Sandt eller falsk: Højt begavede har svært ved sociale relationer
De fleste kender fortællingen om nørden, der er helt fantastisk ved computeren, men akavet over for damerne, eller om den stjernebegavede fysikprofessor der så til gengæld befinder sig på sin helt egen planet. Men passer myten om, at særligt højt begavede mennesker har svært ved sociale relationer?
Nej, lyder det fra psykolog Dea Franck, som har specialiseret sig i mennesker med høj begavelse.
”Der er ingen sammenhæng mellem at være højtbegavet og have svært ved sociale relationer. Forskning viser faktisk, at der er en positiv sammenhæng mellem IQ og emotionel intelligens. Derfor vil personer med høj begavelse typisk også være velfungerende socialt,” siger hun.
Krav fra markante forældre
Man kan opleve, at markante forældre henvender sig til det pædagogiske personale om, at deres barn er højtbegavet og derfor er i mistrivsel. Men høj begavelse er ikke i sig selv årsagen til mistrivsel, understreger Dea Franck. Det kan en diagnose som f.eks. autisme eller ADHD være, men det er ikke diagnosen, der giver den høje intelligens. Man kan dog godt være højt begavet og have en diagnose samtidigt. Det kan give udfordringer socialt, som ikke opstår ved blot en høj begavelse. Når et højtbegavet barn mistrives socialt, er der altid noget andet bag, som kan være miljømæssigt mismatch, understimulerende omgivelser, misforståelser af barnet eller lignende.
Myten kommer fra jantelov
Dea Franck skyder på, at grunden til at myten om, at højt begavede mennesker er socialt akavede eller dårligt fungerende, bunder i jantelov.
”Man kan sagtens være både blændende smuk og blandt de bedst begavede i landet. Det er ikke sådan, at fordi man har en egenskab, så mangler man noget andet. Desuden giver den høje begavelse dig nogle andre forudsætninger for at lære,” siger hun.
Når man taler om høj begavelse, så taler man om en målt IQ over 130. Det er der to procent af befolkningen, der kan mønstre. Foreningen Gifted Children operer med en IQ på over 125. Det er der fem procent af befolkningen, der har.