Børne- og Ungdomsborgmester: Mere nærhed, forudsigelighed og åbenhed
Jakob Næsager har været Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune i halvdelen af valgperioden. Han gik til valg på blandt andet mere frit valg for forældre og flere små dagtilbud. Han har tre kerneværdier, som er hans røde tråd på børneområdet.
Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk
Der er gået lidt mere end to år siden, at den konservative Jakob Næsager blev genvalgt til Københavns borgerrepræsentation og blev ny Børne- og Ungdomsborgmester. Dengang tog LFS Nyt snakken med ham om, hvad der var vigtigt for ham i den kommende valgperiode – nu spørger vi, hvordan det går med løfterne og ambitionerne.
”Min ambition om at komme meget ud af Rådhuset, den lykkes. Cirka hvert tredje udvalgsmøde er ude på området, og jeg har nok cirka 100 skolebesøg om året. Det kniber mere med dagtilbuddene, fordi jeg ikke vil komme midt på dagen og forstyrre rytmen,” siger Jakob Næsager, der alligevel gør sig mange tanker 0-6-års området.
”København skal jo være Danmarksmester i det gode børneliv. For at blive det, har jeg tre værdier for øje. Nærhed, åbenhed og forudsigelighed,” siger han.
Hellere småt end stort
Nærhed og forudsigelighed handler om både relation mellem barn og voksen og mellem personalet, mener borgmesteren.
”Børn skal vide, hvem de møder ind til, og personalet skal kende både børnene og deres egen leder. Jeg har mødt medarbejdere, der ikke vidste, hvem deres leder var. Det går ud over ansvarsrelationen,” siger Jakob Næsager.
Han lægger heller ikke skjul på, at han foretrækker små dagtilbud, som i hans optik også handler om nærhed. Han definerer små institutioner som fem til syv grupper.
”Bliver det større end det, så vil jeg hellere splitte op i flere institutioner. I de små dagtilbud kender man hinanden. Det kan noget andet, end hvis vi bygger monsterinstitutioner,” siger han.
Faldende børnetal bliver til frit valg
Københavns Kommune står over for sammenlægninger og lukninger af nogle dagtilbud, fordi udviklingen i antallet af børn ikke er steget så meget, som man for år tilbage forventede. Men for den konservative borgmester er der et klart lyspunkt i den situation.
”Efter 28 år er ventelisterne på dagtilbudspladser stort set væk. Nu kan vi sikre, at forældre ved, hvor de har fået plads fire måneder før behovsdato. Det giver også mere overblik i dagtilbuddene, end den usikkerhed der hidtil har været,” siger han og uddyber:
”Som et led i at skabe mere åbenhed, har jeg haft fokus på, at man via Københavnerkortet (kbhkort.kk.dk, en overbliksside alt fra legepladser, p-zoner og lokalplaner til biblioteker og vejarbejde m.v., red) også kan finde tilsynsrapporterne på hvert dagtilbud. På den måde kan forældre på et oplyst grundlag vælge dagtilbud,” siger Jakob Næsager.
På spørgsmålet om, hvorvidt det kan forværre situationen for et dagtilbud, der for eksempel kæmper med at få vendt en kultur eller højne kvaliteten, afviser borgmesteren, at det er et problem.
”Der er jo kamp om børnene i disse år. Men de institutioner, der ikke formår at blive valgt til, dem er der jo ikke basis for at holde åbne. Og når vi er nødsaget til at lukke dagtilbud, så betyder det ikke, at nogen bliver opsagt. Vi har rigeligt brug for både ledere og pædagoger i kommunen. Lige nu må hver fjerde stilling genopslås, fordi der mangler pædagoger,” siger han.
Seniorordninger på vej
Københavns Kommune har afsat penge til flere uddannede pædagoger, men alligevel falder pædagogandelen. Derfor er Jakob Næsager også interesseret i at se på, hvordan han kan få flere pædagoger til at blive længere på arbejdsmarkedet.
”Noget af det, der virker i lærerfaget, er muligheden for at gå ned i tid men med fuld pensionsindbetaling,” siger borgmesteren, der anerkender, at pædagogers arbejdsmiljø er mere belastende, hvorfor det for nogen kan være svært eller umuligt at fortsætte i jobbet.
”Derfor sætter vi ind med hjælpemidler, der skåner personalet for dårlige sidde- og løftestillinger. Det kan være alt fra hæve-sænke pusleborde til særlige siddemøbler. Nogle af dem, der har været længe i faget, får ikke så meget glæde af det, men forhåbentlig undgår vi fornyet nedslidning,” siger han.
Jakob Næsager er genvalgt som konservativ spidskandidat i Københavns Kommune, og står det til ham, fortsætter han som borgmester på børne- og ungdomsområdet efter kommunalvalget i 2025.