Shit, hvis jeg ikke var her, hvad så?
Der er udsatte børn og unge, som går helt under radaren, og som først kommer i kontakt med det offentlige, når skaden er sket, og de eksempelvis har begået alvorlig kriminalitet. Tre socialarbejdere har siden marts 2021 skabt det anonyme tilbud Ny Start i Lundtoftegade og Sigynsgade-kvarteret, hvor de forsøger at samler de unge op, før tingene kører helt af sporet. Hjælpen kan handle om alt fra at finde et fritidsjob til at skaffe mad, møbler og få kastreret kaniner.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Liv Andersen, som er pædagog i Ny Start, havde kendt drengen i næsten to år. Han var en af de mange unge fra området, som kom i kontakt med tilbuddet, fordi han gerne ville have hjælp til at skaffe et fritidsjob.
”Vi prøvede flere forskellige jobs af, men der var ikke rigtig noget, der lykkedes. Men vi var i løbende kontakt over mange måneder, og han begyndte at åbne sig mere for mig. Han fortalte om nogle meget mørke fantasier om at gøre andre ondt, og det viste sig, at han havde paranoide tendenser. Vi søgte sammen hjælp til ham i psykiatrien, og hans udfordringer var faktisk ret behandlingskrævende. I dag får han psykiatrisk hjælp og er i fuldtidsarbejde med ekstra støtte. Det kunne være gået rigtig galt, hvis han ikke var blevet samlet op,” fortæller Liv Andersen.
Systemskeptiske unge
Historien er voldsom, og mange af de unge, som Ny Start møder, har heldigvis kun brug for hjælp til at finde et fritidsjob, nogle støttende samtaler eller hjælp til at blive skrevet op til en ungdomsbolig. Og det er karakteristisk for de unge, som Ny Start møder, at hovedparten mangler ressourcestærke voksne i deres liv.
Det er også karakteristisk, at de unge er skeptiske over for det offentlige system. Derfor er det tilbuddets helt store styrke, at det er 100 procent anonymt, mener de tre medarbejdere.
Lise Emmick Coates er en af de tre medarbejdere i Ny Start, og hun forklarer, at mange af de unge tidligere har haft kontakt til det sociale system.
”Nogle har ikke følt, at de fik den hjælp, de ønskede. En del af de unge er desuden vokset op i familier, hvor man har gjort alt for at holde systemet ude. Og så er der de unge, der er fyldt 18 år, og som derfor er blevet for gamle til nogle af de foranstaltninger, systemet kunne have tilbudt, da de var yngre, men hvor de ikke var parate til at tage imod dem,” siger Lise Coates.
Tid er afgørende
De tre medarbejdere møder primært de unge via lokale aktører i Lundtoftegade og Sigynsgade-kvarteret. Det kan være de boligsociale indsatser, gadeplansarbejdere, klubber, foreninger og diverse andre tilbud. Men efterhånden er tilbuddet også kendt blandt unge i området, som henviser venner og bekendte.
Annmari Skat Hjørnet, som er den tredje medarbejder i Ny Start, understreger, at indsatsen hviler 100 procent på tillid og relationsarbejde.
”De unge, vi arbejder med, har ofte slået sig rigtig meget på de professionelle voksne i institutioner og skoler. En del af dem lever også på kanten af loven. Derfor har det været helt afgørende for vores arbejde, at vi har mulighed for at give den tid, der er brug for. Vi kan have unge, som vi ikke ser i lange perioder, hvorefter de vender tilbage, og hvor der efterhånden opstår en tillid, så vi kan begynde at arbejde med den unges situation,” siger Annmari Skat Hjørnet.
Vi gør, hvad der skal til
Ny Start var oprindelig en udløber af ghettopakken, og et af de primære formål var kriminalitetsforebyggelse. Det er da også stadig en stor del af de tre medarbejderes fokus – for eksempel ved at hjælpe de unge tættere på arbejdsmarkedet via job eller uddannelse.
Men for nogle af de unge, kan der være massive barrierer, der først skal ryddes af vejen.
”Vi hjælper med alt, hvad vi overhovedet kan. Det er alt fra samtaler om, hvordan de har det, og hvad de drømmer om, til boligopskrivning, jobansøgning, kontakt til uddannelsesvejleder, lære at bruge e-Boks, opholdstilladelse, lægehjælp og meget andet. Vi tager ofte med til møder og samtaler. Men nogle gange er vi nødt til at begynde med det helt nære som at hjælpe den unge med at få gjort rent eller at få skaffet nogle brugte møbler, hvis det er det, der skal til,” siger Annmari Skat Hjørnet.
Alt er vores opgave
Det er netop grundlæggende for arbejdet i Ny Start, at der ikke er noget, der hedder, at ”det er ikke min opgave”, siger Liv Andersen.
”Vores indsats er helhedsorienteret. Jeg har stået med en helt ung pige, som endte med at have 15 fritgående kaniner i sin lejlighed, og som hun sagde, ville hun bare gerne være alene med sine kaniner. Men det går jo ikke, for hun ville blive smidt ud og blive boligløs, hvis det fortsatte. Så jeg måtte finde en løsning, så de kaniner kunne blive kastreret og ikke formerede sig yderligere. Jeg arbejder stadig på at motivere hende til at skaffe sig af med nogen af dem,” siger Liv Andersen.
Liv Andersen tænker nogle gange, at vi har en idé om, at vi i Danmark har et så fintmasket sikkerhedsnet, at ingen børn eksempelvis sulter.
Nogle børn er faktisk sultne
”Men vi møder børn og unge, som er faldet helt igennem, for eksempel fordi deres familier helst undgår alle offentlige systemer eller bare ikke har kendskab til, hvordan de får hjælp. Jeg har for nylig haft et forløb med en pige, som jeg mødte, fordi hun gerne ville have et job. Vi begynder at tale sammen, og det viser sig, at hun bor alene med sin far, som slet ikke taler dansk. Det viser sig også, at hendes far er syg og har mistet sit job, og at der ikke er kommet penge ind i tre måneder, så der er ikke penge til hverken husleje eller mad. Jeg hjælper med at søge akuthjælp og fødevarehjælp hos nogle velgørende organisationer, og vi får faren ind i det sociale system. Nu har vi fået bevilget efterskole til pigen, og hun skal nok klare sig. Men jeg kan nogle gange tænke, shit, hvis jeg ikke var her, hvad så?”
Ny Start
Den primære opgave for Ny Start er at have individuelle håndholdte forløb med unge mellem 12-25 år i Lundtoftegade og Den Grønne Trekant (Sigynsgade-kvarteret). Tilbuddet er anonymt, og de unge bliver ikke registreret, lige som der ikke udarbejdes dokumentation. Det er helt frivilligt for de unge, om de vil tage imod tilbuddet, og al kontakt til andre instanser sker med samtykke fra den enkelte unge.
Ny start har i tilbuddets treårige levetid været i kontakt med næsten 900 unge og har haft egentlige forløb med 75. Ny start består af tre medarbejdere, to pædagoger og en socialrådgiver, som alle udfører samme socialpædagogiske arbejde.