Alle har brug for at være mere end nogens arbejde 

Hvor meget skal man som socialpædagog engagere sig i de unges liv?  Signe Meyer har i sit arbejde med socialt udsatte unge altid strakt sig langt. Hun mener, at alle unge fortjener en voksen, som lytter, i sit liv.  

Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen

Maria Sonmez var 16 år, da Signe Meyer mødte hende første gang. Den dengang 16-årige pige var netop flyttet fra døgninstitution til den hybel, hvor Signe Meyer for nyligt var blevet ansat som kontaktperson. 

”Jeg holdt af Maria lige med det samme,” siger Signe Meyer.

Maria Sonmez er i dag en ung kvinde på 22 år. Hun er denne eftermiddag mødt op på Signe Meyers arbejdsplads for at snakke og få hjælp med forskellige ting. Signe Meyer ikke længere ansat til at være Maria Sonmez kontaktperson, men de to mødes stadig med jævne mellemrum og holder kontakten over telefon og sms. 

Kan altid ringe

Signe Meyer ser i sit arbejde som socialpædagog med anbragte unge et stort behov for hjælp, selv efter de unge er fyldt 18 år. Heldigvis er der nogen, der får bevilget efterværn efter det 18 år, men det er langt fra alle.

”De unge har brug for tryghed og sikkerhed. Vi smider jo heller ikke vores egne børn ud hjemmefra og stopper al hjælp til dem det øjeblik, de bliver 18 år. Jeg siger til de unge, som jeg afslutter, at de altid kan ringe, men det kan jeg kun gøre, fordi jeg har en arbejdsplads, der bakker mig op i den praksis” siger Signe Meyer. Hun ved, at det er en diskussion blandt socialpædagoger, hvor meget man skal engagere sig i de unges liv.

”På et tidspunkt ved en tidligere arbejdsplads var det på tale at udskrive en 19-årig pige til ingenting. Uden nogle voksne og uden efterværn. Jeg sagde til min chef dengang, at det ikke kommer til at ske. Jeg kommer ikke til at sige farvel til et ungt menneske på den måde. No way. Hun var meget dårlig og endte med at blive udredt og komme over i et voksentilbud, men det var tæt på, at hun ingen støtte fik overhovedet.”

Middelklasselogikker styrer 

Signe Meyer påpeger, at det er dilemmafyldt, når efterværn er struktureret op omkring præmissen om samarbejdsevner. 

”Hvis et ungt menneske er meget dårlig og ikke formår at komme afsted til videre afklaring, så kan det ende med at efterværnet stopper uden anden form for hjælp. Det er heldigvis sjældent,” siger Signe Meyer.

Signe Meyer arbejder i dag med indsatsen Critical Time Intervention (CTI), en indsats målrettet tidligere anbragt unge. Indsatsen er blevet implementeret på hybelinstitutionerne for at forebygge hjemløshed gennem intensiv støtte i overgangen til voksentilværelsen. Her arbejder hun med at styrke unges evne til at mestre et selvstændigt voksenliv. Det undrer Signe Meyer, at efterværn ikke er en rettighed for anbragte unge. 

”De kan kun få støtte, når deres anbringelse slutter, hvis de samarbejder indenfor de middelklasselogikker, som hersker om, at du for eksempel skal stoppe med at ryge hash, og du skal gå i skole. Jeg har heldigvis arbejdet gode steder, hvor vi ikke udskriver unge til ingenting. Men det sker, at unge på 18 år bliver udskrevet til ingenting,” siger hun og tilføjer:  

”Jeg synes, at jeg har et godt grundlag for at hjælpe den unge, men det frustrerer mig, når de bliver sanktioneret. Jeg kan mærke i mit arbejde, at det bliver sværere at hjælpe, når den unge bliver dårligere stillet økonomisk. De får mindre ro til at komme i bedring, og det giver os pædagoger og socialarbejdere en følelse af at arbejde i håbløshed, fordi situationen bliver forværret af sanktionerne.” 

Skrøbeligt økonomisk grundlag

Det er kendetegnet ved de unge, som Signe Meyer arbejder med, at deres økonomi hviler på et spinkelt grundlag. Et grundlag, der er blevet yderligere forringet af kontanthjælpsreformen fra 2023, som udfaser diagnosetillægget, og dermed fjerner en del af de allermest udsatte unges økonomi.

”Det økonomiske grundlag, som de har, er så spinkelt, og i gymnasiet er der jo egenbetaling på en masse ting, som for eksempel studieture, Så det frustrerer mig meget, at den økonomiske ramme for de unge er så snæver og nu endda bliver yderligere forringet for nogle af dem, der har det sværest. Et sted at starte kunne for eksempel være, at gymnasierne sætter et loft over, hvad en studietur må koste.”

Tidligere anbragte unge er markant overrepræsenteret i hjemløsestatistikkerne og i forhold til psykiske lidelser og afhængighed af rusmidler. Flere har derfor påpeget vigtigheden af indsatsen og støtten i overgangen fra barn til voksen styrkes. Rådet for socialt udsatte påpegede i deres høringssvar til Barnets lov, som trådte i kraft 1. januar, vigtigheden af, at anbragte unge ikke overlades til sig selv, når de fylder 18 år. Rådet anbefaler en efterværnsindsats, der strækker sig, indtil den tidligere anbragte unge fylder 30.  

Man kan ikke tvangsmodne dem 

En sikker ret til efterværn blev ikke en del af Barnets lov. I stedet har loven fået et kapitel om, at den unge skal forberedes til voksenlivet fra det 15. år. 

Det er Signe Meyer som fagperson kritisk overfor. 

”Det er distanceret måde at anskue de unges liv på. Der er jo meget andet, der fylder, fra de unge er 15 til 18 år. Der er måske misbrug, kærestesorg, psykiatri og alt muligt andet. Det er en god intention, at vi som pædagoger skal hjælpe med at forberede den unge på voksenlivet i de år, men der er behov for støtte længere tid end det. Staten har anbragt unge væk fra deres forældre, fordi den mener, at de skulle have bedre vilkår, så bliver vi også nødt til at sørge for, at de unge får en reel chance for at etablere en bæredygtig voksentilværelse.”

Maria Sonmez har i den tid, hun har kendt Signe Meyer, gennemført en HF og startet på sygeplejerskestudiet. Hun holder i øjeblikket pause fra studierne og arbejder på et plejehjem for at have en økonomi, der kan bære, når hun til august ikke længere kan bo i hyblen. Der fylder hun nemlig 23 år, og hendes efterværn stopper. Herfra skal hun skal hun i højere grad stå på egne ben.

”Hvis jeg ikke havde fået efterværn som 18-årig, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag. Med efterværn har jeg mulighed for at blive boende i min hybel og har fortsat en kontaktperson. Det er en rigtig stor hjælp,” siger hun.

Intet samarbejde 

Maria Sonmez er en af de tidligere anbragte unge, som har kunne samarbejde med systemet, og som har fået hjælp til at etablere sit voksenliv. 

”Det har været en kæmpe fordel for mig, at jeg er indrettet på den måde, at det er naturligt for mig at prøve at samarbejde. Jeg gør mig nok umage for, at andre skal kunne lide mig. Jeg kan jo se på andre unge, som jeg har mødt på min vej, at de ikke på samme måde har fået hjælp, som jeg har.”

Det får Signe Meyer til at rykke sig lidt uroligt på stolen. 

”Som professionel vil man jo aldrig indrømme det, men ligesom i alle andre arenaer så spiller omgængelighed og sociale kompetencer ind,” siger hun og uddyber:

”Når små børn eksempelvis bliver anbragt uden for hjemmet, hvor de ikke har forældrenes kærlighed, bliver de afhængige af relationerne til de professionelle. Og de indlejrer derfor nogle redskaber til, hvordan man overlever. Det skal man så bare være bevidst om,” siger Signe Meyer.

Må ikke køre træt

Signe Meyer møder i sit arbejde unge mennesker, der har brug for hjælp for ikke at havne på samfundets bund. Unge, der slås med manglende netværk og ofte også diagnoser og en trang økonomi. 

”Jeg ser mig selv som de unges stemme. Jeg kan hjælpe dem med at navigere i systemet. Jeg må ikke skrive klager på de unges vegne, men jeg kan støtte op og blive ved med at tage dem dybt seriøst og ikke køre træt.”

Signe Meyer ved, at når man som hende arbejder med krævende relationelt arbejde, så er der en risiko for at blive forrået. 

”Jeg ser det, som at det virkelig er mit ansvar ikke at blive forrået, men det er afgørende med dygtige kollegaer og god ledelse. Hver gang der er en ung, om det så er nummer_200, så tager jeg det dybt seriøst, og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at den unge får det bedst muligt. Det er også derfor, at jeg er så glad for at arbejde her, for sådan er mine kollegaer også.” 

Mere end et arbejde

Signe Meyer har altid sagt til de unge, som hun er holdt op med at være kontaktperson for, at de gerne må ringe, hvis de får behov for det. Der er der fuldstændig enighed om på hendes arbejdsplads, og de unge, der er afsluttede, er ligeledes velkomne til fællesspisningen den sidste torsdag i måneden.  Det er de færreste, der benytter det, men selve tilbuddet virker til at give en tryghed, mener Signe Meyer. 

” Jeg tror ikke, at man skal tage fejl af, hvor meget det betyder, at der er nogen, hvor man ikke bare betragtes som en arbejdsopgave. Jeg ved godt, at det er en kæmpe diskussion blandt socialpædagoger, hvor meget man kan investere sig selv. Men jeg synes, at alle unge fortjener at have en, som de altid kan ringe til.

Maria Sonmez tilføjer:

”Jeg har aldrig følt, at jeg bare var et arbejde for Signe. Det har haft en kæmpe betydning for mig.”

Signe Meyers tre råd til at passe på sig selv som socialarbejder 

• Vær tydelig og forventningsafstem, når du indgår relationer med de unge. 
• Vær åben om dine begrænsninger overfor dine kollegaer, så I sammen kan højne det faglige niveau. 
• Sørg for at arbejde et sted, hvor du har stor tillid til din leder.