatten.
Nu minder jeg om – og kommer til det igen – der er IKKE mangel på arbejdskraft. Men så længe man udsulter den offentlige sektor og sparer på uddannelse, så kan ingen undre sig over, at pædagoger, SOSU’er og sygeplejersker flygter til det private eller Norge, hvor lønnen er højere – eller at de fravælger uddannelserne i første omgang.
Derfor skal vi sammen kæmpe for, at det igen bliver attraktivt at arbejde i den offentlige sektor. Lønnen skal op – især i de kvindedominerede fag. Vi skal have økonomiaftaler, der sikrer reelle minimumsnormeringer – også på det specialiserede socialområde.
Kampen om økonomiaftalerne vandt vi ikke denne sommer. Men kampen om løn – den skal vi vinde. Og vi er godt i gang med forberedelserne til OK24.
Så kom ind i LFS og aflever dine krav til overenskomstforhandlingerne, giv os gode ideer til, hvordan vi vinder befolkningens opbakning, og fortæl os om, hvad løn og arbejdsvilkårene betyder for dig.