Leder

Af næstformand Ulla Baggesgaard

Er social armod i København alene et problem for nogle få politikere?

Budgetprocessen i København er godt i gang, og forslagenetil budget 2008 er oversendt fra fagudvalgene til Økonomiudvalget. Alle udvalghar sendt en række konkrete spareforslag ind, og alle udvalg har sendt forslagom generelle grønthøsterbesparelser. I al min tid i LFS har det været sådan, atpolitikerne i fagudvalgene i løbet af foråret har måttet prioritere, hvem derskal fastholde ressourcerne, og hvem der skal spare. Skal stofmisbrugerne haveringere behandling?

Eller skal de udviklingshæmmede borgere have mindrehjemmepleje? Skal der anbringes færre børn? Eller skal personalet påSocialcentrene løbe hurtigere. Det er der ikke noget nyt i. De seneste år har det nyederimod været, at der er dukket massive økonomiske problemer op i nogleforvaltninger. Vi kender alle Børne- og Ungdomsforvaltningens situation. Der er iværksat en genopretningsplan, men problemerne er langt fra løst.

Tværtimod synes de at vokse måned for måned. Derfor er det godt, at der er en stigendeforståelse for at Børne- og Ungdomsforvaltningens problemer må løses ifællesskab. Det økonomiske hul kan ikke udfyldes af udvalgets egen kasse. Langt mere usynlig er den økonomiske klemme, andre områderbefinder sig i. Ikke mindst er der i Socialforvaltningen en lang række såkaldteøkonomiske udfordringer (læs: problemer), der alle tager sit udspring i, atudvalgsbudgetterne betragtes som lukkede kasser.

Når antallet af handicappede borgere vokser, men budgettetfortsat er det samme, er der – som systemet fungerer nu – kun to muligheder.Enten forringes vilkårene på dette område, eller også må forringelser et andetsted finansiere mankoen. Når antallet af stofmisbrugere gennem de seneste år ervokset drastisk, og en tilsvarende udbygning ikke har fundet sted, ja så bliverresultatet det samme. Og når integrationsindtægterne fra staten falder, mens integrationsopgaven stadig er den samme, bliver det hele endnu værre. Der er en række uløste problemer, der ikke blot kan løses inden for det enkelte fagudvalgs ramme uden drastiske forringelser til følge.

Spørgsmålet er så, hvem der ejer problemet? Hidtil har detværet defineret som f.eks. Socialudvalgets eget problem, og så er udfordringerne gennem årene blevet løst gennem et utal af større og mindre besparelserkombineret med grønthøsterbesparelser. Summa summarum er, at nogle borgere, derhar brug for social støtte og hjælp, må betale prisen. Det er efter min meninguansvarligt. Det kan ikke alene være socialudvalgets eller de ansattesproblem.

Det virker særligt absurd, når man på en og samme tidudsætter kommunens borgere og ansatte for en usammenhængende og fragmentarisk planlægningsproces, og samtidig søsætter projekter om kommunen som attraktivarbejdsplads, specielt når oplevelsen af mening står så centralt i ansattesoplevelse af den gode arbejdsplads.De københavnske politikere kan ikke blive ved med at legepanteleg med ansvaret, og forskyde fælles problemer til små lukkede kredsløb.

Den særlige københavnske styreform må ikke ende med at være en dårligundskyldning for en partitaktisk budgetstrategi og ansvarsforskydning. Socialeopgaver er for vigtige til blot at kunne henvises til et udvalg med begrænsethandlemulighed. Problemet må løses i fællesskab. På lige fod med Børne- ogUngdomsudvalgets problemer.

København skal være en by for alle. Også for de medborgere,der af den ene eller anden grund ikke lever et liv som dit og mit. Det er voresfælles ansvar.