Spil skal give smag for fællesskab
Hvervekampagner á la fagforening classic virker ikke. Derfor har Martin Kragballe og Natascha Steen, der er områdeformænd for henholdsvis almenområdet og dagplejen i LFS, udviklet en ny metode, der skal få de unges øjne op for det faglige fællesskab.
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
Eleverne på uddannelsen til pædagogisk assistent troede måske, at de blot var elever denne morgen, men inden de ved af det, er de ivrige repræsentanter for Kattens Liv, Fiskere for Frihed, Grønne Venner, Kolonihavernes Befrielsesfront og Regeringen.
”Det fylder meget lidt for de unge at blive medlem af en fagforening. Det er en selvfølge for dem, at de får deres løn, når de har arbejdet. Vores fokus har derfor været at finde en måde at gøre opmærksom på vigtigheden af at være en del af et fagligt fællesskab på en mere interessant og sjov måde,” siger Natascha Steen.
Spil skaber engagement
Et spil skal åbne kommende pædagoger og pædagogiske assistenters øjne for, hvordan de kan få indflydelse på deres arbejdsliv. Spillet er udviklet af Martin Kragballe Rasmussen og Natascha Steen, og det er det spil, som nu for første gang er blevet afprøvet blandt elever på uddannelsen til pædagogisk assistent på Københavns Professionshøjskole.
”Vi har opfundet fiktive interesseorganisationer og skabt et spil, hvor eleverne skal forhandle. Ved at lave et spil bliver deltagerne følelsesmæssigt engageret, og så bliver det lige pludseligt sjovt for dem. Det kender vi alle. Man vil gerne vinde,” siger Natascha Steen.
Og der kommer da også fuld gang i undervisningslokalet, da de to hold af pædagogiske assistentelever er blevet fordelt i de forskellige fiktive interesseorganisationer. Alle grupperne får uddelt spillekort, som fortæller, hvad der er særligt vigtigt for lige netop deres interesseorganisation, og de unge går i gang med at planlægge, hvordan de får mest mulig indflydelse på den fiktive bygning af den bro, som er spillets omdrejningspunkt.
Indflydelse er muligt
LFS har indgået en aftale med Københavns Professionshøjskole om at varetage en bid af undervisningen af eleverne på uddannelsen til pædagogisk assistent denne dag, og det er et nybrud.
”Førhen var det en faglig sekretær, der kom ud på uddannelsen og informerede om løn, pension og andre vilkår med det underforståede budskab, at folk skulle melde sig ind, men da Natascha og jeg overtog opgaven med kontakten til eleverne, stod det hurtigt klart for os, at vi blev nødt til at gøre noget andet,” siger Martin Kragballe.
Vil gerne bidrage
De fleste ved, hvordan det ser ud, når dem, man taler til, zooner ud. Blikket bliver tomt, og der er ikke længere en mental tilstedeværelse at spore. Det var ofte reaktionen, når LFS var ude på uddannelserne, fortæller Natascha Steen.
Denne morgen er der fuldt engagement, og eleverne går ind i forhandlingerne med stor iver og stålsathed. Når de unge er færdige med spillet, holder Martin Kragballe og Natascha Steen oplæg, der knytter læringen fra spillet til spillereglerne på de pædagogiske arbejdspladser, hvor de kommende pædagogiske assistenter snart skal ud.
”Vi skal ikke stille os op og holde et oplæg om fagbevægelsens storslåede sejre, men vi ved rigtig meget om, hvordan man kan få indflydelse på sit arbejdsliv, og det vil vi gerne åbne de unges øjne for. Meget er til forhandling på en arbejdsplads, og arbejdslivet bliver bedre og sjovere, hvis man får øje på og tiltro til, hvordan man kan få indflydelse på det,” siger Martin Kragballe.
Hvervning virker ikke
Det er ikke nogen hemmelighed, at LFS gerne vil i kontakt med de studerende, fordi de om lidt er pædagogisk personale, som bør være organiseret i en fagforening. Samtidig er eleverne på uddannelsen til pædagogisk assistent medlemmer hos LFS. LFS er derfor deres studenterorganisation og repræsentant under hele deres elevtid.
Evalueringerne, som uddannelserne lavede, talte også deres tydelige sprog: Eleverne gider ikke klassiske hvervearrangementer, hvor de på halvanden time bliver sat ind i løn, pension, pligter og rettigheder med et underforstået budskab om at melde sig ind i fagforeningen.
”Vi bliver nødt til at møde de unge på en ny måde. En måde, hvor vi får skabt en relation, og de får nogle ansigter på, hvem vi er,” siger Martin Kragballe.