Pandastuen er for svækket immunforsvar og stærke relationer

Pandastuen er en del af børnehuset Regnskoven. Men Pandastuen er ikke helt som andre stuer; den er kun for børn, der har et svækket immunforsvar. Trods meget forskellige børn med hver deres udfordringer og historier i rygsækken, lykkes Pandastuens pædagoger med at skabe et sammenhængende dagtilbud, der bliver en tryg kontinuitet for børn, der typisk har oplevet meget andet end ro.

Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk

Det er de færreste pædagoger, der kan give sondemad, har en 2:3 normering og tager med børnene til lægebesøg. Men sådan er det på Pandastuen, hvor børn i 0-6 års alderen med svagt immunforsvar kan blive henvist til og gå i et helt almindeligt dagtilbud, der alligevel er milevidt fra de fleste andre.

Fællesnævneren for børnene på Pandastuen er, at de har dårligt immunforsvar. Det kan være fordi, de er for tidligt fødte, men i langt de fleste tilfælde er det, fordi den lille barnekrop også kæmper med en sygdom. Leukæmi, cystisk fibrose, børn med hjerte-, lever-, nyre- eller lungeproblemer er blot eksempler på diagnoser, som tidligere børn på stuen har kæmpet med. 

Tanja er fast pædagog på stuen, og sammen med sine to pædagogkolleger og en medhjælper har de op til otte børn på stuen.

”Vores opgave er at støtte børn og familie så godt som muligt. Vi fungerer som pitstop mellem hospital og dagtilbud, og heldigvis lander 99 procent af vores børn i et alment tilbud efter en kortere eller længere tid hos os,” fortæller hun.

Helt tæt på familien

Børnene på Pandastuen visiteres af et udvalg, der blandt andet består af læger. Og der er ofte en sygdomshistorik og et forløb, som Pandastuens personale skal kende til, når et nyt barn starter en hverdag på stuen. Det betyder også, at forældresamarbejdet kan have en lidt dybere karakter end på Regnskovens andre stuer.

”Fordi børnene som følge af sygdom tit er bagud på et eller andet område, laver vi halvårlige handleplaner. Det betyder også, at vi ofte har samtaler med forældrene om, hvordan barnet udvikler sig. Til de møder har vi ofte forældre, der bliver meget berørte eller kede af det. Ikke fordi deres barn ikke trives eller udvikler sig, men fordi der kan ligge et traumatisk og bekymringsfyldt forløb bag dem,” fortæller Tanja og uddyber:

”Vores opgave ligger også i at synliggøre, at selvom de har en treårig, der er eller har været meget syg, så har de også et dejligt barn, der udvikler sig, leger og danner relationer, og som hele tiden kan nye ting. Det fokus kan man som forælder godt miste, når man har været igennem noget svært.”

Passer ekstra på

At have en stue med immunsvage børn, stiller særlige krav til forholdsregler. Eksempelvis må børnene ikke være i offentlige transportmidler, og derfor har Pandastuen adgang til elcykler og sin egen bus, som de kan tage på ture i. Der er også strammere regler for, hvornår børn må vende tilbage til stuen, efter de har været ramt af sygdom.

”Hvis vi er udendørs, må børnene gerne være sammen med de øvrige børn fra Regnskoven. På den måde sikrer vi, at børnene får øvet deres sociale kompetencer, selv i perioder hvor vi ikke har så mange børn på stuen, eller hvor de er meget spredt aldersmæssigt,” fortæller Tanja.

Pandastuen benytter sig ofte af muligheden for at tage med Regnskoven på ture eller blot lege på legepladsen.

”Mange af vores børn har haft et stort afbræk, hvor de for eksempel har været indlagt, og hvor de ikke har været sammen med andre børn. Derfor ved de ikke altid, hvordan man deltager i fællesskabet,” siger hun.

Holder rutinen

Med op til otte børn indskrevet, og et aldersspænd der dækker både vuggestue- og børnehavealder, kan man tro, at det er svært at få en normal rytme op og køre i institutionen. Og det har været svært, for i de første måneder af 2023 var der ikke et eneste barn indskrevet på Pandastuen. I juli 2023 er der tre, og til efteråret kommer stuen op på seks børn. 

”Det er både sjovere og lettere at holde rutiner med morgensang, temaforløb og kreaprojekter, når vi har flere børn. Vi har i de seneste måneder lavet et stort arbejde med at synliggøre os ude på landets hospitaler, så vi håber, at det på sigt sikrer, at vi har en mere stabil børnegruppe,” fortæller Tanja.

Det er kun børn bosiddende i Københavns Kommune, der kan indskrives på Pandastuen.

”Men selvom vi har få børn, og aldersforskellen er stor, holder vi fast i at lave aktiviteter, som de kan deltage i ud fra der, hvor de er. Vi har børn, der er sansemæssigt og motorisk udfordrede, men vi finder altid en vej til, at barnet kan deltage og udvikle sig,” siger hun.

Pædagoger ud over det sædvanlige

Selvom børnetallet på Pandastuen kan svinge, har det ikke været svært at rekruttere personale til stuen. Tvært imod. Og flere af de ansatte har også været der længe.

”Jeg tror, at normeringen og kombinationen af almen- og specialområdet tiltaler nogen. Når vi tager med ud til lægebesøg, så gør vi det selvfølgelig dels for at bidrage med vores perspektiv om barnet til fagpersonerne, men det bidrager i lige så høj grad til vores pædagogiske arbejde. Når vi ser barnet i en anden kontekst, lærer vi meget om barnet, og vi bliver klogere på, hvordan vi kan arbejde med barnets erfaringer og oplevelser, når vi for eksempel leger med vores lægetaske,” siger Tanja.

Svær bagside

Den store investering, som det er at komme så tæt på både barn og familie, der er hårdt ramt af sygdom, kan være hård for personalet. 

”Det er sket, at vi har mistet børn, der har gået her. Det er enormt voldsomt for alle parter, og vores fokus er især på at tale med forældrene om forløbet, så alle kan lande bedst muligt på benene. Vi taler med hinanden om, hvad det gjorde ved os hver især, og sammen med forældrene mindes vi de gode oplevelser,” fortæller Tanja.

”I de situationer, er det ekstra tydeligt, hvor vigtigt det er med en god ledelse, der passer godt på os. Vi kan altid komme og sige, hvis noget fylder, og det er der stor forståelse for. Alle anerkender, at Pandastuen ikke er som alle andre steder, og når vi deltager i et barns begravelse, så bliver det især tydeligt, hvor tæt vi har været på familien,” siger hun og uddyber:

”Vi forsøger også at huske forældrene på, at de skal huske sig selv i det hele. Det kan være let sagt, men forældre til et sygt barn er konstant på stikkerne, og nogle gange er der ikke mere at gøre. Det forsøger vi at sætte ord på, og det kan kun lade sig gøre, fordi vi er så tæt på familierne, som vi er.”

Plads til at give los

Pandastuen har egen indgang og faciliteter, og tilknyttet stuen er et hyppigt besøgt puderum. Som i andre børnehuse er det her, der er plads til vilde lege, og her er Pandabørnene som alle andre.

”Lige med vores børn synes vi, det er ekstra vigtigt, at de får lov til at lege pudekamp, hoppe ned fra ribber og mærke, hvad deres krop kan. Det handler i virkeligheden om, at børnene skal have lov at teste deres egne grænser og opleve, at nogle gange slår man sig lidt, men det er helt okay,” siger Tanja og uddyber:

”Vores børn har tit mange voksne omkring sig, og der bliver holdt nøje øje med, om de har det godt. Indimellem trækker vi os lidt fra puderummet og lader børnene grine og lege og nyde deres frirum, uden at der altid er en voksen til stede.”

Pædagogen Tanja, som fortæller om Pandastuen, har kun ønsket at få sit fornavn offentliggjort i artiklen.