Arbejder du på døgnområdet?
Hvad har jeg ret til, hvis min arbejdsgiver inddrager mit fridøgn, og i hvor god tid har jeg ret til at kende min vagtplan?
Aftalerne om arbejdstid på døgnområdet er komplicerede. Men en ny vejledning, der dækker det kommunale område, er en stor forbedring, siger Henning Christiansen, faglig sekretær i LFS og mangeårig underviser i netop reglerne om døgnarbejdstidsaftaler.
Den nye vejledning hedder ’Fælles vejledning – fælles ansvar’. Den er udarbejdet i et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening, KL, FOA og seks andre fagforbund med medlemmer, der har døgnarbejde på det kommunale område.
Formålet med vejledningen er at give konkrete og uddybende svar på de regler, der kan give uenigheder på arbejdspladsen. Og den lever langt hen ad vejen op til forventningerne, siger Henning Christiansen.
”Der er en række emner, hvor der tidligere ofte er opstået tvivl, men hvor den nye vejledning er mere klar og tydelig. Den er desuden lettere at læse og fungerer som et opslagsværk,” siger Henning Christiansen.
Fælles vejledning – fælles ansvar. Døgnarbejdstidsaftalerne på det kommunale område er en udløber af overenskomstforhandlingerne i 2021, hvor KL, FOA, Dansk Sygeplejeråd, Kost og Ernæringsforbundet, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter, 3F og Socialpædagogerne aftalte at udarbejde en fælles vejledning.
Du kan finde vejledningen på www.mitlfs.dk/15857.
Vagtplaner
Du skal have din vagtplan, som i vejledningen kaldes tjenesteplan, mindst fire uger, før den træder i kraft, og den skal række over mindst fire uger. Du kan læse meget mere om, hvilke detaljer vagtplanen skal indeholde i kapitel 2, der hedder ’Planlægning af arbejdstiden’. Vejledningens bilag 2 har desuden en grafisk præsentation af ”rullet” omkring vagtplaner. Her viser grafen, hvornår det udløser tillæg, hvis ens fridøgn inddrages.
Opgørelse af perioden
Længden af opgørelsesperioden aftales lokalt med LFS. Kan der ikke opnås enighed om opgørelsesperiodens længde, kan ledelsen fastlægge længden – dog max 16 uger.
Dine vagter skal stemme overens med din beskæftigelsesgrad. Det vil sige, at hvis du er fuldtidsansat, skal du i gennemsnit arbejde 37 timer om ugen.
Du kan hente hjælp i vejledningens afsnit om opgørelsesperioder på siderne 25 og 26.
Ændringer af din vagtplan
Hvornår er der tale om overarbejde, og hvornår er der tale om omlagt tjeneste? Og hvor tidligt skal arbejdsgiveren varsle omlagt tjeneste for, at det ikke udløser ekstra tillæg? Det kan du læse i vejledningens kapitel 3, som indeholder en overskuelig tabel over, hvordan man skal honoreres, når ens tjenesteplan ændres.
Mer- og overarbejde
For deltidsansatte vil arbejde ud over det planlagte enten blive håndteret efter bestemmelserne om merarbejde eller som overarbejde.
Merarbejde er det ”ekstra” arbejde, deltidsansatte arbejder op til den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for fuldtidsansatte i opgørelsesperioden. Det kan du læse meget mere om på siderne 62 til 65.
Overarbejde for fuldtidsansatte er arbejde ud over det gennemsnitlige ugentlige timetal i opgørelsesperioden, samt arbejde ud over den daglige arbejdstidsnorm. Det kan du læse mere om på side 58.
Husk, du måske har en lokalaftale
Der kan være indgået en lokalaftale med LFS, der afviger fra reglerne i Døgnarbejdstidsaftalen for det kommunale område.
Du kan altid spørge din tillidsrepræsentant om vilkårene i din lokalaftale. Har du ikke en tillidsrepræsentant, kan du kontakte specialafdelingen i LFS enten ved at skrive til lfs@lfs.dk eller ringe til 3544 4546.