Kønsløs + klasseløs = betydningsløs

Den var længe ventet. Rapporten fra Familie- og arbejdslivskommissionen, som skulle give anbefalinge rtil en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv. Den er nu kommet med 31 pæne henstillinger. Men rapporten er blottet for forslag, der virkelig rykker, ogden er klinisk renset for mindsker uligheden og kønsforskellene. Dermed er den betydningsløsfor det store flertal af danskere. Jan Hoby, Forretningsudvalgsmedlem i LFS, ser på konsekvenserne af rapporten.

Kvinder bruger igennemsnit 3½ time på husholdning dagligt mod mændenes 2½ time. Og når der er børn under 16 år, så bruger kvinderne 2 timer mere end mændene dagligt!

Dette faktum har kommissionen valgt at være ligeglad med og i stedet fokusere på familien. Familierne bliver betragtet som en kerne, hvor kvindernes de facto meget større ansvar for familiens omsorg og husarbejde ikke medtages. Og det faktum, at flertallet af danskere ikke har råd til at købe “det gode liv“gennem tjenestefolk til rengøring eller selv at bestemme over deres “fleksible“arbejde, indgår heller ikke. Hele afsættet handler om, hvordan middelklassen og den del af arbejderklassen, som har de højeste lønninger, kan få en bedre balance gennem tilkøb og enkelte forbedringer på arbejdspladsen betalt af lønmodtagerne. Men det skal foregå samtidig med, at de bliver ved med at arbejde lige så meget som i dag og uden ekstra omkostninger til offentlige.

En masse mennesker kæmper dagligt med at holde sammen på en stresset hverdag. Presset af kravene fra arbejdsgiveren og af forventningerne til et “godt liv“. Selv Anders Fogh har erkendt, at presset på lønmodtagerne er meget hårdt, og det gælder i særlig grad børnefamilierne. For Fogh og arbejdsgiverne handler det om, at presse mest mulig ud af de ansatte uden at det får dem til at bryde sammen nu eller senere i deres arbejdsliv. Og det skal fungere sammen med den ideologiske offensiv,der handler om, at vi selv og familien har ansvaret for vores eget liv. For de fleste mennesker handler det om at finde muligheder for at dyrke det menneskelige i samværet med andre mennesker, med børnene og plads til at være sig selv, og i øvrigt bidrage til et solidarisk velfærdssamfund.

I et samfund, hvor produktiviteten er mangedoblet over få årtier, også indenfor det offentlige, ogsom har verdens næsthøjeste arbejdende antal indbyggere sat i forhold tilbefolkningstallet, så er det klart, at der konstant opstår ubalance i livet. Det opleves umiddelbart, ved at der kræves enormt meget af hver enkelt, og for rigtig mange betyder det at man tager arbejdet med hjem i hovedet. Men også hjemmearbejde, arbejdsmobil, mailadgang i fritiden og et stigende krav om indlevelse i arbejdet kræves af langt flere.

Det eskalerer voldsomt idisse år, fordi man tvinges hurtigere gennem uddannelsessystemet, overarbejdet tager til, og vi skal blive flere år på arbejdsmarkedet. Dette er dikteret af arbejdsgivernes uhæmmede krav om at bemægtige sig en stadig større del af vores liv, vores krop og hjernearbejde. Det kaldes med rette en brutalisering af arbejdslivet! Det støttes af regeringens og Folketingets globaliseringsstrategier, flexicurity og velfærdsreformer, og krydderes med en ”systematiskdiskvalificering” af alle offentlige ansatte, - som tvinger os til mere arbejde.

Den ideologiske kernefamilie

En ubalance, som forstærkes af den nyliberalistiske kurs, hvor nedskæringer og effektiviseringer hvert eneste år forringer den offentlige service, og dermed gør det sværere at få passet børn, komme på sygehuset eller få hjemmeplejen til at hjælpe de ældre ordentligt. Offentlig ansatte mærker dette dobbelt som både ansatte og brugere,og i særlig grad på det pædagogiske område og ældreplejen. Dertil skal oveni lægges den ideologiske offensiv, som er fulgt med nyliberalismen, hvor ikke bare den enkelte har ansvaret for sig selv, men familien for sig selv.

Det betyder i praksis,at der lægges et stadig større moralsk pres på den enkelte for at danne en kernefamilie med trofaste partnere, som kan stå til ansvar overfor samfundet,når det gælder deres børn og deres gamle forældre. Det er en gammeldags og reaktionær ideologi med kernefamilien og tilhørende værdier om veldresserede børn, der læser lektier og lever i lykkelig monogami. Vi får ansvaret, men ikke mulighederne for at udfylde det, når vi selv, naboerne og bedsteforældrene arbejder hele tiden. Dybest set står kernefamilien i modsætning til den industrialiserede verdens arbejdskrav, og moraliseringen kan kun bruges til dårlig samvittighed. Men alligevel så har Fogh og arbejdsgiverne brug for den.

Markedsgørelsen og det stadige pres for mere arbejde kan ikke lade sig gøre uden at flytte det ideologiske pres over på kernefamilien.Og her er det kvinderne, som betaler den største pris.

Kvindernes ekstra byrder

En undersøgelse fra Social Forsknings Instituttet i 2006 (SFI) viser, at kvinderne stadig primært e ransat indenfor kontor og omsorg, mens mændene er i de mere håndværksprægede brancher. En af forklaringerne er, at kønsopdelingen går i arv, pigerne gør som mor og drengene som far, når de skal uddanne sig. Forventningerne til kvinderne er bundet i stereotype forestillinger om, “at kvinder tager sig af det praktiske og følelsesmæssige i familien; at kvinder foretrækker faste arbejdstider og trives bedst med drifts- og rutineopgaver, der kræver nusseri og sans for detaljen; at kvinder er samlende og sociale“. Det har kontante konsekvenser for kvinderne. Specielt for flertallet af kvinder som kommer fra arbejderklassen.

Kvinderne står stadig for 2/3 af husarbejde og børnepasning. Oveni disse markante forskelle skal man tillægge, at når det offentlige sparer på velfærden for børnehaver, skoler,sygehuse og plejehjem, så rammer det først og fremmest kvinderne, fordi de forventes at stå for den familiære omsorg. Samtidig rammer individualiseringen på arbejdspladserne kvinderne hårdt, fordi de forventes at være meget ansvarlige. Familie- og arbejdslivskommissionens rapport er ikke en hånd til ligestillingen og lighed, men vil tværtimod forstærke både den køns- og samfundsmæssige ulighed ved at flytte ansvaret over på familien.

Forslagder batter

Hvis kommissionen for alvor ville forbedre balancen for flertallet af almindelige danske familier, så kunne de have lyttet til råd fra FOA og 3F om fx gratis mad i daginstitutioner og skoler, omforbedring af skifteholdsarbejdernes forhold, om familievenlige arbejdspladse rmed indflydelse på arbejdstiden til de ansatte, store forbedringer af forholdene for offentlig ansatte. Mere tid til livet, mere indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og bedre forhold i det offentlige ville give en bedre balance. Når alt kommer til alt, - er der tale et klassespørgsmål ligesom spørgsmålet om tjenestefolk til rengøring.