Gratis filmfestival for børn i alle aldre
Buster, Skandinaviens største filmfestival for børn og unge, har et særligt program for børnehaver og skoleklasser, som er gratis.
Tekst: Agnete Solvej Christiansen Foto: Buster filmfestival
Det bliver muligt at fordybe sig i action, drama, dokumentar, romantik, animation, spænding og eventyr, når Buster filmfestival fra 25 september til 8. oktober åbner dørene for børnehaver og skoleklasser.
“Vi er klar med et fabelagtigt filmprogram med talentfulde instruktører og stemmer fra hele
verden, som både kan underholde og gøre os klogere,” siger Mariella Harpelunde Jensen, programchef for Buster.
Men hvorfor skal man overhovedet tage børnene med i biografen?
Marielle Harpelund Jensen peger på, at der i biografen er nogle regler og ritualer, som man bliver dannet som menneske af at kende til.
”Når man går i biografen, er der regler, ligesom når man er til koncert. Man lytter. Man skal også vænne sig til at være i mørket sammen med fremmede mennesker. Man hvisker, hvis man skal sige noget, og man tager hensyn. Jo mere man øver sig, jo mere kan man også koncentrere sig om historien på lærredet, fordi man kender reglerne og rutinerne.”
Film i fællesskab
Marielle Harpelund Jensen understreger, at der er stor forskel på at opleve levende billeder i biografen fremfor på en skærm derhjemme.
”Der er et socialt element ved at tage i biografen. Man får en oplevelse sammen med andre mennesker. Det smitter, hvis ens ven synes, noget er sjovt på lærredet, fordi man mærker andres energi. Man kan lægge mærke til, hvordan andre reagerer, og om man kan lide det samme. På den måde afprøver man sine egne holdninger, udforsker sin egen smag og finder ud af, hvad man selv mener om verden,” siger Marielle Harpelund Jensen.
I den vilde natur
I år bliver biografens rum ekstra levende, når et udvalg af filmene bliver vist omgivet af vild natur, når Buster åbner en ny festivalplads på Amagerfælled.
”Her kan børnene få en masse sjove oplevelser sammen, hvor de både kan lære om dyreliv og biodiversitet, bygge huler og lege med ler og sæbebobler,” siger Mariella Harpelunde Jensen.
På den nye festivalplads på Amager Fælled vil et udvalg af de bedste nye børnefilm for de to til 11-årige blive vist i et stort cirkustelt, og der vil være mulighed for at gå på opdagelse i de grønne omgivelser. Billetterne til film i cirkusteltet koster 20 kroner, men det er gratis at være med til aktiviteterne.
Hvad skal du se på Buster?
Verdens bedste fødselsdag (27. september 10.00)
En nuttet, kærlig fortælling om venskab, natur og om at finde sit mod frem. Den lille kanin Charlie fylder fem år - en dag han som alle andre 5-årige længe har set frem til. Men Charlies lillesøster bliver syg, og pludselig er der ikke nogen til at fejre ham. Han beslutter derfor at besøge sin bedstemor, som bor i et lille hus på den anden side af skoven. Det bliver startskuddet til et uventet eventyr gennem skovens smukke natur.
Roselil og stentrolden (28. september 10.00)
Den danske animationsinstruktør Karla Nor Holmbäck har skabt et charmerende billede, musik- og lydunivers, omkring den danske forfatter Josefine Ottesens bogserie om blomsterfeen Roselil. Roselil møder den seje og rebelske sommerfugl Silke, og de to bliver straks veninder, selvom de er hinandens modsætninger. Filmen er perfekt til de store børnehavebørn.
Kortfilmpakke Verden er stor (26. september og 2. oktober 10.00)
Kom med på tur i ørkenen med en slange og en kamel, mød Omar på hans altan, hvor der både er hyben, agern og nødder, eller tag med Trumle fra DR Ramasjang på eventyr, når den lille, nysgerrige og frække dinosaur går på opdagelse i hverdagen. Inden filmene skal I på en fantasifuld skattejagt i biografmørket. BUSTER sender jer på en lille opgave, som booster jeres fantasi og bagefter deler vi vores fantasi-stiske oplevelser i salen og tegner i Foyeren.
Alle billetter bookes på buster.dk
Buster har indrettet særlige legeområder både i Cinemateket og på deres festivalplads til Buster i naturen, begge er gratis. I Cinemateket står den hjemmebyggede slagterbutik, som fuldstændig ligner Hunden Ibs yndlings slagter. På den måde kan børn og voksne tage stemningen, historierne og sangene med ud af biografsalen og opfinde egne lege i Hunden Ibs univers. På naturlegepladsen på Amager Fælled kan man fiske i fiskedammen, lege med sæbebobler eller hygge på Bobles tumlemøbler.
Hvad er Buster?
Buster er en filmfestival, ligesom Cannes er en filmfestival. Målgruppen for festivalen er de 3-16 årige. Festivalen finder sted fra den 26. september – 9. oktober 2022 (uge 39 + 40). Buster viser over 170 film fra hele verden og byder på særlige events i de københavnske biografer. Festivalen byder blandt andet på et gratis børnehaveprogram og et stort skoleprogram, men det er først til mølle. Billetter kan bestilles på www.buster.dk