Af Elisabeth Lockert Lange

Cool klimakteriemakreller

Vil have gratis motion og fuldpension ved deltid.

Har medarbejdere over 50 år, altså seniorer, brug for nogetandet end yngre medarbejdere, fordi de er i overgangsalder, fysisk nedslidte,småudbrændte og så videre? To pædagoger og seniorer, som LFS Nyt har talt med, kan sagtens komme op med en række ting, somville gøre arbejdslivet lettere for en senior. Først og fremmest rummelighed og forståelse, men også helt konkrete idéer som de to ovennævnte.

Hvorfor deltid ikke står først på listen? Jamen deltid harde skam valgt begge to – og betaler dermed selv for den fysiske og psykiske nedslidningen,som arbejdet har ført til.

Dorte Jensen og Birte Søby Hvid er kolleger. De er begge uddannedepædagoger og blev ansat nogenlunde samtidig på Bostedet Griffenfeld (ligger idet gamle Skt. Josef Hospital). De to kvinder er også nogenlunde lige gamle,henholdsvis 57 og 55. De arbejder begge to på deltid, og de er begge to megetglade for deres arbejde med voksne udviklingshæmmede.

De er gode illustrationer af det man kalderklimakteriemakreller, de holder sig godt begge to, er slanke og gråhårede påden pæne måde, har holdninger og meninger, humor og godt humør. Desunden har delang arbejdserfaring, engagement og enorm ansvarlighed over for arbejdet. Ja demå på alle måder være en arbejdsgivers drøm om medarbejdere. Men hvor længe kanarbejdsgiveren holde på dem? Hvor længe kan de holde til arbejdet? Hårdtarbejde med andre mennesker, uanset om det er børn eller voksne, sætter sinespor, det samme gør alderen. LFS Nyt har talt med dem om, hvad de oplever somde største aldersbetingede belastninger i arbejdet, og hvad en arbejdsgiver kangøre ved det.

Dorte Jensen har arbejdet pædagogisk med mennesker hele sitliv, men blev først uddannet pædagog som 50-årig. Hun arbejdede i en årrække iSettlementet på Vesterbro, hvor hun bl.a. underviste indvandrerkvinder igymnastik og syning. Derefter var hun leder af et værested for hjemløse i ni årog fik bl.a. årets hjemløsepris i 2000.

”Det var hårdt arbejde, ikke mindst psykisk, fordi vi aldrigvidste fra år til år, om vi overlevede endnu et år. Mens jeg var der, tog jegmeritpædagoguddannelsen.”

Fysisk synes hun derimod ikke hun er meget mærket afalderen, bortset fra overgangsalderens symptomer. Som for de der ikke ved det,handler om hede- og svedeture, som kan være så voldsomme at man ikke sover retmeget – i en fem-ti år. Dorte Jensens overgangsalder har været af de slemme.Med så voldsomme gener at hun til sidst, efter at have prøvet alt fraakupunktur til kosttilskud, valgte den sidste udvej, nemlig hormoner. Hvoreftersymptomerne forsvandt som dug for solen.

Skift job

Birte Søby Hvid arbejdede i vuggestue i 26 år, de fleste somsouschef, før hun forlod det benhårde dagområde, som hun siger.

”Der var selvfølgelig det rent fysiske i det, ungerne derskulle bæres, de mange løft, børnene som krævede én her og nu, støjen osv. Mendet handlede også om de mange nedskæringer og en souschefrolle som blev mere ogmere krævende. I løbet af de år bevægede mig fra at føle at jeg lavede etordentlig pædagogisk arbejde sammen med børnene, til i højere og højere grad atgå hjem utilfreds med mig selv og mit eget arbejde. Jeg mærkede at jeg var nødttil at stoppe, inden jeg blev for sur og irritabel. Jeg begyndte simpelthen atblive udbrændt, og jeg er glad for at jeg skiftede i tide.”

Hun har i øvrigt en teori om at man bør skifte job oftereend folk som regel gør. Så man ikke mister gejsten.

”Man bør unde sig selv at skifte hvert femte år, hvis detellers er muligt for én. Så vil man også kunne holde til meget mere fysisk.”

I modsætning til Dorte Jensen er Birte Søby Hvid fysisknedslidt, med dårlig ryg, slidgigt i knæene og ja i det meste af kroppen. Denslags giver bl.a. hovedpine, som igen gør det svært at sove ordentligt. Oven idet har hun også mærket overgangsalderens gener gennem de sidste ti år, men vil bare ikke have hormoner. Derimod erhun for nylig gået på deltid (så snart hun fik råd til det), og hun eroverbevist om at hun vælger at gå på efterløn, når hun bliver 60 år.

”Mange af mine fridage og weekender går med at ligge isengen. Jeg kan ikke fysisk holde til mere, selvom jeg holder af mit arbejde.Men jeg melder mig ikke syg, det gør vi jo ikke i vores generation”, siger hunmed et grin. For bostedets seniorer har ikke flere sygedage end de unge, måskeendda tværtimod.

Begge pædagoger er meget tilfredse med deres nuværendearbejde i bostedet, de føler de der har mulighed for at gøre det pædagogiskearbejde så optimalt som muligt. Kollegagruppen er blandet, gamle og unge, folker ansvarlige og lederen er endog meget forstående over for de gener, somklimakteriet giver; han har selv haft det inde på livet derhjemme. Det sammegælder personalegruppen, hvor rummeligheden er stor fra både yngre og ældrekolleger over for de forskellige belastninger, som hver enkelt gruppe ogmedarbejder lever under. Dette blot for at gøre det helt klart med det samme, atder ikke i de to pædagogers bemærkninger om seniorpolitik og seniorbehov liggeren skjult kritik af deres arbejdsplads; det gør der ikke.

Mangler søvn

Spurgt om hvad de mener er det mest og særligt belastendeved at være senior svarer begge to: først og fremmest den manglende søvn. Uansetom grunden er overgangsalder, slidgigt eller dårlig ryg.

Og det er da også fysiske initiativer de efterlyser til hvadarbejdsgiverne kan gøre for at aflaste deres arbejdsliv.

”Vi går meget på gangene her, så vores kondition er ok. Menvi mærker sliddet på kroppen. Selv går jeg meget til svømning og løber pårulleskøjter, men også styrketræning er godt for os. Vi har jo brug forkræfterne. Men det er dyrt! Så med andre ord: gratis fitness til os over 50,eller i det mindste et tilskud der kan mærkes, det vil sige mindst halvdelen afprisen”, siger Dorte Jensen.

Birte Søby Hvid supplerer:

”Hvad jeg ikke har brugt af penge på kiropraktor ogfysioterapeut for at holde kroppen i form til at kunne arbejde, så et tilskudder kan mærkes til den slags – inklusiv massage – vil være en god begyndelse.”

Dorte Jensen mener i øvrigt godt at hun kan klare atfortsætte med at arbejde i hvert fald til hun er 62 år. Især efter at de mestplejekrævende beboere er flyttet til bosteder, hvor de fysiske forhold passerbedre til dem. På Griffenfeld, hvor det er mildest talt svært at bugsere enkølestol rundt, er der nu kun beboere, som kan gå selv. Det betyder meget medden lettelse af den fysiske belastning i arbejdet, og det frigiver tid til detegentlige, det pædagogiske. Psykisk derimod understreger de begge at arbejdetkan være slidsomt, det tapper at være så omsorgsgivende.

Omsorgsdage, nedsat tid, pauser, betalt motion

En nedskrevet seniorpolitik? Jo personalegruppen har skrevet nogle ting ned, men ønskerneskal jo drøftes med Socialforvaltningen, hvis de skal have en chance for atblive realiseret. Det er bl.a. retten til omsorgsdage for dem over 50 år pålige fod med børnefamilierne, de gerne vil have.

En seniorordning med 100 pct. pensionsindbetaling, 90 pct.løn og 80 pct. arbejdstid, som nogle virksomheder i Sverige har indført (medsucces) for at holde på seniorer, ligger også lige for. Det er jo netop i desidste arbejdsår at indbetalingen til pension gør den helt store forskel, derforer selvvalgt og selvfinansieret deltid – selvom det skyldes nedslidning iarbejdet – ikke blot noget, man tydeligt kan se på lønsedlen, men også nogetman senere vil mærke på pensionen.

Begge pædagoger peger også på et lille fitnessrum på selvearbejdspladsen som et arbejdsgode, de ville sætte stor pris på. Et parstyrketræningsmaskiner ville være ideelle til at træne kræfterne.

”Så ville vi kunne bruge vores pause på det. Og samtidig fåen pause helt væk fra arbejdet. I stedet for at holde pause sammen medbeboerne, som vi ofte gør. Jeg er sikker på at daginstitutionerne også villesynes om en sådan mulighed. Det vil jo også være forebyggende.”

Netop reelle pauser, strukturerede pauser, er også noget deoplever at de måske mere end de yngre medarbejdere kan have brug for. Et rumhvor man mentalt kan føle at man er fri for arbejdet en kort tid. Og forstøjen. Man bliver jo langt mere støjfølsom med årene, vurderer de. Folk sområber og hiver i én, uanset om det er børn eller voksne, bliver sværere og sværereat klare.

Ja det kan være svært at blive ældre. Men det er måske endnusværere at erkende at man er ved at blive det.

Birte Søby Hvid smiler: ”Det er dejligt som her på stedet atopleve en rummelighed over for at vi bliver ældre. Men samtidig vil vi joheller ikke indrømme vores gebrækkeligheder. Vi er ofte for stolte til at viseat vi ikke kan holde til mosten. Vi er nok mere nedslidte end man er på mangeandre arbejdsområder i samfundet, men heldigvis er der en omsorg og rummelighedi vores fag. Men det gør jo altså ikke selve arbejdspresset mindre.”

Dorte Jensen indskyder:

”Det hænger jo også sammen med den ungdomsdyrkelse, derdominerer i tiden. Fx har vi to bevidst valgt ikke at farve vores hår, men atvære så gråhårede, som vi er.”

”Vores største fjende er nok at vi ikke selv accepterer atvi ikke kan klare det hårde tempo, vi skruer det jo nærmest selv op, fordi vinu har så meget erfaring at vi vil gøre arbejdet perfekt”, nikker de tilhinanden.