Vigtigt, at de ikke hørte om angrebsplaner via medierne
”Man har ikke et normalt psykologisk beredskab til at modtage den besked, at et menneske bevidst har siddet og planlagt et angreb på den institution, hvor man arbejder,” siger faglig chef i område Amager, Lisbeth Juul Aggerholm, som er psykolog, og som stod for den første krisehjælp til medarbejdere og forældre i Sandslottet.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Lisbeth Juul Aggerholm var del af den lille personkreds, der få dage før retssagen den 12. juni blev informeret om gerningsmandens notater om et angreb på Sandslottet.
”Det var et meget voldsomt scenarie, der blev oprullet, og jeg blev som alle andre berørt. Men jeg blev også taknemmelig. Både over at vi vidste, at han siden sin ugerning har været fængslet, og at vi har et så velfungerende og samarbejdende et system, at vi rent faktisk fik mulighed for at forberede en indsats,” fortæller Lisbeth Juul Aggerholm.
Lisbeth Juul Aggerholm var ikke i tvivl om, at der skulle etableres psykologisk krisehjælp.
”Vi mennesker kan klare rigtig meget, og de fleste af os kan bære de kriser, vi møder i vores liv uden professionel hjælp. Ude i dagtilbuddene klarer lederne og medarbejderne den ene krise efter den anden i hverdagen, og det er de fuldt kompetente til. Men her var der tale om, at en medarbejdergruppe risikerede at få en meget voldsom viden via medierne midt på en arbejdsdag, hvor de stod med børnene mellem hænderne,” siger Lisbeth Juul Aggerholm, som understreger, at det også handlede om, at den viden var meget atypisk.
”Man har ikke et normalt psykologisk beredskab til at modtage den besked, at et menneske bevidst har siddet og planlagt et angreb på den institution, hvor man arbejder. Det ville have sendt personalet på ekstraordinært mentalt overarbejde, hvis de også skulle tage vare på børnene samtidigt.”
De indre katastrofebilleder
Vi kender alle den forskrækkelse, man får, hvis et lille barn river sig løs fra ens hånd og er på vej ud på kørebanen, før man får fat på barnet igen.
”I den situation når man at få voldsomme indre katastrofebilleder af, hvad der kunne være sket, og det tager lidt tid, før man får beroliget sig selv igen og falder til ro i visheden om, at der ikke skete noget. Men angsten kan sidde i en i noget tid. Og man kan sammenligne reaktionerne. For når man får at vide, at nogen decideret har planlagt angreb mod ens arbejdsplads, får de fleste også indre katastrofebilleder, som de skal have tid til at regulere på plads. Og det kan virke endnu voldsommere, fordi man ingen erfaring har med situationen,” siger Lisbeth Juul Aggerholm, som understreger, at krisereaktioner kan være yderst individuelle.
”Det handler i høj grad om, hvad man har med sig i bagagen. Der kan være tidligere oplevelser, der gør, at man er ekstra sårbar. Vi har kunne mærke her i Område Amager, at utroligt mange mennesker har været konkret berørt af det, der skete i Fields. Der var tusinder af mennesker, der enten selv havde været i Fields samme dag, eller hvis pårørende havde været det, og som har haft større eller mindre efterreaktioner. Vi kunne sagtens have haft flere medarbejdere, der stadig bar på de erfaringer, og som derfor kunne have fået reaktiveret alle deres angstsystemer, da planerne om angrebet på Sandslottet kom frem.”
Behov for et trygt rum
Da medarbejderne blev informeret den 12. juni, var der kaldt støtte- og kompetencepædagoger ind, så de faste medarbejdere kunne gå fra stuerne i to hold. Det betød, at de var sammen med en gruppe kollegaer, da de fik besked om angrebsplanerne.
”Det var meget bevidst, at vi tilrettelagde det på den måde. Vi ved, at det støtter og hjælper, at man er sammen med andre, og at man kan se og høre, at de har de samme reaktioner og spørgsmål som en selv. Noget af det vigtigste er faktisk at finde ud af, at ens reaktioner er normale, og at man bliver rummet og har en oplevelse af at blive mødt med omsorg,” siger Lisbeth Juul Aggerholm.
Det var også derfor, at der blev indbudt til forældremøde efter institutionens lukketid, hvor forældrene fik den samme information sammen med rådgivning om, at det var vigtigt, at de ikke delte forskrækkelse og bekymringer med deres børn.
”Vi kunne have valgt at informere forældrene individuelt for eksempel over telefonen. Men vores overvejelser var i bund og grund de samme som med medarbejderne: Man finder støtte i at være sammen med andre og i at have et trygt rum, hvor man har lov til at blive forskrækket og ked af det,” siger Lisbeth Juul Aggerholm.