Fields-gerningsmanden planlagde angreb på Sandslottet: Sådan håndterede de krisen
Gerningsmanden til skyderiet i Fields lavede planer for et angreb på daginstitutionen Sandslottet, før han slog tre mennesker ihjel og sårede adskillige andre i butikscentret. Medarbejderne i Sandslottet fik først besked samme dag, som nyheden kom ud i medierne. Men der var planlagt et nøje præcist orkestreret kriseberedskab fra Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Tekst og illustration: Anna Louise Stevnhøj
Det var en både bekymret og forundret Majbrit Møller, klyngeleder i Amager klynge H, der torsdag den 8. juni blev indkaldt til møde med hendes områdechef Svend Allerslev dagen efter. Bekymringen blev ikke mindre, da hun senere samme dag også fik en indkaldelse fra selve direktøren for Børne- og Ungdomsforvaltningen, Tobias Stax. For hun kunne ikke få at vide, hvad mødet handlede om, udover at det havde noget med den integrerede institution Sandslottet at gøre.
”Jeg spurgte mig selvfølgelig for hos Ruben (Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia, pædagogisk leder i Sandslottet, red.), om hvordan det gik i Sandslottet, og hvordan han havde det. Og da alt tilsyneladende var fint, var min tanke, om der var nogle forældre, der havde rettet en alvorlig anklage mod os uden at fortælle os om det,” siger Majbrit Møller.
Tophemmeligt og skræmmende
Da hun fredag den 9. juni kom til møde, var der ikke bare en direktør og en områdechef. Der var også den faglige leder for område Amager samt presse- og kommunikationschefen fra forvaltningen.
”Jeg blev informeret om, at Sandslottet ville komme til at spille en rolle i retssagen mod gerningsmanden fra Fields-skyderiet, når sagen startede den følgende mandag den 12. juni. Politiet havde fundet notater i hans lejlighed, der viste, at han havde overvåget institutionen, som ligger tæt på hans bolig. Han havde lavet planer for, hvordan han ville trænge ind, og hvem han skulle slå ihjel først. Det var ret uvirkeligt,” fortæller Majbrit Møller.
Hun fik samtidig at vide, at det var tophemmeligt, indtil retssagen startede, og indtil det kom ud i pressen. Det var vigtigt, at kommunikationen skulle foregå samtidigt. Grunden til, at kommunen var blevet varslet, var at de skulle kunne nå at forberede en indsats over for de berørte medarbejdere og forældre. Det var også baggrunden for, at Majbrit Møller nu også var inviteret ind i den lille kreds, som havde en viden omkring sagen.
Tætpakket informationsprogram
Majbrit Møller blev præsenteret for en beredskabsplan, der var planlagt ned til mindste detalje.
”Direktør Tobias Stax informerede børne- og ungdomsudvalget søndag aften. Jeg bad Ruben om at kontakte TRIO’en, forældrerådet og forældrebestyrelsesformanden søndag aften og bede dem komme til møde mandag morgen.
Da TRIO’en mødte ind mandag den 12. juni, var der orienteringsmøde med områdechefen, den faglige chef og pressechefen fra forvaltningen. Forvaltningen havde sørget for, at der kom fire kompetencepædagoger og fire støttepædagoger, som kunne hjælpe til på stuerne. Så klokken 10 var der orienteringsmøde for den ene halvdel af medarbejderne, mens den anden halvdel blev orienteret kl.10.30. Klokken 11 var der møde med klyngens forældrebestyrelsesformand og med Sandslottets lokale forældreråd,” fortæller Majbrit Møller.
Medarbejderne blev præsenteret for sagens fakta og fik en række overordnede råd om de reaktioner, man kan opleve i en krisesituation af områdets faglige chef, suppleret af en krisepsykolog fra området. Forvaltningens pressechef fortalte, at der var sandsynlighed for, at de ville blive kontaktet af journalister, og at det var i orden, hvis de havde lyst til at udtale sig, men at det også var helt legitimt at sige nej.
Billeder og notater
Mens medarbejderne i Sandslottet blev orienteret, var den offentlige anklager i gang med at fremlægge sagen i byretten.
Der var fundet håndskrevne noter om institutionen på den 23-årige tiltaltes bopæl. Noterne indeholdt blandt andet en plantegning over børnehaven, hvor den tiltalte havde markeret "killzone" og "gemmesteder" flere steder.
Han havde desuden noteret de daglige rutiner i børneinstitutionen, og det stod også i noterne, at det kunne være en god idé at tage en kniv med, så man kan trænge sine ofre op i et hjørne.
Medierne begyndte at referere sagen ved 11-tiden. Klokken 12 sendte Børne- og Ungdomsforvaltningen en pressemeddelelse ud, hvor direktør Tobias Stax redegjorde for, hvordan man ville hjælpe Sandslottet, og hvor Lisbeth Juul Aggerholm, der er faglig chef i område Amager, kom med gode råd om, hvordan man skærmede børn fra detaljerne i sagen. Tobias Stax skrev også til alle ledere og til de faglige organisationer og informerede om sagen.
Guld værd med akut hjælp
Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia, som er pædagogisk leder i Sandslottet, oplever, at der bredte sig en beklemt stemning, da medierne begyndte at skrive om angrebsplanerne mod Sandslottet.
”Medarbejderne fulgte med på deres telefoner, og jeg tror, at vi alle oplevede det ret voldsomt, da detaljerne blev refereret mere og mere, som dagen skred frem. Det var guld værd, at der var kommet vikardækning, så folk kunne få tid til at sunde sig,” siger Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia.
Der var stillet en krisepsykolog til rådighed hele mandagen, og det var der nogle medarbejdere, der benyttede sig af.
”Men der var også nogen, der havde mest brug for bare at sidde og tale lidt med hinanden, og nogen havde brug for at gå en tur ned til stranden. Derfor var det en kæmpestor hjælp, at vi blev aflastet med kompetence- og støttepædagogerne. Men der var også medarbejdere, der allerhelst bare ville tilbage til børnene ” siger Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia.
Han er overbevist om, at den akutte hjælp betød, at alle mødte op – også dagen efter.
”Det gjorde helt klart indtryk på personalet, at områdechefen, den faglige chef og klyngelederen stillede op og blev hele dagen, og at der var umiddelbar adgang til krisepsykolog. Der blev skabt en tryg stemning af, at der blev passet på folk,” siger Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia.
En vild dag
Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia og Majbrit Møller havde ikke selv tid til at mærke ret meget efter.
”Det var så grimt at læse, hvad han havde overvejet, at jeg måtte gå på kontoret et øjeblik for at være alene. Men faktisk var der så mange opgaver, og jeg havde så travlt med at forholde mig til personalet, at jeg undgik at få for mange indre billeder af, hvad der kunne være sket,” siger Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia.
Majbrit Møller har det på samme måde:
”Det var en vild dag, hvor vi havde virkelig travlt. Ruben og jeg havde en handlingsplan for dagen med diverse deadlines for, hvornår de forskellige skulle informeres og indkaldes, og hvad der i øvrigt skulle ske. Så min opgave var at understøtte Ruben i forhold til at få disse ting ud på AULA på de rette tidspunkter. Og så brugte vi meget energi på at være i kontakt med de enkelte medarbejdere og mærke efter, hvordan de havde det,” fortæller Majbrit Møller, der også brugte en del tid på at tale med journalister i løbet af eftermiddagen.
Fattede forældre
Da klokken sagde lukketid for Sandslottet, fortsatte dagen med et hasteindkaldt forældremøde. Trods det korte varsel var der stort fremmøde, og forældrene fik stort set de samme informationer som personalet.
Majbrit Møller fortæller, at mødet forløb roligt, og at forældrene var fattede.
”De var naturligvis berørte, men de havde samtidig overskud til at bakke op om personalet. Flere roste Ruben for hans måde at drage omsorg for personalet på,” siger Majbrit Møller.
Tirsdag den 13. juni var der fortsat en krisepsykolog til stede i Sandslottet,l og dette tilbud benyttede enkelte medarbejdere sig af. Da hun kom igen en lille uge efter hændelsen, var der ikke nogen medarbejdere, der benyttede sig af muligheden.
”Jeg ved, at der er enkelte, der senere har gjort brug af Falck Healthcare. Men vi er alt i alt kommet intakt igennem, og det handler helt sikkert om den massive indsats, der blev gjort for at støtte os den første vigtige dag,” siger Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia.
Gem beredskabsplanen
Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia har ikke selv har andre efterreaktioner end voldsom træthed.
”Der var nogle dage, hvor jeg var meget træt om aftenen. Men jeg tror, at vi er lykkedes med at få sagen ned på et realistisk niveau. Gerningsmanden kom ikke, og han havde revet notaterne i stykker. Jeg vælger at tro, at det var en øvelse og ikke en reel plan,” siger Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia.
Majbrit Møller havde også et par dage, hvor hun var træt efter den følelsesmættede mandag.
”Om aftenen følte jeg mig som en punkteret ballon. Men jeg havde jo også gået med en stor bekymring siden onsdagen før, hvor jeg ikke vidste, hvad der var på vej,” siger Majbrit Møller, som har valgt den samme tilgang som Ruben Lykkegaard Ben-Yedidia:
”Det skete heldigvis ikke, og gerningsmanden er ikke længere på fri fod,” siger Majbrit Møller, der har opfordret forvaltningen til at gemme den beredskabsplan, der blev lavet op til mandag den 12. juni.
”For tiltagene virkede, og vi har oplevet stor støtte, der har forebygget panik og unødig bekymring,” siger Majbrit Møller.
Vi skal have tillid
Majbrit Møller mener til gengæld ikke, at man skal arbejde med beredskabsplaner, der bygger på bekymring for, at en anden psykisk syg skal få lignende tanker.
”Det var en enkeltstående situation, som forhåbentlig aldrig gentager sig. Vi skal ikke have amerikanske tilstande med metaldetektorer ved indgangsdørene til daginstitutioner. Det er der intet, der taler for. Vi skal fortsat leve i et frit og demokratisk land, hvor vi har tillid til hinanden. ”
Spørger man Majbrit Møller, om noget kunne være gjort anderledes, siger hun, at det ville have været godt, hvis de øvrige ledere i Klynge H var blevet informeret samtidig med forældrerådet.
”De blev meget chokerede, og de havde medarbejdere, der reagerede, fordi vi er et godt klyngefællesskab, som samarbejder og kender hinanden godt.”
Sagen kort
Københavns Byret behandlede i juni 2023 sagen om skyderiet i Field's den 3. juli 2022. Retssagen startede den 12. juni.
Den 23-årige gerningsmand, som skød og dræbte tre personer og sårede en række øvrige besøgende i butikscenteret på Vestamager, blev den 5. juli 2023 dømt til anbringelse uden tidsgrænse på Sikringsafdelingen i Slagelse
Det kom frem under retssagen, at politiet på den 23-åriges bopæl fandt en række håndskrevne notater, som er dateret til juni 2022, det vil sige kort før skyderiet i Fields. Notaterne afslørede, hvordan den tiltalte i juni havde den integrerede institution Sandslottet i tankerne som et muligt mål.
Han havde tilsyneladende lagt en detaljeret plan for, hvordan man nemmest kunne komme ind på institutionen, og han havde billeder af institutionen på sin telefon.
”Find den nemmeste måde at komme ind i Sandslottet på. Lav en plan for at finde dem i hjørnerne. Tag knive med”, skrev han i sine noter.
Han havde også orienteret sig om, hvornår børnene var på stuerne, og hvornår de var ude på legepladsen.
Til politiet har den tiltalte tidligere forklaret, at det var tilfældigt, at det lige var i Field's, at han begyndte at skyde.