Professionsdebat

En vision for professionen og fagligheden tager sin tid at udarbejde. Naturligt nok – den har flere formål og skal være så præcis i forhold til LFS’ medlemmers holdninger til og visioner for deres fag og profession som overhovedet muligt. Derfor er det da også flere år siden processen hen mod en vision og strategi for en styrkelse af den pædagogiske faglighed tog sin begyndelse. Der har været både medlemskonferencer og -møder foruden møder i den arbejdsgruppe, som blev nedsat allerede i starten af forløbet.

Et arbejdspapir lå derfor allerede klar til den professionskonference, som netop er afholdt her i maj måned med både oplæg til inspiration og gruppearbejde til kvalificering af det videre forløb. Planen er at den endelig hvidbog skal diskuteres og besluttes på Repræsentantskabsmødet i efteråret. Formålet med en vision for professionen er bl.a. at synliggøre det pædagogiske arbejde.

Og da LFS netop omfatter alle de pædagogiske områder og faggrupper er arbejdet med at øge fagligheden for alle derfor i de bedste hænder. For det er netop det inkluderende afsæt, LFS har valgt, det som ikke sker på bekostning af andre (pædagogiske) faggrupper – og det som har en øget samlet faglighed som sit mål. Hvis visionen er rettet mod nogen er det mod de mange, som gør sig kloge på området uden at være det, og som indfører kontrolskemaer, tests og evalueringer, alt sammen for at styre det pædagogiske møde med børn og brugere.

Af Elisabeth Lockert lange

Skred

Vi er i en tid, hvor udviklingen styres med fast hånd fra politisk hold. Og hvor markedsgørelsen af både samfundet generelt og pædagogikken specifikt tager til. Det betyder en række afgørende skred i vores forståelse af bl.a. demokratibegrebet, dannelsesforestillingen og – ja af børn og andre mennesker. Et skred, som også kan beskrives som forfald af værdifulde tænkemåder, mener Søs Bayer.

Søs Bayer er en kendt skikkelse i den pædagogiske verden. Dels for sine klare og kritiske holdninger til bl.a. læreplaner, dels for sin position som rektor for Dannerseminariet.

Men netop det sidste er en saga blot, for seminariet er netop blevet lukket eller fusioneret, hvad man vil. En beslutning som er typisk for vores politiske tid: folk uden kendskab til området tager beslutninger, kører hen over de erfaringer der ligger på området og sender en bølge af evalueringer, fusioner, tests, krav om dokumentation etc. ind over det – for bedre at kunne styre det.

Vi taler med andre ord om markedsgørelsen, hvor enhver institution, uanset om det er en uddannelsesinstitution eller en børnehave, får udstukket rammevilkår som en privat virksomhed.

”Det er en helt anden logik, som først og fremmest handler om økonomi, men det sætter sig også afgørende i os”, siger Søs Bayer.

Hendes egen viden er teoretisk, ikke praktisk, understreger hun; universitetsuddannet som hun er. Og hendes erfaringer og eksempler kommer i vid udstrækning fra uddannelsesverdenen, men det bliver de ikke mindre relevante af.

Fx får uddannelsesinstitutionerne penge pr. aktiv studerende, og derfor har det store økonomiske konsekvenser, hvis en masse studerende fx bliver gravide. Og det eneste man kan spare på er ansatte – det vil sige det møde der etableres med andre. Et sådant system har sin egen iboende logik, som fx at lade flere bestå eller på det pædagogiske område at fastholde børn som egentlig skulle andre steder hen…

”Men vi gør det ikke, rent faktisk holder vi et højt moralsk niveau. Men vi står som professionelle splittet hver dag mellem den økonomiske virkelighed og den menneskelige virkelighed. Og kun ved at etablere diskussionen kan vi holde den logik stangen.”

Søs Bayer nævner begrebet tid. Tid er penge, og vi opdeler arbejdsprocesser i minutter, for hvis vi kan spare nogle af dem…

”Der sker et skred, og vi bliver sparsomme med tiden. Sex på tid hedder prostitution, men hvad er omsorg på tid? Det forkrøbler, det bliver ikke-omsorg. Og det er blevet ti gange værre de sidste fem år.”

Af -demokratisering

Også af-demokratiseringen vokser. Især på institutionsniveau, hvor der har været tradition for demokrati og selvstyre, fortaber det sig nu. Fx blev det 500 år gamle demokratiske styre på universitetet med en valgt leder afskaffet for otte år siden. Og afdemokratiseringen præsenteres som en udbygning af demokratiet.

”Men rent faktisk fik en anden instans beslutningsretten. Det er det samme med forældrebestyrelser, hvor beslutninger tidligere blev taget af pædagoger og børn. Læg også mærke til at ytringsfriheden er forsvundet fra samfundsdebatten. Demokrati, den frie samtale, er ikke mere levet liv, men italesat ved festlige lejligheder. Medierne er privatkapitalistisk ejede nu, så ingen af dem (undtagen DR) er underlagt demokratiets kontrol. Det sætter sig alt sammen afgørende hos børnene og de unge. De er pas på demokratiet som begreb”, fortæller Søs Bayer.

Noget andet er trådt i stedet. Kontrol, evalueringer, dokumentation.

”Vi har nu transparente, gennemsigtige børn. Alt de gør, skal dokumenteres. Og det går stærkt. Da læreplanerne kom, reagerede vi på det, for hvad er læring? Men nu siger alle læring om deres egen praksis, læring er et kodeord, og det følges op af evalueringer i alle former. Og selvfølgelig har vi altid evalueret, i en usystematisk form ”hvordan gik det…” og måske blev noget forandret gennem eftertænksomhed. Men systematisk evaluering forudsætter at alt kan og skal forbedres, forudsætter at enhver handling ikke er god nok.”

I det at alt på forhånd ikke er godt nok, er der et afgørende skred, og det sætter sig som en faglig tvivl.

De mange evalueringer er dels af nogen: børnene og de unge. Dels af noget: institutionerne. Og redskaberne til at evaluere forfines hele tiden. Og hvor bliver det af? En vandrehistorie går på at en institution sendte juleevangeliet ind som dokumentation og årsplan, og de har ikke hørt noget endnu…

”Kontrol er formålet, og det eneste formål. Vi står over for et systemskift inden for pædagogikken, og disse forandringer sætter sig som selvfølgeligheder.”

Dannelse

Søs Bayer fremhæver det afgørende skift fra dannelsesforestilling til uddannelsesforestilling, eller læreanstaltforestilling, hvor man kun lærer det, man har brug for i sit erhverv.

Dannelse derimod handler om det hele menneske, med myndighed, selvstændighed, kritiskhed og demokrati. En dannelsesforestilling som tidligere var skrevet ind i lovgivning og formålsparagraffer. Men ordene om opdragelse til åndsfrihed og demokrati er blevet til færdighedsbegreber, metodelære og indføring i folkestyret.

Man har udskiftet en bred kritisk almen dannelsesforestilling med en snæver formålsrettet. Og læring er et af de begreber, som er blevet brugt i den proces. Men ikke i sin oprindelige betydning, som en lyststyret frydefuld proces hvor man ikke bare overtager noget men gør det til ens eget.

”Lære gør vi hele tiden. Og vi gør det i en rækkefølge som er uforudsigelig. Men nu er meget lagt i en særlig rækkefølge, med tanke på hvad vi skal kunne hvornår – helt ned i vuggestuen. Læringsbegrebet er godt, men det er omfortolket til et indlæringsbegreb. Som om læring ”falder ind i” børn og giver præcis hvad vi vil have.”

Også her ligger der et afgørende skred, nemlig i opfattelsen af børn: De tænkes som små sparekasser, som vi putter noget ind i, uden selvstændighed eller kritiskhed.

”Forestillinger om mennesket har forandret sig. Vi forlader forestillingen om det alment menneskelige, og at det pædagogiske er at give mennesker mulighed for almen udvikling. I stedet handler det om intentioner, om at alt vi gør, skal gøres bevidst og intentionelt og transparent. Og at det er principielt dårligt, hvis det ikke er sådan. Men det ubevidste rummer jo enorme potentialer. Vi kender jo alle til at bevidstheden forsvinder, fx når vi kører bil (hvordan kom vi lige derhen…), og at vi handler fornuftigt dér. Vi gør en masse uden at ville noget bestemt – andet end noget godt.”

Relationen

Den pædagogiske profession retter sig mod den anden. Og professionen er intet, hvis vi ikke kan tydeliggøre den anden, vurderer Søs Bayer.

”Relationer foregår mellem mennesker, og relationen overskrider det professionelle. På den ene side skal vi kæmpe for professionen, på den anden side er det alment menneskeligt. Det afgørende nyskabende er relationen, at tage udgangspunkt i de andre og det alment menneskelige forhold vi opbygger. Og det er u-intenderet, der er ikke sat mål op på forhånd, andet end at tjene de andres interesser. Og med en forpligtelse til at handle kritisk på de andres vegne.”

Og med netop den tilgang ser hun professionsdebatten som positiv.

Hun citerer til sidst sangeren og digteren Leonard Cohen for at sige: ”det er en ualmindelig aggressiv handling at ville lære nogen noget, som de ikke ønsker”.