S-forslag stjæler børns fritid

Københavnske børn skal mindst motionere en time hver dag i vores fritidsordninger, foreslår Socialdemokraternes Ikram Sarwar i Berlingske Tidende 4. februar. Og selvom intentionerne bag forslaget er gode, er jeg helt uenig. Børnenes tid er i forvejen rigeligt skemalagt. Fritiden skal være deres egen. I SF er vi ikke med på socialdemokraterne og de borgerliges ivrige lyst til at detailstyre de timer i løbet af dagen, som børnene selv råder over. Børn bliver stressede af at få skemalagt hele deres dag, og vi vil ikke være med til en glidebane i retning af en skolificering af fritidsordningerne.

Af Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF)

Forslag om indføring af obligatorisk motion i de københavnske fritidshjem - er en ommer! På www.berlingske.dk blev der den 3. februar 2008 bragt et indlæg, hvor den københavnske socialdemokrat Ikram Sarwar fra Sundhedsudvalget beskylder de københavnske fritidshjem for hovedsagligt kun at tilbyde børnene stillesiddende aktiviteter såsom Playstation og computer. Derfor forslår Socialdemokraterne at fritidshjemmene i København skal indføre 1 times motion dagligt til børnene.

Jeg må på det kraftigste tage afstand fra et så forfejlet postulat og absurd forslag!

I stedet kan det endnu engang konstateres at distancen mellem kommunalpolitikerne og de kommunale arbejdspladser ikke er blevet mindre. Forslaget viser med al tydelighed at Hr. Sarwar ikke har noget dybere kendskab til den mangfoldighed af fysiske aktiviteter, de københavnske fritidshjem dagligt tilbyder børnene. Det være sig alt fra fodbold, hockey, svømning, bevægelseslege inde og ude, dans og mange andre former for fysisk bevægelse udover den børnene selv skaber i deres leg med hinanden.

Forslaget skal ses som endnu et direkte frontalt angreb på de fritidspædagogiske arenaer i København, som de kommunale politikere har udset sig som mål i 2008. Målet for politikerne er en direkte ”skolificering” af fritidshjemmene, hvor der ikke skal været noget overladt til tilfældighederne, men hvor der oppefra dikteres, hvad der skal foregå uden hensynstagende til virkeligheden, børns ret til fritid og medbestemmelse og ikke mindst personalets arbejdsmiljø.

I stedet vil jeg opfordrer Hr. Sarwar til gøre sit hjemmearbejde ordentligt og tale med os, som har vores daglige gang med børnene i de københavnske fritidshjem. Vi vil gerne vise dig, hvilken mangfoldighed af fysiske aktiviteter vi i årevis har tilbudt de københavnske fritidshjemsbørn.

Med venlig hilsen Thomas Enghausen, pædagog/TR, Fritidshjemmet Nord, Sionsgade 7, 2100 København

Sammenhænge

Hvorfor er der ingen journalister der kan finde ud at sætte lighedstegn mellem dårlige vilkår for beboere og dårlige arbejdsforhold for de ansatte... at vi bliver lovet mere i løn uden at det sker, at der mange steder er ansat det halve til at udføre det dobbelte arbejde, alt for lidt ansatte til alt for mange beboere, at man ofte har dårlig samvittighed over ikke at have det store overskud og den store motivation, der absolut skal til for at være det bedste for sine beboere, bl.a. på grund af for meget praktisk arbejde og en generel mangel på værdsættelse og forståelse/indsigt udefra.

En indsigt i at disse mennesker muligvis er de svageste og er de sværeste at arbejde med og at man, f.eks. kan komme ud for at én beboer kan have brug for hele ens opmærksomhed en hel dag og at der så kun er én anden ansat til alle de andre, fordi der er en ansat syg, og der ikke er nogen vikarer til rådighed, noget vi oplever ugentligt.

Ja, et samfund bliver bedømt på, hvordan det behandler sine svageste, dem der umiddelbart ikke er aktive medborgere og som kun koster og ikke skæpper i statskassen...og ud fra det synspunkt burde vi alle skamme os!

Men hvordan behandler vi dem der behandler vores svage, for det står sløjt til, pengene og hænderne rækker absolut ikke og man mærker dagligt at det ikke er et prioriteret område i vores ”enhver er sig selv nærmest”-samfund. Det kommer bla. rent praktisk til udtryk i angreb af skimmelsvamp, der ikke bliver fjernet i tide, forældede vaskemaskiner der ikke virker når beboerne mangler tøj der ikke er sudlet til, elendige gamle el-installationer, der slår fra for et godt ord, så vigtige hjælpemidler ikke er til rådighed, dårligt isolerede og utidssvarende bygninger og usund billig mad, der ikke ligefrem hjælper på et system der i forvejen er svagt på grund af den megen (nødvendige!) medicin ...dette er bare nogle få eksempler.

Det er hårdt og umotiverende at være vidne til og føle sig magtesløs overfor denne prioritering, men vi er her stadig, fordi vi vil gøre en forskel i deres liv, fordi vi føler at de har en plads i denne verden og at de fortjener er der er nogen der vil prøve at forstå dem, give dem kærlighed, nærvær og tryghed...og fordi ingen andre vil skifte deres bleer og tage imod deres uskyldige vold og udadreagerende opførsel, deres daglige maniske op- og nedture, deres udtalte menneskelighed, og vi er her fordi de har brug for os.

Så peg fingre når vi kikser, udstil os når vi ikke har den tid der skal til og nyd jeres ”helligere end dig”-attitude, for I har ikke prøvet at passe et dybt psykisk og fysisk sygt menneske, der ikke kender sin egen store fysiske styrke og som har en mental kapacitet som en 2-årig, som dagligt reagerer uhensigtsmæssigt overfor andre beboere, som personen ikke selv har valgt at bo sammen med, og overfor et personale der udstråler stress og dårlig samvittighed men som desperat prøver ikke at lade det indvirke på deres arbejde.

Det er let at kritisere noget, man ikke har prøvet på egen krop og sjæl, så skab indsigt, fortæl om os og vores arbejde, fortæl hvad det er vi vælger at udsætte os selv for, fordi vi er idealistiske mennesker, der ikke tænker på om det giver prestige at gøre det ingen andre vil røre med en ildtang.

Fortæl om hvilken plads disse beboere og ansatte har i vore samfund...og fortæl om hvor fantastisk det er at der er nogen der vil tage sig af dit syge familliemedlem, fordi du har travlt med dit eget livsprojekt...spørg de pårørende, kom og spørg os, vi vil med glæde fortælle om det gode, det dårlige og det der kunne være bedre. Og lyt til vores bud på hvad der skal til. ...DET ville være et scoop! ...men er der nogen der lytter?

Skrevet på debatten på mitlfs.dk den 13.2.2008 af Janus Jensen, omsorgsmedhjælper på Solstriben, et af Københavns Kommunes bosteder for udviklingshæmmede.

Klipp et fra debatsiden mitlfs.dk

Spørgsmål: ”Nu hvor FOA har meldt sig ud af KTO-forhandlingsfællesskabet, hvor står vi så som medlemmer af lfs. Jeg mener; på den ene side forhandler FOA vel stadig for os, og på den anden side burde vi jo forhandle sammen med SL og BUPL.”

Svar: ”FOA (og LFS) forhandler for alle medlemmer af FOA. Og jo vi burde have kunnet forhandle sammen med BUPL og SL, men de har valgt at sige ja til arbejdsgivernes ramme og præmis for organisationsforhandlingerne og det ville vi ikke, så vi kan som situationen står ikke forhandle sammen. Det betyder selvfølgelig at vi i en rum tid ikke vil kunne sige, hvad der præcist kommer til at ske for vores medlemmer. Nu lander vores forhandlinger i første omgang i forligsinstitutionen, hvor forligsmanden skal forsøge at lave et forlig. Hvis ikke det lykkes, eller hvis mæglingsforslaget stemmes ned af FOA’s medlemmer, ja så er konflikten en realitet. Vi har lige indkaldt til TR møde onsdag den 5.3. i Nørrebrohallen, her vil vi selvfølgelig orientere meget grundigt.”

Formand for LFS, Britt Petersen.