Mediehetz

Utryg hverdag

Medarbejderne på både Ringbo og i Svanehuset var gennem to til tre uger udsat for et mareridt, mens de ventede på at komme ”i” – i avisen eller i tv. Nogle har været så belastede af det at de har været nær et sammenbrud. Tillidsrepræsentanterne fra de to bosteder fortæller...

Kan du forestille dig, hvordan det må føles at få at vide at ens arbejdsplads og måske ens eget arbejde er blevet optaget med skjult kamera af en kollega, som du stolede på? At disse optagelser vil blive vist for hele den danske befolkning i tv? Og vel at mærke med den hensigt at ikke kun finde smuds, men også at udvælge og klippe optagelserne,så selv det der ikke er smuds alligevel kommer til at ligne det. Eller parallelt at ens arbejdsplads bliver ”behandlet” i en større artikel i et dagblad, igen uden at man ved hvad artiklen vil fokusere på. Eller hvem af ens tidligere kolleger der er kilde.

Selvfølgelig kan man som medarbejder på diverse bosteder rundt om i København fortælle sig selv at mediernes hetz mod dem er både uetisk, unuanceret og tendentiøs. Men det er jo ikke ensbetydende med at det ikke påvirker og belaster de ansatte, som ikke aner, hvad historien om dem og deres arbejdsplads vil vælge at fokusere på, og hvordan den vil blive fortalt.

Kan man ikke ret let forestille sig følelsen af krænkelse, chok, svigt og afat blive uretfærdigt behandlet?

Sara Thougaard tillidsrepræsentant fra Svanehuset og Helle Volkers tillidsrepræsentant fra Ringbo kan tale med om netop disse følelser, hos sig selv såvel som blandt kollegerne.

Ringbo, bosted for psykisk syge, blev som bekendt filmet med skjult kamera gennem et halvt år af en medarbejder i Bastard Film, mens Svanehuset, bosted for udviklingshæmmede børn, fik en meget omfattende omtale i Berlingske Tidende en søndag.

I Svanehuset vidste medarbejderne det 14 dage i forvejen. Sara Thougaard blev ringet op af LFS en fredag med beskeden. En tidligere medarbejder havde fortalt at der vist kom noget.

”Åh nej, var min første reaktion. For der har jo været så mange sager i medierne. Jeg blev også irriteret og ærgerlig. Hvad vil det gøre for vores arbejdsmiljø,er der nogle af kollegaerne, der går ned med stress? Jeg blev også bange. Hvad har de? Er der billeder med? Jeg scannede lige igennem de sidste måneder, om der havde været ”noget”. Havde jeg lavet en fejl? Havde en anden lavet en fejl? Eller var der sket noget, som nogen kunne vælge at udlægge som en fejl? Og hvem har sagt hvad?”, fortæller hun og tilføjer:

”Selvom vi har procedurer, der skal forhindre, at der sker fejl. Og selvom vi er opmærksomme på, at vores børn er afhængige af, at vi passer på dem, sker der fejl. Det vil vi ikke helt kunne undgå. Det vigtige er, at vi har et åbent miljø, hvor de fejl, der sker, kommer frem i lyset, og vi lærer af dem.”

Hun fortæller at de dagen før hun blev kontaktet om den kommende artikel netop på et AMU møde havde talt om at man som døgninstitution aldrig ved, hvornår man bliver skudt på.

”Vi arbejder med den bevidsthed at vi aldrig kan føle os sikre. Vi kigger os over skulderen, vi ved aldrig hvornår det sker, vi venter bare på det. Det føles utrygt og meget ubehageligt. Sådan var det for alle os ansatte i Svanehuset. Og det handler ikke om at vores arbejde ikke kan tåle at se dagens lys, tværtimod, vi er stolte af vores arbejde. Men den måde nogle af medierne vælger at behandle materialet er meget ensidigt og unuanceret. Den psykiske belastning kan have store konsekvenser for arbejdsmiljøet.”

Tæt på sammenbrud

Medarbejderne i Ringbo var klar over at der kom noget fra Bastard Film hele tre uger i forvejen. Og så blev selve tv-udsendelsen endda fremrykket. Det startede med at institutionen blev kontaktet af Socialforvaltningen; der var blevet bedt om aktindsigt i tilsynsrapporter fra bostedet fem år bagud.

”Der havde været et uheld med medicinering i et af husene en tid tilbage, så vi tænkte først at det handlede om det. Men så fik nogen øje på et navnesammenfald mellem en medarbejder i Bastard Film, en tidligere medarbejder gennem et halvt år i Ringbo og så den person der søgte aktindsigt. Og så var alle jo klar over hvad der var i vente. At det var skjult kamera”, fortæller Helle Volkers.

”Vi blev alle informeret, og så begyndte LFS og FOA at presse, presse og presse Bastard Film til at fortælle, hvad de havde filmet, og hvad der var fokuspunkterne i optagelserne. Dette pres kombineret med at Bastard Film har tidligere sager om uetiske optagelser for Pressenævnet gør at udsendelsen bliver rykket frem. Under stærkt pres fortæller de også at der kun er filmet i ét af husene og hvilket. Presset blev opretholdt, og klippene endte tilsidst med kun at handle om fejlmedicinering. De presses også til at de direkte involverede får lov at se de klip, de selv er med i.”

I dette mareridt går de ansatte rundt i tre uger.

”Medarbejderne i det hus, hvor optagelserne blev lavet, har det forfærdelig dårligt. Nogle har været på sammenbruddets rand, og der har været god brug for den psykologhjælp, de har fået tilbudt. De har været under et forfærdeligt pres i de tre uger.”

Og reelt var der så slet ikke noget nyt eller banebrydende i optagelserne.Slet ikke noget som tilnærmelsesvis berettiger til at bruge skjult kamera.

”Men vi ved jo også at det ikke er objektiv journalistik de bedriver. Vi har jo set, hvordan de vælger ud. Vores arbejde er komplekst, men de udvælger klip fra ét tidspunkt, hvor en pædagog måske klart markerer sin grænse. Hvis man kun filmer det og lader det stå alene, så vil mange sikkert sige sikke en pædagog. Men det er jo tendentiøst og unuanceret. Og ganske urimeligt”, siger hun og fortsætter:

”Vi arbejder med svære problematikker, som vi løbende forholder os til og har en åben dialog omkring i vores hverdag. Det kunne man også høre på de optagelser, de viste i Søndagsmagasinet. Vi har ingen hemmeligheder i vores arbejde. Vi tager dagligt stilling til spørgsmål og problemstillinger som disse: Omsorgspligt kontra omsorgssvigt. Hvor megen hjælp/støtte. Og hvornår og hvordan kan vi stille krav. Vores opgave at inspirere og igangsætte, finde beboernes ressourcer, ”skubbepå”, og hvorledes vi kan motivere til handling og udfoldelse. Respektere beboernes fravalg, øge deres indflydelse og medbestemmelse.Beboernes egen bolig/vores arbejdsplads. For lidt/for megen medicinering. Havde man spurgt om at deltagei hverdagen og lave en ærlig reportage, så havde vi været åbnefor det.”

Utryghed

I Berlingske Tidendes artikel om Svanehuset fremhæves enkelte uheldige episoder.

”Det drejede sig stort set om enkeltstående sager. For eksempel beskrives en episode, der fandt sted i maj 2006, hvor et barn løb væk. Men der stod ikke i artiklen, at der som konsekvens af episoden blev gjort tiltag for at forhindre en gentagelse. Bl.a. ved at vi har fået kode på døren” siger Sara Thougaard. Helle Volkers supplerer med at det skal siges til deres ros at flere andre medier siden udsendelsen om Ringbo faktisk har nuanceret sagen, bl.a. Politiken, Information og Jyllandsposten.”For det handler jo ikke om Ringbo, men om de forhold man tilbyder de psykisk syge.”I Svanehuset oplevede de ikke en mediestorm som følge af artiklen i Berlingske Tidende. Men konsekvenserne længere frem i tiden kan de sagtens få øje på. Ikke mindst vil rekrutteringen af kvalificerede medarbejdere måske blive endnu sværere end det allerede er nu. Og i forvejen er der en del udskiftning i døgninstitutioner generelt. Måske vil de også se lidt mere forsigtigt på nyansatte, for hvem ved hvad de har under trøjen…

Helle Volkers håber at sagen vil betyde at forholdene for de psykisk syge nu bliver taget alvorligt. At fokus på området medvirket til at bedre forholdene og ændre rammerne. At dialogen altid vil være levende og åben.

”Jeg tror der vil komme ændrede udmeldinger fra politikere og fra forvaltningen for vores område. Håber det bliver ”til det bedre”.

Noget er anderledes

Også Svanehuset har travlt med at gå alle deres procedurer efter i sømmene, og det er jo en god ting, selvom Sara Thougaardsiger, at de gerne selv ville have valgt tidspunktet.

”Og det ville ikke have været nu. Vi har ekstra travlt pågrund af at vi har udvidet børnegruppen. Heldigvis er de fleste stillinger i Svanehuset besat, men netop i min gruppe mangler vi to medarbejdere. Og hvad mon de ansøgere vi har til de nye stillinger siger efter artiklen, vil de overhovedet arbejde her nu? Vi er stolte af vores arbejdsplads, og netop derfor sårede artiklen os meget.”

På Ringbo, hvor de arbejder med voksne psykisk syge, har reaktionen fra personalet været meget vendt mod beboerne, det.

”Det skjulte kamera har forrykket en masse hos dem, de mistertilliden til personalet. De føler at de ikke kan vide sig sikre. Flere har jo knyttet sig til hende med kameraet, og hun har misbrugt deres tillid. Bostedet er jo deres eget hjem, og i forvejen balancerer vi ofte mellem omsorgspligt og omsorgssvigt, når beboerne afviser fx vask og mad med at det bestemmer de selv. Hvad de jo også gør. Dette har gjort tingene værre”, siger Helle Volkers.

”Ja noget er anderledes”, supplerer Sara Thougaard. ”Vi vedvi gør et godt stykke arbejde, men vi ved også at vi skal passe på. Passe på om vi gør noget, som, taget ud af sin sammenhæng, kan bruges til at give et forkert billede. Man ku´ ”joke”med at vi i fremtiden er nødt til at tale i en lind strøm hele tiden, så man ikke kan klippe i vores ord, uden at det bliver bemærket. En joke selvfølgelig, men det beskriver vores utryghed.”