Ledere skal stå sammen

Elisabeth Lockert Lange

Netværk er oppe i tiden, og med god grund. Netværk gør mange ting mulige. Det skaber gensidig kontakt og forståelse, det giver udvikling, det skaber sammenhold, og det kan fange dem op, som er ved at knække nakken af stress. Ledersektionen satser på at daginstitutionslederne – for hele børne- og ungeområdet, fra vuggestuer til ungdomsklubber – igen bliver en gruppe med fællesskab og sammenhold.

Har du som leder af en daginstitution, et fritidshjem eller en klub ofte ønsket at gruppen af ledere i almenområdet var en gruppe med et stærkt fællesskab, at den var mere synlig som gruppe, mere proaktiv og med større gennemslagskraft? Så er du sikkert ikke alene…

I hvert fald har Maria Rømer, leder gennem 16 år af Dronen, en integreret institution med fritidshjem, fritidsklub og junior- /ungdomsklub i Indre By, netop den vision. Og det må siges at være et godt tegn for fremtiden, for den vision deler hun med andre i bestyrelsen i Almenledersektionen.

Efter at have mistet et par folk, næstformanden på grund af arbejde i en anden kommune, formanden på grund af orlov, så har Maria Rømer foreløbigt overtaget formandens opgaver. Og det er hende, LFS Nyt møder for at høre, hvad 2008 betyder af mål og udfordringer for lederne og bestyrelsen.

”Hver enkelt leder skal vide at han eller hun ikke er alene. Lederne skal samles og igen være en stærk og gennemslagskraftig gruppe. Vi skal have synlighed af lederne på institutionerne, synlighed af vores arbejdsforhold og kompetencer, ledelse skal på dagsordenen. Vi skal opleve os som én gruppe, som hinandens sparringspartnere. En stærk ledergruppe på tværs af både områder og bydele, hvor vi kan definere, hvad vi har brug for til at udøve god ledelse, få styrke til at sige fra over for opgaver, som ikke er vores, og til at kræve de kompetencer vi har brug for. Vi institutioner har været alt for usynlige i Børne- og Ungdomsforvaltningen, som nok mest minder om den gamle U&U-forvaltning. U&U-forvaltningen blev af mange institutioner oplevet som en skoleforvaltning som forbavsede med deres manglende indsigt i institutionsverdenen og nok især på grund af fraværet af den vigtige nysgerrighed, som havde været ønskværdig over for den nye og sprudlende kulter vi bragte med os. Skolene var der først, så i forhold til dem blev vi ”stedbarnet”, som aldrig rigtigt blev anerkendt. Vi kom på mange områder til at halte markant bagud i forhold til vores kolleger i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen”, understreger Maria Rømer med energi og kraft.

Lederne skal have LFS i ryggen, skal bruge LFS, som medpart og medspiller, understreger hun. Det er et vigtigt signal, bestyrelsen sender. Hun uddyber:

”Fagforeningen er en vigtig medspiller. Den skal være med til at styrke lederne som en gruppe med sammenhold, som i enighed kan beslutte fælles emner.”

Ledere går ned

Engang var det rent faktisk sådan at lederne stod sammen, mindes Maria Rømer.

Men så blev en ny struktur vedtaget i København, en struktur som splittede fællesskabet op i to forvaltninger, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Det havde store konsekvenser; det var svært at skabe gensidig forståelse for hinandens meget forskellige forhold og H vilkår, ikke mindst var udøvelsen af ledelse meget forskellig i de to forvaltninger.

”Hvor forskellige vilkårene var på alle planer blev først rigtig klart, da vi igen blev samlet i Børne- og Ungdomsforvaltningen for ca. to år siden. De store forskelle gjorde at man ofte følte sig dum eller som et tudefjæs, når man intet kendte til det de andre talte om, men forskellene var virkelig, så forståelsen ikke rakte.”

Det satte en effektiv bremse på muligheden for at stå sammen og stille relevante krav som en samlet gruppe. Men uden går det ikke.

”Det går ud over udviklingen på området, for vi er jo bindeled mellem forvaltningen og institutionen. Og det går ud over lederne selv. Vi ser mange ledere, som knækker nakken og går ned med stress. De holder det skjult, de begynder at tro det er dem, der ikke er dygtige nok til jobbet, og der er ikke noget netværk at dele det med”, siger hun. Hun ser det bl.a. på stormøder, hvor de opsparede frustrationer over, at lederopgaven ikke kan løses med de vilkår der bydes, får luft.

Derfor sætter ledersektionen en undersøgelse i gang for at se hvor slemt, det rent faktisk står til. Med hjælp fra LFS vil de kortlægge, hvor mange ledere der er sygemeldte på grund af stress. Og derfra sætte fokus på ledernes arbejdsvilkår og arbejdsmiljø.

For nu er lederne samlet, og dermed er der en ny situation. Ikke at sammenlægningen har været let. Det har været svært at blive en del af den store etablerede skoleforvaltning i Børne- og Ungdomsforvaltningen, men i hvert fald glædede institutionerne fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen (hvor Maria Rømer var) sig til at få lidt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kultur ind over, og først og fremmest så de frem til at samles pædagogisk.

”Det er helt ulogisk at skille os, når man ser det ud fra et børneperspektiv. Vi er ikke tættere på skolen, bare fordi vores børn er i den alder. Pædagogisk skal alle vi daginstitutioner udvikle os og skabe sammenhæng og samarbejde bredt. For at udvikle pædagogikken og især være på forkant med den generelle udvikling i samfundet har vi f.eks. gavn af at fritidshjem og klubber har en dialog med småbørnsområdet. Vi kan i samarbejde sætte fokus på hvad der rør sig generelt og også sætte ind specifikt i de enkelte bydele. Der er jo og skal være forskel på pædagogiske indsatsområder på Nørrebro og Indre By.”

Den fælleshed og det samarbejde er ikke på plads endnu. Bydelene fungere meget forskelligt; hele området er ikke i praksis samlet.

”Jeg synes det kunne være interessant at se, hvad vi ledere kan give hinanden ledelsesmæssigt, nu når vi er samlet igen. Fx i forhold til viden om lønforhandlinger (hvor lederne i det tidligere Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen har en viden og er langt bedre uddannet end os fra det tidligere U&U), det kunne vi sikkert drage nytte af. Men sammenlægningen af området er ikke sket konsekvent, måske fungerer det nogen steder, men det er ikke gjort i hele forvaltningen som en bevidst handling.”

Stigende arbejdsbyrde

Og fremadrettet? Fremtiden er øget decentralisering, har Børne- og Ungdomsforvaltningen meldt ud.

”Min erfaring er at decentralisering betyder at arbejdsopgaver bliver lagt på vores bord, og hidtil uden at der følger ressourcer med. Samtidig med at vi skal fastholde et højt ambitionsniveau for den pædagogiske kvalitet og faglighed, så står vi i en situation, hvor presset er ud over rimelige rammer”, fremhæver Maria Rømer.

Det handler bl.a. om manglende administrationstid. Institutionerne har fået udlagt en rigtig stor administrativ arbejdsmængde og mange edb-opgaver. Andre steder er netop det sidste en fordel som forenkler arbejdet.

”Så det er en kilde til stadig forundring for mig at det ikke fungerer. Man kan ikke finde noget i systemet, ikke engang i indkøbsordningen. Hvilke politikker er der omkring besvarelse af mails og udsendelse af samme? Og med administrativt arbejde og møder, hvor personalet forlader børnegruppen bliver alt mere sårbart. Vi har planer og politikker og høringssvar, ja et administrativt apparat som er rigtig krævende. Der er også overenskomstdele som vi ledere ikke ved nok om, fordi forvaltningen ikke informerer os om det. Det burde ligge centralt, vi bør ikke skulle sætte os ind i overenskomsterne for alle vores ansættelsesgrupper. Men nu ligger det hos mig, og jeg ved ikke engang, hvad der besluttes omkring det. Tidligere blev vi orienteret på møder af vores forvaltning eller kontorchefer. Her havde vi mulighed for at spørge ind og få svar. Der blev udsendt referater fra møder så vi kunne se, hvordan vi skulle forholde os, og hvordan vi skulle fortolke det.”

Men hun ved at der findes institutioner, som ikke har været vidende om at personalet ikke har fået lønstigninger pr. automatik og som nu, når der rettes op på det vil mangle penge.

”Det haster med at finde ud af hvor den slags skal ligge. Vi fortolker efter bedste evne og ringer enkeltvis til forvaltningen. Det er spild af alles tid. Og det skal løses, og vi forventer da en afklaring af hvor ansvaret for ledernes uddannelse ligger, og at forvaltningen vil sikre at vi får den fornødne viden om løn og arbejdstidsregler. Min tillidsmand har været på kursus i to dage og har siddet og udfyldt de nye lønaftaler med LFS. Jeg sidder med forvaltningen i røret for at få viden som leder. Det skal der rettes op på og det må ikke vare for længe, mener vi som ledersektionsbestyrelse.”

”Selvom fagforeningen ved hver eneste overenskomst gør opmærksom på, at der ikke er tid til administration i institutionerne, er det stadig sådan at småbørnsinstitutioner har et minimun af administrationstid, fritidshjemmene er blevet beskåret og klubberne har fortsat ingen administrations tid overhovedet. Det er uhørt og giver et forvræget billede af normeringerne på institutionerne. Hvis pædagoger bruger en masse tid på det administrative, så ser det jo ud som om normeringerne er langt bedre end de reelt er. I det mindste bør realiteterne synliggøres.”

Hun efterlyser at netop edb’en bruges på en mere kreativ måde. Edb burde forenkle de administrative arbejdsgange og hvorfor ikke udnytte mulighederne til også at etablere fx en lederchat? Her kunne man spørge hinanden om ting som lige driller eller give mulighed for at udveksle foldere, dokumenter eller bare gode råd. Og hun efterlyser en netportal, hvor udviklingsplaner, politikker etc., som institutioner har lavet, kan ligge. Og så efterlyser hun langt bedre redskaber. ”København er hovedstaden, det må da være muligt at sikre systemer som fungerer og er brugervenlige.”

”Jeg ved at skolerne tidligere havde support på deres administrative pc’er regelmæssigt. Hvorfor vi ikke fik det samme på institutionerne i samme forvaltning er mig en gåde. Vi får det stadig ikke og jeg ved ikke om skolerne får det. Men det ville da spare tid hvis sådan noget bare fungerede.”

Konference m.m.

Den virkelige kæp i hjulet på fremtiden for den fælles gruppe var selvfølgelig det store underskud. Mens lederne i den gamle Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen påpegede at de havde haft orden i økonomien, gjorde lederne i den gamle Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen opmærksom på at de utallige gange havde råbt op om, at der var noget galt, at det var svært at styre budgetter når man var flere år bagud med regnskabsgodkendelserne. På trods af dette er der vist enighed om at det ikke var institutionerne som var årsag til det store underskud.

”Ledergruppen var ikke særlig homogen, da vi blev lagt sammen, og det er vi heller ikke nu to år efter. Vi i bestyrelsen tror at det vil hjælpe meget at mødes. Derfor er en af de ting vi vil forsøge gøre fremover at arrangere en lederkonference for alle ledere én gang om året i LFS-regi. Om det så er nødt til at være med brugerbetaling, vil det være det værd. Vi har brug for workshops og internat, det er vigtigt at vi finder hinanden igen og ser vores mange berøringsflader. For vi har mange; vi har pædagogisk udvikling til fælles, vi har arbejdsmiljøproblemer, vi har forældreproblematikker, vi har personaleledelse som fylder langt mere i dag end for bare fem år siden. Vi har også visioner og vil gerne kunne inspirere og debattere med hinanden og så give alle ”vi-følelsen” tilbage. Ingen leder skal stå helt alene om sine problemer”, siger Maria Rømer insisterende.

Ledersektionen vil gerne kende de problemer, som lederne står med. Derfor gør de forsøg med at lade den første time på deres månedlige dagsmøder være åbne for besøg fra ledere med problemer de gerne vil have taget op. Blot skal det være en generel problematik, og det skal være på ledelsesniveau, fx ledere som føler sig alene og mangler netværk, ikke tør udtale sig, er bange for at blive fyret etc. etc.

”Vi skal vide hvis der er den slags problemer blandt lederne. Et stærkt og sundt fundament kræver plads til at slå rødder og kunne se grenene højere oppe. Det kræver en åben dialog og at problemer løses. Man kan selvfølgelig også maile til os. Hellere en henvendelse for meget end én for lidt.”

Hvad løsningen på en henvendelse er, vil skifte. Det kan måske være at sende et bekymringsbrev til den pågældende forvaltning. Måske med forslag til løsninger.

”Vores mål er det gode og udviklende samarbejde, og cheferne vil det jo også gerne. Den gode dialog er så vigtig. Og det er vigtigt at vi, uden at have job i klemme, kan rette en sådan henvendelse. Og hvis det ikke er noget, vi kan og skal løse, så giver vi det videre til LFS.”

Henvendelsen kan jo også handle om positive ting, som ledersektionen kan være talerør for. Gode ideer, løsningsmodeller til ledelse, noget som kan spare arbejdsgange og udvikle sig i den konkrete virkelighed decentralt.

”Man burde belønne distrikter, som laver udviklingsprojekter decentralt, og jeg håber da også at vi bevarer friheden til at udvikle ud fra vores egen virkelighed. At have tidligere institutionsledere ansat i lokalforvaltningen betyder meget i den henseende, se bare på Valby. Kendskabet til vores kultur, til vores måde at arbejde og kommunikere på vil jo kunne spare arbejdsgange og gavne alle. Vi oplevede på tæt hold hvad manglen på viden om vores område betød i det gamle U&U. Det er nye tider nu så det ville jeg prioritere som forvaltning.”

Talerør

Synlighed og gennemskuelighed er en klar forudsætning.

Fx synlighed i forhold til om deltagere i arbejdsgrupper er valgte eller udpegede, hvilket kommissorium der ligger, og hvem der har været enige i beslutninger. Som det er nu, bliver kritik ofte forsvaret med at der har været ledere med.

”Men vi ved at lederen følte sig som gidsel og udtrykte uenighed, men det kom ikke frem i det endelige resultat. Hvis det ikke bliver tydeligt at lederen måske sagde fra, bliver ledere forsigtige med at deltage. Og den gennemskuelighed er også vigtigt for eftertiden. Hvorfor kan man fx ikke bare gå ind på kk.net og se hvem der deltager i hvilken arbejdsgruppe og under hvilke rammer? Hvis ikke vi får mulighed for at have ledere i arbejdsgrupper og kunne byde ind med forslag til samme ledere som deres bagland kan det jo blive skin-demokrati”, siger Maria Rømer.

På samme måde hvis én i lederbestyrelsen tager en problematik op på vegne af hele gruppen, så er det vigtigt at hans/ hendes distriktschef kan skille tingene ad og forstå, at da er han/hun bestyrelse og taler ikke om sine egne problemer.

Ledersektionen er også talerør i forhold til direktionen. ”Også her er det vores styrke at vi ikke taler vores egen sag. Vi er repræsentanter for lederne, ikke for os selv, vi er ikke personligt involveret. Og vi hører fra folk og kan mærke at mange er blevet mere forsigtige med at udtale sig, for hvem vælger hvem der ender som leder i en sammenlægning eller godkender en bevilling? Men den forsigtighed må kun være for en periode! Men måske skal vi have en leder frikøbt, som derfor er løsrevet?”, overvejer Maria Rømer.

En stærk ledelsesgruppe er altså på vej. Hvad vil den kunne opnå?

Maria Rømer svarer prompte:

”Vi kan sikre områdets fortsatte udvikling og visioner, vi kan sikre sammenhæng i børnenes liv, vi kan sikre personaleudviklingen. Vi kan sikre, at vores forvaltning kender os og vores kultur og måske vigtigst af alt så vi kan sikre synligheden over for det politiske niveau.”

Og tidspunktet er velvalgt, vurderer hun.

”Vi har en borgmester, som vil os, og som forsvarer os. Vi har også en øverste forvaltningschef, som brænder for noget. Det skal vi gribe og blive synlige i de rigtige sammenhænge. Det skal være attraktivt at være leder, for det er svært at rekruttere og dybt sørgeligt at nogle ledere er droppet ud af faget. De ledere, som har knækket nakken, er ikke dårlige ledere, tværtimod er det ofte dem, som har villet det bedste med børn, regnskaber og forældrene. De ledere skal føle at de er del af en stærk organisation. Og så skal vi være stolte af vores område. Vi sidder med ansvar for det mest dyrebare folk har, nemlig deres børn, så vi skal rette ryggen, det er et meget vigtigt arbejde vi har. Den stolthed vil jeg gerne have tilbage ikke kun i faget men i høj grad også i samfundet.”