Af Elisabeth Lockert lange

”Det er sindssygt hårdt at være i systemet”

At blive udsat for vold i sit arbejde og miste sin arbejdsevne er ingen spøg. Det er det heller ikke at havne i systemets klør efterfølgende. Så skal man være stærk – og have sin fagforening i ryggen. 

Pædagog Vivi Bonderup arbejdede i 2003 med demente mennesker på et plejecenter under Københavns Kommune. Et voldeligt overfald har ført hende fra velfungerende medarbejder over sygedagpenge og nu til kontanthjælp. Undervejs har hun måttet slås med både politi, Voldsoffernævnet og Arbejdsskadestyrelsen. Og netop her kommer LFS ind i billedet, for fagforeningen har været med i slagsmålet og fået voldoffergodkendelse og erstatning i hus.

En søndag i oktober 2003 er Vivi Bonderup og en kollega (en vikar) de eneste på arbejde i deres afdeling med 11 beboere. De hører larm fra en af stuerne og finder en af beboerne skrigende og råbende og med afføring på gulvet. Vivi Bonderup snakker med ham, overtaler ham til at gå med hende ud på toilettet og siger til kollegaen at det her klarer hun. Beboeren virker som han er faldet til ro. På vej ud på toilettet rammer han døren med sin albue. Det gjorde sikkert ondt, i hvert fald vender han sig og tager fat i begge hendes overarme og holder fast, mens han nikker hende en stribe skaller og banker hende ind i væggen.

”Jeg forsøger at vride hovedet til siderne for at undgå skallerne, men kan ikke komme fri. Ganske vist er han 72 år, men han er bomstærk og med enorme hænder. Jeg er klar over at det er nytteløst at skrige, min kollega er på en anden etage og ville ikke kunne høre det, og det ville kun gøre ham mere desperat end han er i forvejen. Fråden står ham om munden og øjnene ud af hovedet. Jeg ved jeg skal passe på ikke at falde og prøver hele tiden forgæves at få ham væk. Det lykkes først da jeg samler kræfter og får givet ham et puf ind i handicaparmen, og han giver slip. Og så løber jeg væk”, fortæller Vivi Bonderup.

At beboeren ud over at være dement også er psykisk syg, har en behandlingsdom og er fejlanbragt (han hørte rettelig hjemme på Skt. Hans), forklarer lidt om de vrangforestillinger, om én som vil kvæle ham, som det senere viste sig han havde. Og det forklarer noget om den enorme styrke han lagde i angrebet på Vivi Bonderup. Et angreb som hun anslår til at vare i 8-10 minutter.

Politi afviser

Konsekvenserne af anfaldet er kolossale. Og de alvorligste viser sig først gradvist.

I første omgang er Vivi Bonderup dybt chokeret, og det gør rigtig ondt i den ene arm og skulder. Hun ryster over hele kroppen, da hendes kollega finder hende, og hun vil bare ud og gå en tur. Men nej, siger kollegaen, hun skal med op til kollegerne i den anden afdeling. Én sætter sig hos hende, og der bliver ringet efter både afdelingsleder og souschef.

”Jeg græder og har det ganske forfærdeligt. Jeg begyndte også at få ondt i hovedet og i nakken, som jeg har vredet for at forsøge at undvige skallerne.”

De ringer naturligvis efter politiet, der er jo tale om et alvorligt overfald med både fysiske og psykiske konsekvenser, men politiet vil ikke komme ud. Det har de ikke ressourcer til, mener de. Der bliver også ringet til krisecentret Trekanten, Vivi Bonderups chef kører hende derind, og hun taler med en psykolog i to timer.

Dagen efter tager hun på skadestuen, som ser på skulderen og armen og alle de blå mærker. Men desværre får hun ikke fortalt om nakken.

”Derefter tager jeg til politiet på Bellahøj, men de gad ikke rigtig tale med mig. De var ganske utroligt nedladende, det var jo bare en gammel mand, mente de. De ville ikke foretage en voldsanmeldelse, og intet jeg sagde, kunne få dem til det. Selv når jeg fortalte at han var psykisk syg og havde en forvaringsdom – og at en anmeldelse var vigtig i forhold til en eventuel erstatningssag.”

Beboeren bliver indlagt på Amager Hospital, sikkerhedsrepræsentanten hjælper hende med at udfylde en arbejdsskadeanmeldelse, og der går 14 dage, hvor Vivi Bonderup er sygemeldt.

”Min arbejdsplads vil frygtelig gerne have mig tilbage, siger de. Jeg kunne nærmest komme og gå, som jeg havde helbred til, bare jeg vendte tilbage. Psykologen advarer mig, synes ikke jeg er stærk nok, men jeg vender tilbage. Men vi er igen kun to mennesker på arbejde, så jeg ender med at knokle præcis som før.”

Mod en mur

Efterhånden begynder de langsigtede eftervirkninger at vise sig. Vivi Bonderup har stadig ondt i nakke og skuldre, får et stigende antal anfald af migræne og så får hun det dårligere og dårligere psykisk.

Da hun en dag er gået hjem med migræne, ringer hendes chef og beder hende tage kontakt til politiet igen. De er bange for at beboeren bare bliver sendt tilbage på plejeafdelingen. En anmeldelse af overfaldet er vigtigt også for kollegerne.

”Jeg ringer til Bellahøj politi, de har ikke tid, men lover at de vil rejse en sigtelse, hvis jeg kommer derud dagen efter. Derfor møder jeg op, og jeg kommer ind til en kvindelig politibetjent. Jeg tænkte at hun måske vil kunne forstår det bedre. Men nej, jeg løber igen panden mod en mur, hun vil ikke lave nogen anmeldelse af overfaldet. Jeg synes jo ellers der var temmelig meget at anmelde, men hun siger: herregud han er jo 72 år.”

Arbejdspladsen tager ikke hensyn til Vivi Bonderups tilstand efter overfaldet, og det beklager hun sig over til sin chef. Kort efter bliver hun indkaldt til et møde hvor også chefen for en anden afdeling deltager

”Han næsten truer med at jeg kan blive overflyttet til hans afdeling, og at de ikke vil have negativt personale på afdelingerne. Jeg magter slet ikke at flytte afdeling, jeg er jo slet ikke kommet mig over overfaldet.”

Og så lidt over en måned efter overfaldet tager hun endelig kontakt til LFS – i skikkelse af faglig sekretær Olaf Christensen. Derefter bliver hun øjeblikkeligt sygemeldt.

”Det var ikke populært, men jeg har været sygemeldt siden. Olaf Christensen var meget på i den periode. Forsøgte at få arbejdspladsen til at lade mig være, for de jagtede mig nærmest og ville ikke lade mig være i fred og vente til jeg fik det bedre.”

Anerkendt som voldsoffer

Den 1. maj 2004 bliver Vivi Bonderup fyret med sygdom som begrundelse. Hun kom på sygedagpenge og ud i et forløb, hvor de på et tidspunkt ville stoppe dagpengene, men fik dem alligevel forlænget. Hun er nu 4 1/2 år efter netop overgået til kontanthjælp.

Olaf Christensen anmelder straks sagen til Voldsoffernævnet, men der går meget lang tid og skal mange skrivelser til nævnet før sagen endelig anerkendes.

”Den slags står og falder ofte med, om der er rejst en sigtelse, og det har jeg virkelig måttet forklare mange gange at politiet ikke ville gøre. Jeg forsøger at i det mindste få en kopi af rapporten fra mit besøg hos Bellahøj politi, men det nægter politiet at udlevere til mig. Hvis Voldsoffernævnet skulle bruge det, måtte de selv kontakte politiet. Det ved jeg ikke om de gjorde”, fortæller Vivi Bonderup.

Måske gjorde de, i hvert fald har Voldsoffernævnet anerkendt Vivi Bonderup som voldsoffer. Og hun har fra nævnet fået en erstatning på 348.000 kr. Hun har desuden fra Arbejdsskadestyrelsen fået erstatning for tab af mén, først på 10 pct., derefter yderligere 5 pct. og erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab på 50 pct. på 9.651 kr. om måneden.

I Arbejdsskadestyrelsen var sagesbehandlingen dog også meget langsommelig. Der blev klaget til direktøren for styrelsen, sagen blev anket og genoptaget flere gange, afgørelser blev anket og genoptaget, og der mangler fortsat en fastsættelse af det endelige erhvervsevnetab. Dette kan først finde sted, når Vivi Bonderups endelige erhvervssituation er afklaret.

Og nu?

Hun har under hele forløbet holdt fast i psykologen (af egen lomme efter de første betalte 12 samtaler) og har stadig kontakt til ham. Hun har prøvet fysioterapi og akupunktur (også af egen lomme), og hun går nu (efter en ventetid på 1 1/2 år) i migræne- behandling på Glostrup Hovedpinecenter. Her forsøger de sig frem med forskellig medicin for at finde en forebyggende slags. For som det er nu, lægger migrænen Vivi Bonderup ned ca. 20 gange på en måned. På et tidspunkt var hun ude i et overforbrug af stærk migrænemedicin med 36 piller om måneden. Det stoppede de på Glostrup Hovedpinecenter, hvor de nu forsøger med nye typer medicin.

Derfor er sagen som allerede nævnt heller ikke afsluttet i forhold til Arbejdsskadestyrelsen. Først skal de på Glostrup afprøve alle muligheder for behandling og derefter vurdere hendes tilstand.

Et andet symptom på overfaldet er at Vivi Bonderup til tider har svært ved at huske og har svært ved at koncentrere sig. Desuden sover hun dårligt, og har generelt svært ved at få sit sociale liv til at hænge sammen. Lige nu er hun med andre ord helt uarbejdsdygtig.

”Psykisk har denne tur i systemet været rigtig hård. Man tror det ikke, før man prøver det. Ventetider, langt de fleste i systemet møder én med mistro og mistillid, dårlig behandling fra sagsbehandlere og nedladenhed fra politiets side. Hele tiden har jeg skullet slås med systemet i forskellige udgaver.”

Hun håber inderligt at hun kan vende tilbage til det pædagogiske felt. Enten specialområdet som hun umiddelbart kom fra, eller dagområdet hvor hun tidligere har arbejdet.

Hendes glæde over at være medlem af LFS og taknemmelighed over for Olaf Christensen er også til at tage og føle på.

”Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort i denne situation uden min fagforening. Jeg er blevet så nedgjort i forhold til hvad jeg har været udsat for, og jeg ville aldrig have kunnet kæmpe denne kamp selv, når jeg samtidig har det som jeg har det. Jeg ville have stået uden nogen erstatning. Min sag har været en af de tunge, og LFS har været helt fantastisk.”

Hun har tre gode råd at give videre. At insistere på at få rejst en sigtelse. At have en person med til at bakke én op, så man kommer igennem med sit krav om en sigtelse på politistationen. Og sidst men ikke mindst, vær medlem af fagforeningen.

Sørg for at anmelde

Olaf Christensen, faglig sekretær i LFS, uddrager flere vigtige pointer af Vivi Bonderups sag.

Han ser den først og fremmest som et typisk eksempel på den utilfredsstillende lange sagsbehandling, der er i Arbejdsskadestyrelsen. Styrelsen har igen vist sin utilstrækkelighed, når sagen efter fem år stadig ikke er afsluttet.

”Det er urimeligt at der skal så mange rykkere til, og at systemet i øvrigt er så kompliceret at almindelige mennesker ikke kan finde ud af det.”

Også Politiets opførsel undrer han sig over. ”

De har pligt til at oplyse skadelidte om muligheden for erstatning i Voldsoffernævnet, det har de ikke gjort, men sagt at det ikke kan anmeldes. Det er en uanstændig behandling.”

Han understreger at uanset hvor flabet Politiet opfører sig, så skal man sikre sig at man anmelder til Politiet, sådan at man altid kan vende tilbage og henvise til at man har anmeldt volden. Og man skal anmelde inden for 24 timer efter voldsepisoden.

Derfor anbefaler han alle institutioner at have et sæt regler om anmeldelse på arbejdspladsen, og hvis man er i nogen som helst tvivl så skal man anmelde det. Og som nævnt gøre det inden for 24 timer, efter skaden er sket.

Også det kommunale sagsbehandlingsystem spillede fallit i Vivi Bonderups tilfælde, konstaterer Olaf Christensen. Efter fem år har de stadig ingen planer for hendes tilbagevenden på arbejdsmarkedet. De har blot ventet på at hendes sag skulle afsluttes.

”Hun er derfor nu endt på kontanthjælp og skal reelt leve af de penge, hun har fået som erstatning for et delvist ødelagt liv.”

Ingen af systemerne passer sammen, derfor er risikoen stor for at man falder ned i hullerne, siger han. Derimod fremhæver han Voldsoffernævnet som ”fair” – fra dem har Vivi Bonderup fået hvad hun skulle.