Handicapområdet

Meningsfuldt arbejde

Af Elisabeth Lockert Lange

Som pårørende og repræsentant for LEV København har Annette-Marie Jensen et skarpt blik for, hvad det pædagogiske personale yder i hverdagen med udviklingshæmmede beboere. Hun ser det meningsfulde arbejde, den faglige stolthed, og hun ser de særlige muligheder for faglig udfordring, som netop dette felt kan give den ansatte. Og hun ser hvordan de pårørende kan bidrage positivt til det.

Tovholder for et ordentligt liv.

Sådan betegner fungerende næstformand i LEV København Annette-Marie Jensen den professionelles, pædagogens, opgave i forhold til udviklingshæmmede borgere.

Annette-Marie Jensen taler i sin egenskab af at være pårørende og LEV-repræsentant. Hun har selv en udviklingshæmmet datter på 23 år og er i øvrigt gymnasielærer. Hendes indsigt i det professionelle arbejde med de udviklingshæmmede brugere er stor. Det er hendes respekt for den gode pædagogs arbejde på specialinstitutionerne også. Netop derfor er hun bekymret for de konstante nedskæringer på området. Det vender vi tilbage til.

”Som jeg oplever det, giver det at arbejde med udviklingshæmmede borgere det pædagogiske personale en chance for at bruge sig selv i et helt særligt meningsfyldt arbejde. De bliver en del af beboerens historie”, siger hun og fortsætter: ”Jeg ser så meget positivt både som pårørende og repræsentant for LEV. Det er så givende og taknemmeligt et arbejde, der er så meget livsglæde i denne gruppe mennesker og i arbejdet med dem. Jeg ser udviklingshæmmede mennesker, som er skægge at være sammen med og værd at arbejde med. Jeg forestiller mig at pædagoger på normalområdet måske oplever meget uro med børn med drøn på, mens det ind i mellem er mit indtryk at det pædagogiske personale, som arbejder med de udviklingshæmmede brugere, i nogle situationer kan gøre det med en større ro. Det må være en tilfredstillelse og give faglig stolthed at glædes ved selv små fremskridt og at kunne læse mennesker, som ikke kan udtrykke sig som andre, nogle måske endda uden sprog.”

Annette-Marie Jensen har mange varme eksempler. Hun fortæller bl.a. om pædagogen, som sørger for at en udviklingshæmmet mand, som skal på besøg i en vens hjem, har en buket med: ”det er en stor glæde pædagogen dermed giver ham”. Og om den udviklingshæmmede pige som stolt og glad kan ankomme til familiefesten i nyt, flot tøj, fordi pædagogen sagde til hende: ”lad os tage ud og købe noget nyt tøj til dig.” ”Med denne gruppe borgere er det en anden måde at arbejde på: man får ansvar som rækker langt ud over det almindelige pædagogiske arbejde.”

Den pårørendes bidrag

LEV er en pårørendeorganisation (se faktaboks), og det er først i de sidste 15-20 år at pårørende har fået den rolle, som de har i dag. I ”gamle dage” kom barnet på institution hurtigst muligt, og forældrene fik nærmest besked på at gå hjem, glemme det og få et nyt barn. Sådan er det ikke mere. Pårørende anerkendes nu i de allerfl este tilfælde som en vigtig og værdifuld medspiller i deres barns liv og dermed også som en bidragyder i det pædagogiske personales professionelle hverdag.

Den rolle har Annette-Marie Jensen en klar holdning til.

”Som pårørende må man indse at ens barn ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Og med en positiv indstilling bidrage til arbejdet. Vi kan bidrage med en helt særlig vinkel og viden, som ingen andre har, og det er vigtigt at vi gør det, og at det bliver til et samarbejde med de ansatte.”

Hun peger især på den pårørendes viden om tiden, før barnet fl ytter hjemmefra og får sit eget hjem på en specialinstitution.

”Den viden er vigtig, hver udviklingshæmmet beboer har jo sin egen historie. Vi pårørende kan vise en sammenhæng i beboerens liv. En sammenhæng som det pædagogiske personale arbejder videre med. Sådan at de kan udfordre den udviklingshæmmede i forlængelse af det liv der er levet.”

Et eksempel: en pårørende fortæller de ansatte om noget, som deres barn har fysiske problemer med. De ansatte kan reagere med: det er fi nt at få at vide – og så kan de med deres pædagogiske viden tage højde for netop dette fysiske problem i den daglige rutine, uden at beboeren egentlig oplever at der sættes særlig fokus på et problem. Og det er jo netop pædagogik at selv det daglige toilette bliver refl ekteret og meningsfyldt.

”Men det ved de studerende og pædagoger andre steder, som måske kunne overveje at søge over i området, jo ikke. Jeg tror at de tværtimod kan være bange for at det hele går op i pleje med bleer og snot. Og hvis de bliver ved med at skære og skære på området, så vil andelen af tiden på pleje jo også nødvendigvis blive større. Omvendt ser jeg så mange gode eksempler på at den pædagog, som brænder for at udvikle mennesket, også i plejesituationen, indtænker det pædagogisk. Og det ville de studerende opleve glæden ved, hvis de kom i praktik på området.”

Hvad de går glip af

Hermed sætter Annette-Marie Jensen fingeren på et ømt punkt: det er hendes indtryk at pædagoguddannelsens udformning siden1992 måske har ført til at færre studerende vælger praktik på specialområdet. Hun peger også på at den faglige stolthed og status, som der tidligere var i forbindelse med begrebet socialpædagog, i nogen grad har ændret sig.

Dertil kommer at man alt for ofte kun hører om dette område, når der er problemer enten med udviklingshæmmede der råber, eller episoder som dette års skjult-kamera-optagelser.

Det er en par af grundene til at Annette-Marie Jensen, som har taget orlov fra sit arbejde for at gøre en ekstra indsats i det frivillige arbejde i LEV, har tilbudt seminarierne at komme ud og fortælle de pædagogstuderende om, hvor værdifuldt og meningsfuldt arbejdet som specialpædagog rent faktisk er. Og det har fl ere af seminarierne da også taget imod.

”Man bliver jo ikke pædagog for pengenes skyld, men fordi man er interesseret i mennesker. Min bekymring går på at de studerende slet ikke ved, hvad de går glip af, når de fravælger specialområdet. De ved ikke hvad de fravælger. Jeg frygter at det bliver uhyggeligt få, der vælger området.” Måske handler det også om at det kan opleves lidt farligt at arbejde med denne gruppe mennesker, overvejer hun.

”Tendensen til individualisering er jo større nu end tidligere, det at se sig selv som centrum og selv bestemme hvad man vil have ind i sit liv. Og det er jo helt fi nt, men tendensen kan føre til at man fravælger noget som opleves lidt farligt. Og jeg mener farligt i betydningen udfordrende, og det at arbejde med disse mennesker er udfordrende. Fravælger de nye pædagoger arbejdet, fordi de ikke tør tage den udfordring? Det kan selvfølgelig være nemmere ikke at lade sig udfordre. Man det er da også fattigere, når man ikke giver sig selv den mulighed.”

Den vigtige kommunikation

LEV København bliver hørt i Københavns Kommune, glæder Annette- Marie Jensen sig over. Især efter de famøse skjult-kameraoptagelser er den gode kontakt til kommunen blevet intensiveret, og formand for LEV København Steen Stavngaard og hun selv som fungerende næstformand er i november inviteret til at holde oplæg for nyansatte pædagoger på bosteder i byen om de pårørendes betydning.

Den slags muligheder griber hun.

”Det er en balancegang at være pårørende. Og det pædagogiske personale skal være meget bevidste om at vi er det allermest sårbare der fi ndes, når vi skal afl evere vores barn, som uanset alder er vores barn. Den gode professionelle husker at vi altid er den svageste og vil være overbærende. Vi skal til gengæld bidrage positivt og vise at vi har tillid til det arbejde, de ansatte laver.” Arbejdet har mange spændende facetter og mange udviklingsmuligheder, peger Annette-Marie Jensen på. Hun nævner kommunikation.

”Det er så vigtigt med sammenhæng, og den sammenhæng skaber kommunikationen. Der hvor kommunikationen fungerer, er der ingen frustration, mens hvor den ikke gør, kan den ansatte frustreres over at det, hun har sat i gang, smuldrer og falder til jorden på grund af dårlig kommunikation.” Som pårørende ser man, når kommunikationen halter, fortæller Annette-Marie Jensen.

”Det er sindsygt vigtigt at lave rutiner, så den ene pædagog kan tage over fra den anden, uanset hvordan man vælger at det skal ske. Det ser jeg en udfordring i, men positivt, for det må være fagligt spændende at få kommunikationen til at fungere og dermed skabe den vigtige sammenhæng. I det hele taget giver et arbejde som dette, som jeg ser det, mulighed for at bevæge sig i et område, som kan udvide ens forståelse for mange ting. Ikke mindst hvordan man kommunikerer med mennesker, man troede man ikke kunne tale med.”

Et fund for beboeren

Det er tydeligt at de mange løbende besparelser på området har ført til en større og større personaleudskiftning med mange uuddannede medarbejdere og mange vikarer.

Den udvikling er Annette-Marie Jensen bekymret over. Hun frygter at den fører til at den gode professionelle pædagog, tovholderen for et ordentlig liv for beboeren, gradvist forsvinder. Og at hver enkelt udviklingshæmmet brugers historie dermed er i fare for at forsvinde. Derfor er hun også godt vred over overborgmester Ritt Bjerregaards bemærkning ved happeningen Vis dit hjerte på Rådhuset før den endelige budgetvedtagelse, bemærkningen ”I kom for sent”.

”Det er for galt. En sådan bemærkning tilsidesætter alt det arbejde, som vi har gjort det sidste år. Vi har fl ere gange gennem det sidste år taget kontakt til borgmester Mikkel Warming om vores bekymring for de besparelser, området udsættes for. Siden tv-udsendelserne har vi haft en god dialog med forvaltningen og som nævnt blevet inviteret til at holde oplæg for nyansatte pædagoger i november måned. Det ser vi som en stor landvinding.” For der er brug for en styrkelse af området og for den dygtige pædagog, hende (eller ham) som er et fund for beboeren, siger Annette-Marie Jensen.

”Det er hende der evner sammenhæng og overblik, evner at få tingene til at fungere i det praktiske, som ved hvad man kan få af hjælpemidler og har af muligheder og rettigheder, og som sørger for det, fx en kørestol eller en ledsager. Hende der evner at se små ting i de store, at se pædagogikken i de små ting i hverdagen, og kunne afl æse hvad det er for et menneske de har foran sig. Hun er bevidst om at det er beboerens hjem hun arbejder i, og hun har visioner for beboerens liv. Hende der evner at have de mange bolde i luften, som et samlet liv for beboeren er, lige fra aftenskole og udflugter til venskaber og familie. Det kræver et enormt samarbejde, og det kræver at den enkelte pædagog tager ansvaret på sig som sit.

Med andre ord: at arbejde på dette område er en stor faglig udfordring med en tilsvarende stor tilfredsstillelse”, siger Annette-Marie Jensen med en smittende begejstring. Hun skal nok få vendt nogle af de studerende til at blive grebet af specialområdet...

LEV er en privat landsdækkende forening for udviklingshæmmede, pårørende og andre interesserede, den er dannet i 1952. På landsplan har LEV ca. 10.000 medlemmer og foreningens økonomiske grundlag kommer i høj grad fra dem. LEVs årlige landsindsamling – Forglemmigej-dagen – finder sted den sidste fredag i august. LEV modtager desuden offentlig støtte i forbindelse med specifikke projekter. LEVs protektor siden 2001 er Dronning Margrethe. LEV er organisatorisk opbygget af et antal kommunekredse, hvor LEV København er en af dem. LEV København har ca. 520 medlemmer og styres af en bredt sammensat bestyrelse, hvor størstedelen af medlemmerne har fuldtidsarbejde. Der er masser af arbejde at tage sig af, bl.a. formidlingen gennem foredrag og et blad fire gange om året. ”Vi arbejder struktureret, har handleplaner og temaer. Vi har bl.a. haft meget fokus på job og beskæftigelse, og lige nu er det især pårørendepolitik, som vi har som arbejdsområde sammen med Københavns Kommune. Og så gør vi i øvrigt vores stemme og holdninger hørt hvor vi kan”, siger fungerende næstformand Annette-Marie Jensen. Organisationen er medlem af DSI, De samvirkende invalideorgansationer og har også et medlem i bestyrelsen i Handicaprådet.