Kom til morgenaktion
Forhandlingerne om OK24 er godt i gang, og derfor mødes vi til morgenaktioner, hvor vi deler morgenbrød og flyers ud for at gøre opmærksomme på, at vi vil have flere kroner. Se, hvor og hvornår du kan slutte dig til i kalenderen på forsiden af www.mitlfs.dk
Uundværlig håndbog for seniorer
Nu er Seniorhåndbogen 2024 på gaden. Seniorhåndbogen udgives af Faglige Seniorer, som er en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer, og håndbogen indeholder alt, hvad der er værd at vide om regler, satser og råd til seniorer.
Bogen kan købes for 49 kroner via www.fagligsenior.dk/webshop. Forsendelsen koster 20 kroner.
Faglige Seniorer afholder desuden en række arrangementer i Storkøbenhavn, hvor bogen uddeles gratis. Se mere på www.fagligsenior.dk/aktiviteter/?kommune=København
Ny podcastserie: Støj i dagtilbud
7 ud af 10 børn svarer, at der er larm i deres børnehave. Det viser tal fra Dagtilbudstermometeret. Det er et problem, for støj påvirker ikke kun hørelsen, men også koncentrationen, hukommelsen og beslutningsevnen.
I en ny podcastserie på tre afsnit, sætter DCUM, Dansk Center for Undervisningsmiljø derfor fokus på støj i dagtilbud.
I første afsnit fortæller civilingeniør Uffe Jespersen om støj og kommer med helt konkrete tekniske løsninger på, hvad man kan gøre for at reducere støj i dagtilbud. I andet afsnit fortæller arkitekt og specialkonsulent ved DCUM Ulla Kjærvang om, hvorfor det er vigtigt at arbejde med at reducere støj, og så kommer med hun med pædagogiske løsninger. I tredje og sidste afsnit besøger podcasten Tumlelunden i Viborg, der fortæller og giver en rundvisning i deres nye hus fra 2017, samtidig med at de deler erfaringer med at reducere støj.
Du kan finde podcasten på Spotify og Apple podcast.
Velfærdens Talent 2024
Kender du et velfærdstalent under 36 år?
FOA og PenSam fejrer fagligheden og de dygtige unge, der hver dag gør en forskel for vores velfærd.
Du kan frem til 5. april nominere din kollega, din søster eller den dygtige medarbejder i dine børns institution – eller den fantastiske SOSU på din mors plejehjem. Dit talent skal bare arbejde inden for FOAs område.
Nomineringen sker via dette link: www.pensam.dk/om_pensam/talent/talent-100-info
Hvordan bruger man mentalisering i dagtilbud?
Hvad er mentalisering, og hvordan kan man som pædagog bruge begrebet? Det handler den nye fagbog ’Mentalisering i dagtilbud’ om.
Bogen, som er skrevet af Janne Østergaard Hagelquist, Camilla Jensen Hamre og Sarah Long Jonsson, tilbyder mentaliseringsbaserede redskaber til at understøtte tryg tilknytning, udvikling og gode miljøer for børnene.
’Mentalisering i dagtilbud’ er fyldt med konkrete eksempler fra hverdagen i dagtilbud, hvor mentalisering bliver brugt … eller netop ikke bliver brugt og er derfor praksisnær og nem at overføre til den pædagogiske hverdag.
Merit som sporskifte får gode karakterer
Det er knap tre år siden, at ca. 30 meritpædagogstuderende som sporskifte begyndte på Københavns Professionshøjskole. Målgruppen for uddannelsen var studerende, der havde en bachelor- eller kandidatuddannelse i forvejen, men som trængte til et skift i deres arbejdsliv.
Siden er uddannelsen vokset til knap 300 studerende. Det første hold sporskiftestuderende dimitterede i sommer, og den første midtvejsevaluering af uddannelsen viser positive tilbagemeldinger fra både dimittender, studerende og daginstitutionsledere.
Midtvejsevalueringen viser, at sporskifteuddannelsen klæder de studerende på til pædagogisk praksis og har et godt fagligt niveau. Således svarer 90 procent af det første hold dimittender, at de er blevet ”fagligt udfordret på en måde, der har bidraget til deres læring og pædagogiske faglighed”. Tilsvarende svarer 85 procent af de pædagogiske institutioner, at de studerende ”udfordres på en måde, som bidrager til deres egen og øvrige ansatte udvikling”.
Meritpædagoguddannelsen som sporskifte er stadig en forsøgsuddannelse, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har godkendt i perioden 2021-2026. I dag deltager 27 kommuner i forsøget.
Gennemsnitsalderen på de optagne på meritpædagoguddannelsen som sporskifte er 37 år, men med en stor aldersspredning. To ud af tre studerende kommer med en akademisk bachelor eller kandidatuddannelse – især med humanistisk eller samfundsfaglig baggrund.
Sporskiftepulje til nedslidte
Er du nedslidt, eller er du i risiko for det, kan du måske blive del af et såkaldt sporskifteforløb. Puljen til sporskifte i forbindelse med nedslidning er gjort permanent i forbindelse med trepartsaftalen.
Formålet er at fastholde medarbejdere på arbejdsmarkedet ved at give dem beskæftigelsesrettet vejledning og erhvervsrettet efteruddannelse, så de kan få andre jobfunktioner. Tilhører du målgruppen, kan du kontakte LFS for vejledning.
Jan Hoby om det kommunale oprør
I anledning af Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg gik medarbejdere over hele landet sammen om et opråb til deres lokalpolitikere. Deres opfordring lød, at politikerne skal sige fra over for budgetloven og de deraf følgende økonomiaftaler, der tvinger kommunerne til at spare på velfærden. Jan Hoby, der har været initiativtager til opråbet, sagde til arbejderen, at ”problemerne løses ikke ved, at regeringen drysser lidt penge ud i forbindelse med finansloven. Der skal gøres op med den grundlæggende underfinansiering af velfærden”. Læs hele artiklen på arbejderen.dk ved at søge på nødråb fra kommunerne.
Formanden kritiserer den politiske ro
Der var netop indgået en trepartsaftale og en finanslov, der på ingen måde løfter det pædagogiske område op af årtiers nedskæringer, da Kirsten Gunvor Løth i netmediet Socialmonitor forsøgte at nuancere det skønmaleri, politikerne havde travlt med at male. I debatindlægget gør hun det klart, at politikerne er uendelig langt fra virkeligheden, når de kan juble over en finanslov, der fordeler peanuts, uden at de i samme ombæring adresserer, hvor presset den kommunale velfærd er af selvsamme politikeres stramme budgetlov. Hele indlægget kan læses på socialmonitor.dk ved for eksempel at søge på Kirsten Gunvor Løth.
Stærk kritik af trepartsaftalen
Der var ikke mange torne på roserne, hvis man skulle tro fagforeningernes omtale af trepartsaftalen. Men sådan ser næstformand i LFS, Jan Hoby, det ikke. Tvært imod argumenterede han i A4-medier for, at ”fagbevægelsen har accepteret markante indrømmelser og modregninger, som både har kortsigtede og langsigtede konsekvenser for fagbevægelsen, medlemmerne og resterne af velfærdsstaten”. Hele debatindlægget kan læses på a4medier.dk ved at søge på Jan Hoby og finde indlægget, der handler om trepartsaftalen, som er udgivet 15. december 2023.
Ansvarsfralæggelse på socialområdet
Vi lever i en illusion om, at vi har et velfærdssamfund og retssikkerhed. Det gælder bare ikke for de svageste borgere, de handicappede og syge. Det skriver næstformand i LFS, Jan Hoby, og Martin Wæver, aktivist i #EnMillionStemmer og Borgernes Talerør, i et debatindlæg i Socialmonitor den 25. januar, hvor de opfordrer både politikere og medier til at lægge skyklapperne og forholde sig til ulovlige praksisser i sagsbehandling og forvaltning på det specialiserede socialområde. Hele indlægget kan læses på socialmonitor.dk ved for eksempel at søge på Jan Hoby