Jeg hører til der, hvor man kæmper for noget
Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk
”Jeg blev gravid, da jeg var 16, og på det tidspunkt var jeg anbragt på en institution. Så da jeg som 17-årig blev mor, havde jeg ikke engang en afsluttende eksamen fra folkeskolen. Jeg har været omkring mange drømme, men i de år troede jeg, at jeg skulle være hotelreceptionist. Tænk sig at bruge hele dagen på at tale om, hvor de fede steder i byen er. Da det lykkedes kommunen at finde mig en elevplads i hotelbranchen, var jeg 22 år, alene med min datter og opdagede, at jeg var gravid igen. Så jeg afslog pladsen.”
”Under min anden graviditet bliver jeg syg. Jeg mister nogle vigtige mennesker i mit liv, og mens jeg får det bedre, siger en af mine sagsbehandlere, at jeg måske skal overveje at blive pædagog. Hvorfor ikke, tænkte jeg, og gik i gang med de kurser, der skulle til. Godt nok har jeg i min ungdom været optaget af at lave alt muligt andet end det, jeg burde, men mit hoved er skruet rigtigt på. I første praktik lander jeg i en lille vuggestue i Brønshøj. Lederen er fantastisk, og på alle måder føles det som et drømmested. Desuden synes jeg, at det var en gave, at jeg selv havde en dreng på samme alder som vuggestuebørnene. De ting, jeg lavede på arbejdet, kunne jeg fortsætte med, når jeg var hjemme.”
”Jeg ender med at blive ansat i vuggestuen, da jeg er færdig som det, der svarer til pædagogisk assistent. Sammen med en af mine nye kolleger, beslutter vi at starte på pædagoguddannelsen sammen. Det er også her, jeg endeligt beslutter, at jeg er færdig med at være tilknyttet kommunen, som ellers har været de første, jeg ringede til, hver gang jeg blev i tvivl om, hvad der skulle ske. Jeg tænkte, at hvis først jeg blev pædagog, så behøvede jeg ikke have det sikkerhedsnet, som kommunen altid har været. Så var jobsikkerheden sikret, og jeg slap for at høre på sagsbehandlere, der overvejede, hvorvidt det var lettere bare at indstille mig til førtidspension, fordi det ville være lettest.”
”Jeg har altid været medlem af en fagforening, for det er jeg vokset op med. En dag, da jeg er på arbejde i vuggestuen, bliver jeg ringet op af Claus Reffstrup, der i dag sidder i forretningsudvalget i LFS. Han vil have mig til at være tillidsrepræsentant for vuggestuen og naboinstitutionen. Jeg når lige at blive optaget på pædagoguddannelsen, ellers var jeg blevet valgt. Men på pædagoguddannelsen bliver jeg valgt som klasserepræsentant og praktikfordeler for hele årgangen. I mit voksenliv har det tit været mig, der blev peget på, når der skulle tages ansvar. Nok fordi jeg blev mor som 17-årig og altid har skullet passe på mig selv og andre.”
”Nogle gange føles det som om, at jeg også har levet et andet liv. Jeg har venner og bekendte i det kriminelle miljø, fordi jeg er vokset op med dem, og det har jeg det fint med. Det var først som teenager, jeg blev anbragt, og inden da boede jeg hos min mor, som på grund af sit arbejde rejste meget. Alt så pænt ud på overfladen, men virkeligheden var, at jeg boede alene i perioder, allerede fra jeg var otte - ni år. Min far havde heller ikke mulighed for at tage vare på mig. I dag ville man nok have grebet ind tidligere, men det var svært at se, at der ikke var styr på det. Min mor købte mig med gaver, og til hver fødselsdag fik jeg et nyt værelse og et kæledyr.”
”Da jeg boede på Døgnkontakten som 15-årig, mødte jeg en pædagog, der gjorde en stor forskel for mig. Hun hed Anette og havde en særlig fornemmelse for, hvordan hun kunne støtte mig uden at skælde ud og sanktionere. Jeg husker også Preben, som var min lærer i folkeskolen, og Gitte der var pædagog på ungdomspensionen. De er nogle af de voksne, der har støttet og motiveret mig. Jeg har altid følt mig godt grebet af systemet, jeg skulle bare være kommet i kontakt med det noget før.”
”I januar 2020 blev jeg valgt som fællestillidsrepræsentant. Selvom jeg elskede mit arbejde, var jeg ikke i tvivl om, at jeg brænder for fagbevægelsen. Det, der betyder mest for mig, er retfærdighed. Sådan har det været, siden jeg var ung. Jeg har en stor tilknytning til Nørrebro og Nordvest, hvor jeg er født og opvokset, og blandt andet derfor fylder krigen i Palæstina også meget for mig. Det er meget vigtigt for mig at råbe op om den uretfærdighed, der foregår. Hvis ikke jeg gør det, ville jeg ikke være mig selv.”
Navn: Vibeke Jensen
Arbejdssted: Fællestillidsrepræsentant i LFS
Bonusinfo: Mor til to og indtil for nylig hundemor til Karma, hendes livs hundekærlighed. Har en diplomuddannelse i familieterapi. Kæmpe familiemenneske. Elsker at gå på jagt i byen efter nye steder at se og opleve. Altid frisk på en aktion, demonstration eller et glas vin, der bliver til en tur på den lokale vinbar. Hun har et energiniveau ud over det sædvanlige og kan i øjeblikket opleves som stjerneskuespiller i almenbestyrelsens videoer på Facebook.