Af Elisabeth Lockert Lange

Den positive tilgang

Et projekt i Københavns Kommune med en positiv respektfuldtilgang til særligt udsatte familier har vist gode resultater. Håndgribeligesom at anbringelser af børnene uden for hjemmet er undgået, og blødere som størretrivsel. En metode med fokus på løsninger og ressourcer sætter med andre ord såkonstruktive forandringer i gang at familierne bliver i stand til selv at kommevidere.

Første år i projektet Familieni Centrum med undertitlen: for positiv integration i samfundslivet er netopblevet evalueret. Og det er absolut en succes. Succesen skyldes først ogfremmest projektets, forløbenes og deltagernes tilgang, nemlig et klart fokuspå ressourcer og løsninger. Det med positiv i titlen skal tages megetbogstaveligt.

Projektet er i korte træk et behandlingstilbud til særligtudsatte familier med anbringelsestruede børn i alderen 0-14 år. Det startede i august2005 og kører frem til december 2008, og det er finansieret af Socialministeriet.

Projektet omfatter tre dele: en familiebehandlingsdel vednavn FamilieFokus, (som denne artikel primært handler om), et tilbud tilkriminelle og kriminalitetstruede unge kaldet HardWork og endelig enkompetenceudviklingsdel for ansatte på Socialcentrenes børnefamilieteams.

I FamilieFokusenheden er der ud over de faste ansatteogså otte udlånte fra fire socialcentre af gangen i et år af gangen iuddannelsesstillinger. I den periode henviser de samme socialcentre også”deres” familiermed særlige behov tilforløb i projektet. Dette er en vigtig del af kompetenceudviklingen, og allesocialcentre bliver med andre ord del af projektet med to medarbejdere hver iturnus. Efter endt uddannelse vender de tilbage til centret og er primus motoreri implementeringen af arbejdet og dets metoder på centrene. Centrene fra sidsteår er fx nu i gang med at etablere familiehuse og arbejde videre med nyefamilier ud fra de metoder, de har lært gennem projektet.

Mere af det der fungerer

Baggrunden for projektet er først og fremmest ønsket om atnedbringe antallet af anbringelser, dels ud fra et ønske om at hjælpe og støttede familiermed særlige behov, dels af økonomiske grunde; anbringelser erdyre. Målet var at få antallet af anbringelser ned, men det skulle ske på etfagligt kvalificeret grundlag.

Tove Holmgaard Sørensen, socialrådgiver, cand.scient.soc.,er evaluator på projektet (og har for nylig afsluttet den første evaluerendeårsrapport), mens Hanne Olsen og Trine Thorsen begge er socialpædagoger ogansat i FamilieFokusenheden.

”Når man ser projektet udefra som evaluator, så er det ensucces. Børnene er ikke blevet anbragt, familierne melder om bedre trivsel ogfærre konflikter, de ser at en positiv udvikling er sat i gang, de kommunikererbedre og laver ting sammen. Der er sat positive forandringer i gang, med mulighederfor selv at forandre videre og tackle situationer”, siger Tove HolmgaardSørensen.

Det lyder jo alt sammen rigtig godt, og årsrapporten viserat det er det også. En succeshistorie? De tre kvinder nikker til LFS Nytsudsendte – ja, i al beskedenhed.

Hvad skyldes succesen? Har de en særlig metode?

Projektet er så at sige født med en metode, fortæller de.Det er forankret i den systemiske tænkning, det vil sige de ser familien som enhelhed, de fokuserer på familiens ressourcer, og de går efter løsninger. Samtidiger forløbene relativt korte, typisk 1/2 år og med et fremadrettet perspektiv.

”Vores udgangspunkt er, hvordan vi kan bygge oven på det, derallerede fungerer i familien. Med andre ord gøre mere af det der fungerer. Vitænker meget familien som en samlet helhed, og vi vil udvikle den samlet, sådanat ingen bliver hægtet af, og alle føler sig som del af processen”, fortællerHanne Olsen.

De starter med en målafklaring. Hvad vil familien gernearbejde med, hvad vil den gerne have der sker i løbet af forløbet. Målafklaringenbliver lavet med børn og forældre i samme rum.

”Det er vores opgave at sikre at alle får en stemme, at allebliver set, og at alles perspektiv kommer med”, siger Trine Thorsen, ogtilføjer at de også har individuelle samtaler med forældre.

De har også gode erfaringer med flerfamilieterapi, med enbørnegruppe og med en mødregruppe. Familierne henter inspiration hos hinanden,det at fortælle andre om deres erfaringer får dem til at vokse, og de opleverat de ikke er de eneste som har de problemer.

Efter behov

Mens den overordnede ramme i form af den systemiske metodesom en løsningsfokuseret tilgang altså ligger fast, er der til gengæld ikke énfast metode for selve forløbene. Hvert forløb fastlægges ud fra hver familiesbehov.

”Og evalueringen viser at familierne er glade for at forløbenenetop er tilpasset hver enkelt families behov og med en respekt for hvad de mener”,tilføjer Tove Holmgaard Sørensen.

Derfor er alle forløb heller ikke lige lange, og behandlernefølger ikke nogen manual. Nogle har brug for et længere forløb end andre. Ognogle har brug for at dvæle ved ting i fortiden, mens andre ikke har.

”Vi gør det der er behov for. Men altid med detfremadrettede og ressourceorienterede som udgangspunkt; altså hvordan – ikkehvorfor. Hvis vi taler fortid er det ud fra hvad der virkede dengang, hvilkeressourcer de brugte da. Vi skaber et rum, hvor de kan tale sammen om, hvor degerne vil hen”, understreger Trine Thorsen.

Hanne Olsen uddyber: ”Det er vigtigt at anerkende familiens tidligerehandlingsmønstre, og give dem mulighed for at ændre adfærd. Og såer det også vigtigt at vi er undersøgende i forhold til, hvor de har deresforestillinger fra. Forstå deres perspektiver ogpræmisser, og give familien mulighed for at udvide deresforestillinger om hinanden.”

”Og netop det er projektet lykkedes rigtig godt med”, sigerTove Holmgaard Sørensen. ”Familierne siger at forløbet og metoden giver demhjælp til at se hinandens perspektiver, til at forstå at der ikke er rigtigt ogforkert, at der ikke kun er én måde at løse tingene på.”

Alt i projektet er ikke behandling. Helhedstænkningenbetyder også at familierne kan få hjælp til en masse praktiske ting. Det kanvære udflugter og leg, det kan være hjælp til at få en ny bolig eller et nytarbejde. Støtte til at lave fritidsaktiviteter sammen med børnene – eller hjælpmed at rydde op. Kort sagt hjælp og støtte til alt det familien selv vurderersom vigtigt for at komme videre.

Rundt om

Netværksmøder er et andet og meget væsentligt element iarbejdet. Og en stor del af årsagen til succesen, vurderer de alle tre.

Mødet foregår på den måde at alle de mennesker, som har envigtig rolle i forhold til fx et barn eller ung, deltager på netværksmødet, og hver især bidrager med deresoplevelse af hvad barnet/den unge har af ressourcer oger særlig god til.

”Mødet giver både os og ikke mindst hver enkelt af deltagerneen ny forståelse for og indsigt i hele den person, det handler om, i alle depositive ting, alle ressourcerne”, siger Hanne Olsen og tilføjer: ”Med netværksmøder er netværket også langt mere opmærksom påpositive forandringer, de kan følge med på en anden måde. Opfølgende netværksmøderer faktisk en god måde at tjekke op på forandringer på.”

Hun giver et eksempel. Hun og én til fra FamilieFokusenhedenskulle holde netværksmøde med en 14-årig pige. De indkalder familie, sagsbehandler, klasselærer,støttekontaktpersoner etc. Pigen er dagen inden mødet blevet smidtud af skolen, og læreren og skole vurderer umiddelbart, at såbehøverlæreren ikke at deltage.

”Men det behøver han. Klasselærerens viden er jo vigtig, hankender detskoleforløb hun lige har været igennem. Det lykkedes da også at overtale ham og skolen til at han kunnedeltage”, fortæller hun.

Selve netværksmødet foregår ofte uden borde eller andre barrierer mellem deltagerne. Og det optages påvideo, hvis folk indvilliger. I det hele taget er video fast inventar. Og tjenerto formål, dels at filme familien, dels at filme sig selv. Videoklippene bruges ogsåtil refleksioner og er en feedbackmetode i forhold tilden læring, der hele tiden foregår i FamilienFokusenheden.

Trine Thorsen supplerer:

”Jeg bruger netværksmøder i stort set alle mine sager – deter en meget givende metode.”

Også hun giver et eksempel med en familie med fire børn,hvor de samlede alle, som havde kontakt med alle fire børn. ”Et stort møde, ja,men det gav et samlet billede af familien, og det gav et godt udgangspunkt foret forløb. Jo tidligere netværksmøde jo bedre.”

Tove Holmgaard Sørensen siger:

”Møderne er også vigtige, fordi alle der deltager påvirkesaf den nye viden de får. I forhold til et barn, hvor børnehaven deltager i etnetværksmøde, vil familien efterfølgende mødes langt mere positivt af pædagogenend tidligere. Hun ser nu anderledes på familien og problematikken. De vigtigeforandringer er nu noget, de er sammen om, og det gør meget ved familien at demødes med en holdning om at bakke dem op og ikke være kritiske.”

I evalueringen har familierne selv fremhævet at netværksmødernebetyder at de har en langt mere positiv kontakt med ikke mindst daginstitutionog skole, men også med sagsbehandlere, som ikke mere opleves som en modpart.Det hjælper familierne til at komme videre og tage nye konstruktive skridt.

Perspektiver

Familien i Centrum-projektet har et perspektiv, som rækkerlangt ud over selve projektet og dets relativt korte løbetid. Nemlig hele implementeringenaf arbejdet i Københavns Kommune. Det inkluderer etableringen af familiehuse,at få dem til at fungere, og naturligvis at metodernebliver integreret i familiearbejdet i kommunen.

Først og fremmest betyder det et ændret fokus – fra detproblemorienterede til det ressourceorienterede.

”Det sker via kompetenceudviklingen, men også via de sagersom socialcentrene har visiteret hertil. Vi opdyrker en anden tilgang: hvordan kan man tænke anderledes omdenne familie, om denne sag, hvad bekymrer os, og hvad har vi af faktuel videnom familien. Og såbetyder det også at socialcentrene selv kan tilbyde et forebyggende arbejde,som man nu ofte køber privat”, peger Hanne Olsen på.

Evalueringen støtter det.

”Sagsbehandlerne fortæller at de får mere fokus påressourcer og løsninger. At de tænker mindre i ”tunge familier” – men får tankegangenvendt til at kigge efter ressourcer at komme videre på. De møder ikke familienmed opgivelse men med en positiv holdning. Og familierne føler sig mødt på enanden måde end de er vant til, uden løftede pegefingre”, konstaterer ToveHolmgaard Sørensen.

Det kræver arbejde at få det hele til at gå op i en højereenhed, ikke mindst at få alle enheder til at arbejde sammen. Og det kræver is imaven i perioder, mener Trine Thorsen, når man må give det rum og ikke handlemed det samme.

”Ja”, følger Hanne Olsen op, ”og når vi ved hvem der gørhvad, vi, sagsbehandleren, familien, så går det hånd i hånd, så fungerer det.”

Hvor mange der har behov for et sådant forløb er svært atsige, vurderer de. Det handler også om, hvor man trækker stregen. Men mangefamilier kunne sikkert have glæde af det, man ville fange problemer tidligere,og med disse korte forløb skabe store forandringer. Faktisk har de i forløbetoplevet tilfælde af årelange børnesager, som er lukket efter et halvt årsforløb hos dem. Perspektiverne er som sagt store, og metoderne kan bruges imange sammenhænge ud over i forhold til de direkte anbringelsestruede børn.

Denne positive ressource- og løsningsfokuserede tilgangforsøger projektet at brede ud til alle, som møder familierne. Det bliver spændendeat følge og se om det lykkes i større stil. Hvis det gør, har projektetindflydelse langt ud over de konkrete sager og familier, der har væretinddraget.

Familien i Centrum – for positiv integration i samfundslivet er et forebyggelsesprojekt, der hartil formål at udvikle nye metoder i det sociale arbejde med udsattebørnefamilier med henblik på at styrke familiernes egne ressourcer, således atanbringelse uden for hjemmet undgås. Det løber over fire år, fra 2005 til 2008og indeholder tre dele:

FamilieFokus udvikler og implementerer en nyfamilieorienteret indsats i kommunens familie(behandlings)arbejde.

HardWork sætter fokus på forældreinddragelse, skolegang ogen positiv fritid i arbejdet med kriminalitetstruede og kriminelle børn og ungeunder 15 år.

Kompetenceudvikling af socialcentrenesbørnefamilieteammedarbejdere, der dels indeholder ”sidemandsoplæring” iFamilieFokus og HardWork dels kurser og andre aktiviteter.

Til projektet er knyttet en meget grundig evaluering af bådede bløde, kvalitative og de mere hårde kvantitative parametre, der sikrer, atbåde det faglige indhold, resultater og effekter er grundigt dokumenteret.

FamilieFokus er et kortvarigt, intensivt og helhedsorienteret familiebehandlingstilbud tilfamilier med børn i alderen 0-14 år, hvor der er stor bekymring for børnenestrivsel, og hvor en anbringelse uden for hjemmet er sandsynlig, hvis ikke dersker positive forandringer i familien.

Familiebehandlingen sker med en bred vifte af aktiviteter ogmetoder indenfor en systemisk og løsningsfokuseret ramme med fokus påanerkendelse og ressourcer. Bl.a. målafklaring og netværksmøder, ”Marte Meo” og”Jeg Kan”, ”Ability-spotting”, ”Signs of Safety” og ”Scoreskemaer” – allemetoder der har fokus på ressourcer, styrker og løsninger.

I alt 48 familier har pr. 31. oktober 2006 været i gang medet familiebehandlingsforløb. Målet er at 100 familier skal igennem forløb iløbet af projektperioden.

Evalueringen af FamilieFokus viser at det er lykkedes atigangsætte positive forandringsprocesser i familierne og undgå anbringelser afbørn uden for hjemmet.

I forhold til anbringelser uden for hjemmet er der en”reduktion i udgiftsniveauet til familierne” som viser ”gode kortsigtedeeffekter”. På grund af de statistisk set meget få familier og unge, som erafsluttet, er det for tidligt at udtale sig om den langsigtede effekt.

Det vurderes dig at 40 pct. af de afsluttede familier vilkunne klare sig selv helt uden støtte fra børnefamilieteamet – eller med råd ogvejledning. Kun i to familier er børnene blevet anbragt uden for hjemmet.

HardWork er ettilbud til kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge i alderen 10-14 år –og deres familier. Tilbudets mål er gennem et aktivitetsorienteretfritidstilbud og en kontaktpersonordning at fastholde de unge i en meningsfuldhverdag uden kriminalitet samt at få forældrene til at tage mere ansvar iforhold til deres store børn. Endelig er det højt prioriteret at sikre, at denunge har og passer et relevant skoletilbud. Tilbudet var i 2006 normeret til 12pladser.

Overordnet viser de foreløbige erfaringer, at HardWork harformået at fastholde kriminalitetstruede og kriminelle unge i en meningsfuldhverdag med stabil skolegang, og den kriminelle adfærd hos en del af de unge erreduceret. Men det er ikke i tilstrækkelig omfang lykkedes, at få etableret detønskede tætte samarbejde med alle forældre.

Kompetenceudviklingsdelen omfatter både aktiviteter knyttet til FamilieFokus og HardWork, og indeholderogså tværgående bydækkende aktiviteter. Målet er at sikre kompetenceudviklingog implementering af projektets metoder ude i socialcentrenes børnefamilieteamssamt at skabe videndeling og metodeudvikling på tværs af socialcentre ogforvaltninger.

Kompetenceudviklingen i tilknytning til FamilieFokus beståraf otte uddannelsesstillinger, hvor medarbejdere fra socialcentrenesbørnefamilieteams kommer i fuldtids-”oplæring” i FamilieFokus-enheden i et år. Desudenindeholder ”Københavneruddannelsen” undervisningsdage forbørnefamilieteammedarbejderne.

Over halvdelen af deltagerne mener, at projektdeltagelsenhar højnet den faglige kvalitet i arbejdet, og 2/3 af medarbejderne i dedeltagende socialcentrenes børnefamilieteams har benyttet løsningsfokuseredemetoder i deres arbejde.