Sandt eller falsk
Fagbevægelsen bløder medlemmer, fordi de unge er egoistiske og uinteresserede i fællesskab
”Den myte kan jeg punktere lige på stedet,” siger Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, som har interesseret sig særligt for unges tilknytning til fagforeninger.
”Der er intet forskningsmæssigt belæg for, at det er et bevidst fravalg af fællesskab og solidaritet, når de unge ikke melder sig ind i en fagforening. Faktisk er de unge meget fællesskabsorienterede. De bruger meget tid på frivilligt arbejde, de er engagerede i blandt andet eksempelvis klimakampen, og de er orienterede efter, at tingene skal være meningsfulde – for eksempel når de vælger uddannelse og fag.”
Laust Høgedahl mener, der er flere forklaringer på, at unge ikke i samme grad som tidligere melder sig ind i en fagforening, så snart de tager hul på arbejdslivet.
”Vi ved, at mange børn og unge begynder deres arbejdsliv i brancher, hvor den danske model ikke har særlig godt fat som blandt andet handel og restauration. Det er bestemt heller ikke alle unge, der ved ret meget om, hvad fagforeninger er, og hvad de står for. Det er lidt en abstrakt størrelse for dem,” siger Laust Høgedahl, som derfor mener, at uddannelsesinstitutioner er et oplagt sted at tage kontakt til de unge.
Men det er også effektivt, hvis de bliver opfordret direkte af eksempelvis tillidsmanden på deres arbejdsplads.
”Når det lykkes, er det oftest, fordi de bliver mødt helt konkret af en, de har et tilhørsforhold til, som en kollega eller tillidsmand, som kan forklare, hvorfor medlemskabet giver mening.”