Leder

Af  Ulla Baggesgaard. næstformand i LFS

Når journalistikken går i selvsving

På blot to måneder har Berlingske Tidende bragt en lang række artikler om ikke mindre end fem forskellige bo- og døgntilbud for udviklingshæmmede og sindslidende borgere i Københavns Kommune. Denne tilsyneladende endeløse strøm af beskrivelser af det offentliges magtfuldkommenhed blev undervejs tilsat produktet af et skjult kamera, vist på Danmarks eneste rigtige public service-kanal DR. Samlet set har medierne gennem de seneste måneder formået at formidle et billede af et kynisk komplot mellem socialborgmester, forvaltning, ledere, medarbejdere og ikke mindst tilsyn; ene og alene med det formål i upåagtethed at lade de ansatte pine, plage og mishandle de psykisk syge og de udviklingshæmmede borgere.

For mig som næstformand i LFS har dette nærmest været et mareridt. For de, der direkte var involveret som ansatte de pågældende steder, har det været et mareridt. Og for det socialpædagogiske område kan det blive et mareridt. For hvad sker, når mediemøllen går i gang? Først og fremmest gribes fat i en problemstilling. Helst en direkte fejl. Dernæst blæses denne op, så den fremstår som dagligdag.

Og sidst men ikke mindst udpeges de skyldige, der dernæst sættes i en offentlig gabestok og dømmes i en standret uden hverken nuancer eller bevisførelse. Er du én gang havnet på forsiden af f.eks. Berlingske, er du i realiteten dømt alene på baggrund af avisoverskrifterne. Hvem husker f.eks. den ”lille detalje”, at personalet på Botilbuddet Tokanten blev frikendt i den undersøgelse, der blev iværksat umiddelbart efter første avisartikel i december måned? Frikendelsen blev hverken omtalt i aviser, endsige nævnt i nogen nyheder. Og da slet ikke i Berlingske Tidende.

Jeg mener, at åbenhed i og demokratisk kontrol af den offentlige forvaltning er afgørende for fastholdelsen og udviklingen af den offentlige sektor. Naturligvis skal det være sådan, at beboere og medarbejdere kan komme til orde for at påvise kritisable forhold, uanset om det handler om en børnehave, en døgninstitution eller et botilbud. Det må være hele grundlaget for den offentlige sektor, at der er åbenhed, og at kritik bliver rejst, så der kan handles på det.

Men der skal netop være tale om en åbenhed. En åbenhed, hvor alle implicerede kan komme til orde. Og ikke mindst en åbenhed, hvor alle nuancer og dilemmaer inddrages. Og pædagogisk arbejde er ikke at ligne med en komponentproduktion. Pædagogisk arbejde ligner livet selv. Det handler om en relation mellem bruger/beboer og den fagprofessionelle. Det handler om kontinuerlige kommunikative processer. Det handler om en stadig strøm af problemer og krav om løsninger. Og netop derfor handler det om at kunne færdes i en verden, hvor du må handle i erkendelsen af, at du kunne have handlet anderledes. Altid efterfølgende at vide, at du kunne have gjort det anderledes. Og at du næste gang måske vil gøre det anderledes.

Men det sker ikke i disse sager. Når mediemøllen går i gang forsvinder alle nuancer og sandheden efterlades som en mishandlet detalje. Og hvem bliver vindere og tabere? Vinderne er naturligvis medierne. Det sælger aviser og giver stigende seertal, når en sensation serveres. Taberne i disse sager er umiddelbart de ansatte og lederne, forvaltningen og socialborgmesteren.

Men de virkelige tabere på sigt er de borgere, det hele egentlig startede med. De svagest stillede, de udviklingshæmmede og de sindslidende. For hvad sker, hvis der ikke længere kan rekrutteres kvalifi ceret personale? Hvad sker, hvis medarbejderne vælger dette arbejde fra, fordi man risikerer at blive hængt offentligt ud? Og ikke mindst hvad er konsekvensen, hvis personalet begynder at ”ryste på hænderne”. Hvis usikkerheden overfor reaktioner fra ”den offentlige mening” giver sig udslag i, at det pædagogiske personale ikke handler i den endeløse strøm af her-og-nu-situationer, pædagogisk arbejde byder på. Hvad sker så?

Det er skræmmende, og derfor må vi i fællesskab sætte alle sejl til for at imødegå sensationerne. Lad os sammen synliggøre alle nuancer og dilemmaer i arbejdet med de svagest stillede borgere. Lad os tage kampen op mod sensationsjournalistikken. Der venter et langt sejt træk. Men reaktionerne på DRs skjulte kamera giver os medvind. Lad os rykke sammen