Almenområdets årsmøde

I en turbulent tid

Af Elisabeth Lockert Lange

En god debat efterfulgt af Lotte Heises hæsblæsende show om alt for pæne pædagogpiger. At dømme efter en del latter og ansigtsudtryk kunne mange genkende sig selv. den slags skal selvfølgelig opleves, så her må du nøjes med den seriøse del af årsmødet.

Naturligvis fik almenområdets formand Kirsten Annette Christensen ordet til start til sin status på udfordringer og sejre for områdets mange medlemmer.

En medlemsgruppe som omfatter ”menige” pædagoger, pædagogmedhjælpere, ledere, souschefer og afdelingsledere på Københavns Kommunes kommunale daginstitutioner inklusiv specialdaginstitutioner for børn og unge, pædagogmedhjælperne i de selvejende daginstitutioner i Københavns og Frederiksberg kommuner, foruden distriktsmedarbejdere, legepladsansatte, klubansatte, pladsanvisere, pædagogiske konsulenter og støttepædagoger.

Ca 70 af dem deltog på årsmødet, som blev holdt lige midt i forældreblokaderne, og aftenen før det pressemøde, som markerede at politikerne havde rykket sig efter Vis dit hjerte kampagnen. Indlæg og debatter (og påklædning hvor mange bar de grønne Vis dit hjerte trøjer) bar derfor præg af den ret ophedede situation, som hele området stod i på det tidspunkt.

Det var da også det, Kirsten Annette Christensen lagde ud med: at der var tegn på bevægelse blandt politikerne.

”Københavnerne vil have velfærd, ikke prestigeprojekter!”
Hvorefter hun gik over til sin status.

Hun fortalte at almenbestyrelsen er ved at udarbejde en pjece om sig selv og området.

I håb om at det får uorganiserede ansatte på området til at organisere sig – der hvor de hører hjemme.

Ikke at det ikke strømmer ind med medlemmer for øjeblikket. Det gør det som aldrig før, og nu gælder det om at få dem til at blive i fagforeningen. Første initiativ er fyraftensmøder for nye medlemmer i oktober og november måned – de skal jo vide hvilke fordele et medlemskab giver dem.

Et alvorligt-muntert indslag afbrød formandens beretning, da Sonita Sauerberg rejste sig op, mens hun trak i en beskyttelsesdragt. Folk grinede, men alvoren i det er den forurening, der findes på byens og daginstitutionernes legepladser med bl.a. bly, som er ophobet i jorden gennem mange år.

Et ligeså alvorligt emne er det skematyrani, som Kirsten Annette Christensen kaldte bureaukratiet i kommunen. Husker du Pinocchio-mødet? Hvor alle politikerne var helt enige med deltagerne og LFS om at der skulle afbureaukratiseres? De må have ombestemt sig…

Det arbejder almenbestyrelsen videre med, lovede hun.

Til årets mere positive ting hører de kurser, som bestyrelsen arrangerer, bl.a. et to-dages kursus i kommunikation og et tilsvarende specielt henvendt til pædagogmedhjælperne, da det viste sig at de ikke kom med på de brede kurser.

Kirsten Annette Christensen er kritisk over for udviklingen med merindskrivning i institutionerne (som skyldes at forvaltningen ikke vil betale prisen for ønsket om at tilbyde forældrene frit valg), kritisk over for sprogtest, over for heldagsskole og alt det andet, som kogt ned handler om at gøre børn skoleparate.

”Hvor er respekten for legen? Som om der bare er tale om børn, som venter på at komme i skole. Der skal fokus på legens betydning”, afsluttede hun sin beretning med.

Civil ulydighed

Jette Olsen fra legepladserne gav et rids af begivenhederne på området: Hvordan legepladser er blevet lukket i en rivende fart – helt hen over hovedet på ansatte og brugere.

”Københavns værdigrundlag blev helt glemt. Nu laves der en redegørelse med en målsætning for de bemandede legepladser i København, og efter en høring skal den vedtages i december. Der er tale om at dele os op i to forvaltninger; det bliver så femte gang, vi skifter forvaltning på ti år.”

Næstformand for området, Karina Brehm, nævnte de famøse strukturforandringer, med listen over institutioner der skal sammenlægges og nedlægges, der kom som en tyv om natten. Forældrene ser forringelser, sagde hun, selv om fagforeningen også kan se fordele.

”Men de glemte lige at spørge, hvem der kunne tænke sig at blive sammenlagt. Jeg kender da nogen der gerne vil, og de er ikke med på listen. Dette kommer til at kræve meget af os, på alle måder. Og vi vil støtte både de som gerne vil sammenlægges, og de som ikke vil, i hvad de end vælger at kæmpe for. Folk skal høres, det er vigtigt.”

En deltager bragte problemet med princippet med gennemsnitsløn op. Altså at den løn der kommer ud på institutionen ikke nødvendigvis dækker lønudgiften – hvis pædagogerne på stedet er erfarne og dermed dyre. Derfor mangler der penge til at hente vikarer ind, når der er brug for det.

En anden deltager tog emnet stress op. Både det der ligger i bestyrelsens ambitionsniveau – og det der ligger ude i institutionerne, på alle niveauer.

”Vi vil gerne visionerne, men vi har ikke ressourcer til at magte dem. Og som ledere presser vi medarbejderne, lægger opgaverne videre, alle skal-opgaverne”, sagde hun. Hun opfordrede fagforeningen til at prioritere arbejdsmiljø højt. Og nævnte derefter civil ulydighed som strategi.

Og den strategi stod hun ikke alene med. Tværtimod tilsluttede flere andre daginstitutionsfolk sig den – som den eneste måde at håndtere strømmen af opgaver på. En leder mente at det fungerede mange steder, mange har fx ikke prioriteret sprogtesten. Måske ville det være bedre at være mere offentlig omkring det… og i fælleshed…, overvejede hun

Det fik Jan Hoby på banen med et lille oplæg, men essensen af det kan du læse i hans indlæg om sprogtesten andetsteds i bladet.

Og så blev fællestillidsrepræsentant Tina Malene Hansen valgt ind i bestyrelsen.