Specialområdets årsmøde.

Der er brug for synlighed

Af Elisabeth Lockert Lange

Forringelser, besparelser og skjult-kamera-udsendelser sætter sine spor på arbejdet på især handicapområdet, ikke mindst i form af udsivning af personale. Hvordan sætter man fokus på alt dette, samtidig med at man fremhæver alt det positive, der også ligger i arbejdet? specialområdets årsmøde var præget af fokus på både det positive og det negative – og konflikten mellem dem.

Selv om ca. 20 medlemmer af LFS’ medlemsskare på specialområdet til et årsmøde måske ikke er vildt meget, så blev antallet rigeligt vejet op af den meget engagerede debat.

To af deltagerne lod sig endda vælge til at bidrage til arbejdet i den bestyrelse, som specifikt varetager interesserne for det pædagogiske personale på døgninstitutioner for børn og unge, i dag- og døgntilbud inden for området for udviklingshæmmede, hjemme-hos-pædagoger, hjemmevejledere, børn- og ungekonsulenter, pædagogisk personale på ældreområdet, det psykiatriske område, området for alkohol- og stofafhængige, hjemløseområdet med flere.

Helle Haslund, formand for området, fortalte om den negative udvikling, forringelserne som området ikke kan holde til flere af, og som primært skal findes i den demografi struktur, Københavns Kommune har kørt med, nemlig budget efter befolkningstal, ikke efter behov og efterspørgsel.

Også en række arrangementer fik et par ord med på vejen. Bl.a. den store velfærdskonference, som skal følges op med temaer, bl.a. er et møde med Benny Lihme et meget stort ønske. Også Pinocchio-konferencen, hvor alle politikerne var så enige med LFS i at der skulle afbureaukratiseres. ”Men da hverdagen kom så vi kun deres skosåler.”

Temamøderne for trio-gruppen, altså samarbejdet mellem leder/forstander/ stedfortræder, tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant til gavn for hele arbejdspladsen, var en succes i foråret og holdes igen nu i november med nyt tema.

”Og så nærmer overenskomst 08 sig, og med den også en mulig konflikt. Vi kræver jo væsentlige lønforbedringer, og arbejdsgiverne kan næppe leve op til, hvad vi synes vi er værd.”

Hun opfordrede flere til at gå ind i bestyrelsesarbejde, med alt det givende faglige og fagpolitiske arbejde det betyder, og sagde i samme moment farvel og tak for årene til Birgit Jørgensen, som nu går på pension.

Forbedringer på vej

Fællestillidsrepræsentant Karin Bengtsson tog tråden op fra ordene om overenskomst. Hun fortalte bl.a. om de lokale lønforhandlinger lige før sommerferien, og roste det store arbejde som tillidsrepræsentanter og ledere har udført til gavn for stort set alle. Hun opfordrede til at fagbevægelsen står sammen og ikke lader sig splitte op til overenskomstforhandlingerne i foråret.

Bodil Henriques, faglig sekretær og sekretær for specialområdets bestyrelse, berettede om forløbet efter udsendelserne i starten af året med skjult kamera – også på en af LFS’ organisationer.

LFS reagerede hurtigt på udsendelsen og tog hånd om institutionen, og der blev lavet en aftale med forvaltningen og LEV om opgradering og uddannelse til de ansatte. Der afsættes to mill.kr. i startbeløb til det, og især handler det om kurser til nyansatte, vikarer, uuddannede, ikke mindst om etik, magtanvendelse og medicinering.

Flere forbedringer for området er på trapperne via en arbejdsgruppe i Socialministeriet, som LFS deltager i. Igen er der et håb om nogle midler til uddannelse. Uddannelse er nødvendigt, hvis institutionerne skal styrkes, og niveauet sikres, den skal ske på arbejdspladsen og med fokus på kerneydelsen, det daglige arbejde. Der er brug for holdningsdiskussioner, og der er brug for at gøre arbejdet på området attraktivt igen. Bl.a. er det et stort problem på seminarierne at de unge ikke er interesserede i handicapområdet.

Flere af deltagerne på årsmødet bød ind med holdninger og oplevelser. Én fortalte at de ansatte tager ”tingene” med hjem, fordi de ikke kan få hjælp på arbejdspladsen; sikkerhedsnettet er væk. En anden at besparelser andre steder i samfund påvirker området, fx ”nedgraderes” en voldepisode, når politiet ikke har tid til at komme ud. Vi skal satse på supervision, sagde en deltager. Vi skal definere hvad vi ikke kan lave, sagde en anden.

Vi skal finde de positive sider ved jobbet frem, opfordrede en tredje: ”det kalder jo på os, uanset løn og arbejdstider.” Der blev nikket rundt om i lokalet og sagt ja, det er jo også dejligt og fedt.

”Vi skal fortælle hvad vi gerne vil og kan, hvis vi får midlerne til det. Ikke om alt det vi ikke kan. Vi skal sætte billeder på det. Over for politikerne som udmønter behandlingsgarantier og fører værdidiskussioner. Og over for offentligheden så de ved hvad vi kan og vil, hvis vi får mulighederne.”

Det projekt fik stor tilslutning. Og der er god grund til at vende udviklingen, for der er stort fl ow og udsivning af personale fra handicapinstitutionerne. Selv regeringen har fået øje på problemet og har bevilliget tre mia.kr. til at gøre noget ved sygefravær og nedslidning.

”Det gælder om at få arbejdsglæden tilbage”, sagde folk rundt om bordene. Anerkende hinanden (når andre nu ikke gør det) og grine lidt mere. Den dagsorden skal fagforening sætte.

Måske var det tanken om netop den dagsorden, der fik Jens Bang Sørensen fra Baltic og Tommy Frølund-Jensen fra Kollegiet i Borgervænget til at melde sig til bestyrelsesarbejdet. De øvrige medlemmer i bestyrelsen er Helle Haslund, Kirsten Lindbjerg, Bo Kirkestrup, Karin Bengtsson og Steen Petersen.

I egen hånd

Dokumentation forstået som kundskabsbaseret viden om det socialpædagogiske arbejde er en god ting – men den skal være brugbar, og den skal bruges. derfor skal socialpædagoger selv tage sagen i egen hånd. det mener socialfaglig konsulent i SL, Asbjørn Agerschou.

Hans første budskab er at uanset kritikken af den dokumentation, der foregår lige nu, så går han ind for dokumentation. Hans andet budskab er at den måde, som dataindsamlingen foregår på nu, er under al kritik. Og hans tredje budskab at det skal socialpædagogerne selv gøre noget ved.

Socialfaglig konsulent i SL, Asbjørn Agerschous anbefaler at man gør sig klart, for hvis skyld man dataindsamler. Er det fordi politikerne vil vide hvad der virker? Er det for at spare? Eller er det for vores egen skyld som socialpædagoger?

”Der er brug for kundskabsbaseret viden om vores arbejde, og socialpædagoger skal selv være med til at sikre at arbejdet med dataindsamling ikke bliver et spild af tid, at det bliver nyttigt, og at det bliver brugt af beslutningstagerne.”

Han giver et eksempel: KABU projektet (kvalitet i anbringelser af børn) mundede ud i en rapport, men blev de erfaringer, den repræsenterer, brugt fx i forbindelse med anbringelsesreformen? Nej.

”Der foregår en kamp om kontrol, det ses tydeligt i alt det, der kommer af standarder, reguleringer, dataindsamlinger, regelstyring, undersøgelser, målinger etc. Og der er et næsten skyttegravslignende forhold mellem Folketinget, kommunerne og centraladministrationen. Og så er der alle os andre.”

Et andet eksempel: anbringelsesreformen i 2006 betød øget kontrol med kommunerne, Ankestyrelsen lavede dataindsamling og fi k en statistik frem, som viste at antallet af anbringelser var dalende. Det gav ballade, for kommunerne meldte tilbage at de blot havde for travlt til at indsende tallene, så statistikken var helt misvisende. Og den kunne ikke bruges til noget.

Al dokumentation viser at en tidlig indsats er bedst, og det vedtages at sådan er det, men det sker ikke. Det almindeligste alder ved anbringelse er mellem 15-17, et tidspunkt hvor barnet allerede er kommet meget bagud på grund af de år det har mistet. Endnu et godt argument for at socialpædagoger tager sagen i egen hånd.

Tag magt og ejerskab

Asbjørn Agerschou kan fl ere. Der er CIAS, Det Centrale Informations- og Analysesystem (nogen der kender det?), hvor pointen er at hver kommune skal indberette anbringelser. Men der er lige et problem med kontaktpersoner til dataindsamlingen. Og et stigende antal kommuner som ikke indberetter.

”14 år har kommunerne haft til at lave handleplaner for børn anbragt uden for hjemmet, men stadig er det ikke dem alle der gør det.”

Så er der VISO, den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation. Opgaven her er en systematisk vidensindsamling om de mest specielle tilfælde foruden at yde støtte til kommunerne. Men de får ingen henvendelser, og stort set ingen hører ind under målgruppen.

”Det er tragisk at det ikke fungerer, for der er brug for den viden. Hvis vi ikke opsamler den faglige viden, forsvinder den måske. Det kan føre til budgetter der ikke holder, fordi en simpel viden om antallet af børn med handicap ikke er tilgængelig.”

Tilbudsportalen, hvor man skulle kunne se tilbud på det sociale område i hele landet… Den virker ikke, den har en strukturfejl.

”Tag selv magten og (med)ejerskabet over dokumentation og formidling af dokumentation på det sociale område. For der er brug for den”, gentog Asbjørn Agerschou. Og der er områder nok, kvalitetsreform, afbureaukratiseringsreform, regelsanering på det sociale område, hvor socialpædagoger skal være forberedt og komme med bud.

Sandhedens øjeblik

Mens der lyder en del latter undervejs i Asbjørn Agerschous gennemgang af alle de systemer, der ikke fungerer, fremkalder næste del af hans oplæg nikken og alvorlige ansigter.

Sandhedens øjeblik kalder han det: det er det vigtige møde, klientens med forvaltningen, barnets med medarbejderen i det sociale tilbud etc.

Gode eksempler: Pigen som fi k fødselsdagskort hvert år fra forvaltningen også efter hendes anbringelse ophørte, hun blev husket, og det betød noget for hende. Pigen som fi k en socialrådgiver, der spillede badminton sammen med hende.

Dårlige eksempler: En dreng brækkede hele tiden knogler, men fi k så en støttepædagog som tog hånd om ham og sørgede for at han ikke brækkede ben og arme. Dejligt, sagde forvaltningen og fjernede ham fra hende. Hvorefter han igen brækkede benene. En udviklingshæmmet mand hjemtages til sin kommune. Det betød at han kom langt væk fra sin kone, men det synes kommunen ikke var deres bord.

Alle eksempler på sandhedens øjeblik.
”Synliggør den socialpædagogiske virkelighed, sæt ord på, sæt billeder på, fortæl. Og lad brugerne fortælle hvad der gik godt og hvorfor. Stå sammen med de pårørende. Det er også dokumentation, og brug den til at overbevise og skabe opmærksomhed.”

Men hvad skal man måle på? Ikke så svært mener Asbjørn Agerschou og nævner et par indikatorer (fra et ældrehjem), som alle ville kunne acceptere: et lavt sygefravær og at praktikanter er vilde med at være der, fordi det er sjovt.

Men kan dokumentation ikke bare blive egenregulering? Det kommer an på for hvis skyld man gør det: ”Dokumentation kan også give synlighed. Vi skal hele tiden holde fast i, hvad meningen med dokumentationen er. Vi skal fastholde argumentationen: hvad gør dokumentationen for brugeren, for kerneydelsen. Vi skal fastholde vores virkelighed. EL