Studerende: Tidlig indsats burde ikke være et tilvalg

Københavns Professionshøjskole har en pædagoguddannelse, der særligt specialiserer sig i tidlig indsats. De studerende har samlæste forløb med socialrådgivere, jordemødre og sundhedsplejersker, alt sammen for at sikre, at de er bedst muligt klædt på til tværfagligt samarbejde om børn. Men den indsats burde være en del af den almene pædagoguddannelse, mener to studerende på tidlig indsats.

Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk

Mange pædagogstuderende har et ønske om at komme ud og gøre en forskel. Og netop pædagogisk personale kan gøre en forskel for børn, der har det svært. Derfor har Københavns Professionshøjskole tilbage i 2021 lanceret en ny særlig uddannelse for blandt andet pædagoger, der vil arbejde endnu mere målrettet med tidlig indsats.

Tidlig indsats-linjen er en uddannelseslinje til pædagoger og socialrådgivere. Modsat specialiseringen, som man kender på pædagoguddannelsen, søger man optag på tidlig indsats, allerede inden man er begyndt på uddannelsen. Og hele ens uddannelse er derfor målrettet tidlig indsats.

Pædagog eller socialrådgiver

For Sofie Martine Fisker føles det ikke som en begrænsning, at alle tre og et halvt år skal centrere sig om den tidlige indsats.

”Profilen var grunden til, at jeg søgte ind på pædagoguddannelsen. Valget stod mellem denne linje eller socialrådgiveruddannelsen,” siger Sofie Martine Fisker, der sammen med Minna Mollerup Seidelin er 3. semesterstuderende på linjen, og dermed går på det andet hold, der er blevet optaget.

For begge studerende er det særligt det juridiske fokus i samspil med pædagogikken, der tiltaler dem.

”Vi har samlæste forløb med socialrådgiverne, og det giver et særligt fokus på, hvor hvad vi som pædagoger kan lave af indsatser, og hvad de andre professioner kan,” uddyber med Minna Mollerup Seidelin.

Aktivt tilvalg

Både Sofie Martine Fisker og Minna Mollerup Seidelin har erfaring som pædagogmedhjælper, inden de søgte ind på uddannelsen, og det er den baggrund, der har motiveret dem til at læse på tidlig indsats-linjen.

”Min lyst til at tage uddannelsen bunder klart i ting, jeg har oplevet. Jeg føler, der er ting, der kunne gøres anderledes, men da jeg stod i hverdagen, vidste jeg ikke hvordan,” forklarer Minna Mollerup Seidelin, der har været pædagogmedhjælper i to år.

”Jeg ser en stor forskel på det, jeg lærer nu, og den virkelighed, jeg kommer fra. For eksempel var underretninger slet ikke noget, man talte om i de institutioner, jeg har arbejdet i. Det har snarere været den sidste udvej og noget, man så vidt muligt undgik. Her er perspektivet, at det aldrig er for tidligt at tage fat i kommunen, for det er dem, der kan hjælpe os videre,” forklarer hun.

Inspireret af andre

Inden Sofie Martine Fisker søgte ind på pædagoguddannelsen, arbejdede hun fire år som pædagogmedhjælper i en institution på Nørrebro. Og det var hendes kolleger, der gav hende ambitioner om at dygtiggøre sig.

”Jeg var en del af et team, der fik mig til at tænke, at det, de kan, det vil jeg også kunne. Det, de lykkedes med, det ville jeg også gerne kunne give børn,” forklarer hun. 

Det var ligeledes var det også en særlig dygtig pædagog, der fik Minna Mollerup Seidelin til at reflektere over, hvor stor en forskel fagligheden kan gøre.

”Jeg var ansat i et vikariat i en børnehave, som lå i et meget udsat boligområde. Her fik jeg blev jeg virkelig overrasket, af den virkelighed, jeg mødte. Der var nogle børn og familier, der havde det virkelig hårdt. Især en venindes mor, der er pædagog, fungerede som bindeled mellem børnehave og kommune, og hun gav mig lyst til at arbejde på området,” fortæller Minna Mollerup Seidelin og uddyber:

”Senere arbejdede jeg i et meget ressourcestærkt område, og her blev det især tydeligt, at alle de ting, min tidligere kollega kunne, det kunne de ikke her. Jeg tror, at der eksisterede en ide om, at de kun havde ”grønne” børn uden udfordringer, men når der så var et barn i en udsat position, så tøvede de. Jeg tror simpelthen ikke, de vidste, hvad de kunne bruge kommunen til. Måske fordi de i bund og grund var bange for at underrette, og måske også bange for, om det kunne bringe forældresamarbejdet i fare.”

Ser sig som pædagog plus

Selvom tidlig indsats er en linje for sig selv, ser både Sofie Martine Fisker og Minna Mollerup Seidelin sig som pædagogstuderende, der i sidste ende kommer ud som pædagoger, der kan arbejde med alle grupper.

”Når jeg fortæller andre om uddannelsen, så beskriver jeg det som pædagog plus, for jeg synes, vi får et ekstra lag af viden. Det er det lag, der har gjort mig endnu mere opmærksom på det store ansvar over for børnene,” siger Sofie Martine Fisker og bliver suppleret:

”Jeg synes ikke, vi lærer noget her, som ikke alle burde lære. Det her er ikke en vildt nichet linje, som man måske kunne tro. Jeg tænker heller ikke, at jeg har begrænset mig til dagtilbud eller 0-6 års området. Jeg ser tidlig indsats som en måde, jeg kan komme ud og være mere veludrustet til den pædagogiske virkelighed, end jeg ellers ville være, og det vil gavne mig i alle hensigter. Også hvis jeg var i SFO eller klub. Det er jo de samme aktører og samme juridiske regler, der er på spil. Jeg føler, at den viden, vi får, handler om meget andet end at gribe ind tidligt i et barns liv, men lige så meget at gribe ind, så snart man bliver opmærksom på, at der er brug for noget ekstra,” siger og Minna Mollerup Seidelin.

Kritik af uddannelsen

Begge de to studerende har oplevet en pædagogisk praksis, hvor de synes, at der manglede noget ekstra viden. Og det er den viden, de håber at have i rygsækken, når de er færdiguddannede og gerne vil arbejde på gulvet igen.

”Jeg tror, jeg var droppet ud, hvis jeg gik på den almindelige pædagoguddannelse. Vi taler en del med de studerende, som går på den, og som vi deler forløb med, og det bekræfter mig i, at jeg har valgt helt rigtigt. Jeg synes, pædagoguddannelsen halter på dens faglige stolthed og styrke. Der trænger til mere tro på og tillid til, at man selv har noget med i rygsækken, der kan danne grobund for, hvilken pædagog man selv vil være, og hvordan det hænger godt sammen med resten af systemet,” siger Minna Mollerup Seidelin. 

Sofie Martine Fisker mener, at linjen er virkelig vigtig, fordi der er nødt til at være et større fokus på, hvordan man arbejder tværprofessionelt, og hvordan man hjælper hinanden. 

”De forskellige professioner taler og forstår helt forskelligt, og der trænger i den grad til, at man bygger mere bro. Det vi lærer, burde være obligatorisk på den almene uddannelse,” siger hun.

Sofie Martine Fisker og bliver suppleret af Minna Mollerup Seidelin:

”Jeg ser det ikke som om, at vi kommer ud og bliver klogere pædagoger end andre. Men vi har en anden viden med, som jeg virkelig ville ønske, at de også fik. Det burde ikke være et tilvalg. Vi lærer jo alt det, som politikerne taler om, at vi skal blive bedre til.”

Københavns Professionshøjskole optager årligt 40 studerende på tidlig indsats, men linjen får typisk mellem 50 og 80 ansøgere.