Af Elisabeth Lockert Lange

Skred

Det moderne menneske er på forhånd ekskluderet af fællesskabet, ingen af os fødes mere ind i en forudbestemt bestemmelse. Vi lever i inklusionsprocesser hele tiden, og vi kan alle hele tiden vælge anderledes. Pædagogik handler om at inkludere, om at lære andre at bevæge sig fra kan ikke til kan selv. Myndiggørelse er et kodeord i Alexander von Oettingens bud på pædagogikkens væsen.

Hvad er egentlig det pædagogiske ved pædagogik? Hvad er pædagogikkens væsen? Spørger Alexander von Oettingen, udviklingschef i UC (University College) Syd.

”Hvorfor tror man at noget er pædagogisk? Hvad gør det pædagogisk? Er det når pædagogen er sød?”, uddyber han sit spørgsmål. Og hævder at pædagoger bevæger sig i fiaskoer. Det vender han senere tilbage til. Først skitserer han to grundlæggende forskellige tankesæt, det før-moderne og det moderne. I det før-moderne ved man hvad der er rigtigt, og hvor man skal hen – ud fra en intakt meningshorisont som er grundlagt før man selv kom til. Det før-moderne tænker mennesket ud fra en bestemt bestemmelse, et bestemt formål. Og en profession som er før-moderne har sådanne forudbestemte tanker om mennesket.

I det moderne tankesæt er mennesket ikke født ind i en bestemmelse, man skal selv lære at indgå i verden. Der er ikke nogen forudbestemt drejebog. Det moderne menneske er ekskluderet fra starten. Og man skal først lære at bestemme sig selv. Det er den afgørende forskel på det før-moderne og det moderne. Kronprinsen er Alexander von Oettingens eksempel på et moderne menneske som lever ud fra en før-moderne tankegang.

”Viden følger heller ikke en bestemt bestemmelse i det moderne. Fx er kopatter et problem i landbruget, for de stritter. Hvad gør det moderne menneske? De avler en ny, de laver naturen om. I det moderne tankesæt er alt til disposition for vores måde at være på. Alt kunne være anderledes.”

Pædagogik handler om at inkludere.

”Når I diskuterer faglighed og profession, så gør det ud fra moderne vilkår. Ud fra at det kunne være anderledes. Når I taler om det hele barn, så ved andre ikke nødvendigvis, hvad I taler om. Der findes ikke hele børn mere, alle er til enhver tid ekskluderet. Og vi indgår i inklusionsprocesser hele livet. Så pædagogik handler om den menneskelige dannelse, om at blive menneske.”

Bemyndiggørelse

Alexander von Oettingen nævner fire –ik-ord: politik, etik, pædagogik og æstetik. De hører til de grundlæggende refleksionsformer: over hvordan vi lever sammen, hvordan vi bør være mod hinanden, den næste generation og det smukke.

”Disse fire har en lang idéhistorisk baggrund. De er praksisområder, og i det ligger der meningsfuld handlen. Ofte ender det etiske og det pædagogiske som ét fedt, og pædagogik nærmest som anvendt etik. Men i den moderne tankegang er pædagogik en nødvendig refleksion ved siden af de andre. Fordi mennesket er ekskluderet, skal det lære at leve med succeser og fiaskoer, det er selv med til at skrive drejebogen til at leve menneskeligt i dette samfund. Og derfor er pædagogikken ligeberettiget med de andre tre.”

Mens etik og politik tænker i voksne, så tænker det pædagogiske på nogen der endnu ikke kan selv. Uanset om det er børn eller voksne. Det pædagogiske har derfor altid fokus på bevægelse, på proces.

”Når man er i en pædagogiske proces, skal man ikke ”svare for sig selv”, ellers ville der ikke være behov for en pædagogisk proces. Det er noget ”endnu ikke”, men det kommer. Og det er frustrationen i det, for ”endnu ikke” er irriterende for begge parter. Når man kan cykle og alligevel ikke kan cykle.”

Det drejer sig om at myndiggøre den anden. Og i at bemyndiggøre ligger der en fejlmarkering, som kan være irriterende og krænkende.

”For vi vil selv, men vi lærer det først når nogen hjælper os. Mennesket bliver først menneske, når det indgår i en pædagogisk proces. Ingen af os er kommet hertil uden pædagogiske processer. Det sker oftest i små portioner, vi bliver talemyndige, cykelmyndige, sokkemyndige. En bemyndigelsesproces er at sætte i gang og ville tvinge den anden til frihed, til at gøre selv.”

Læringsnatur

Bagved ligger den forestilling at vi er i stand til at lære.

”Det er krumtappen i ethvert pædagogisk arbejde, at I står over for nogen der kan lære. For man kan ikke vælge som menneske ikke at lære. Så læring sker af sig selv, læringsevnen kører, og derfor behøver vi ikke beskæftige os så meget med den. Vi har en læringsnatur”, siger Alexander von Oettingen.

En læringsnatur hvor man ikke kan slutte fra input til output. Hvad vi får ud af læring er ikke forudsigeligt.

”Vi er en black box, som arbejder selv. Det betyder at mennesket, når det lærer, selv producerer sin egen ubestemthed. Du er ikke resultatet af arv eller fiaskoer, vi kan hele livet forandre i kraft af vores læringsnatur. Og det er frihed.”

Hvordan skaber vi så læringsrum, så man kan forholde sig til sit liv på en ny måde, siger Alexander von Oettingen, og bruger eksempler taget fra hans egen hverdag. Fx da hans søn lærte at tale.

”Det må være irriterende at blive talt til i årevis, før man selv fanger sproget. Og når man først forstår at sproget repræsenterer noget andet, så bevæger man sig fra én verdensopfattelse til en anden, og man kan ikke komme tilbage igen.

Han vender tilbage til bemyndigelsesprocessen.

”Jeres arbejde er behæftet med fejl, for I kan ikke planlægge eller garantere en succes. I omgås det at alt kunne være anderledes. Fejlene er nødvendigheder; pointen er, at det at lære selv at kunne, går via fejlen. Læringsprocessen går via fejl og irritation.”

Igen et eksempel fra hans egen familie. Datteren bruger forkerte ord, og faren siger nej.

”En situation hvor hendes viden ikke slår til. Først gentager hun det, for måske var det en fejl, ganske som vi andre gør i samme situation. Så står hun i fasen ”ved ikke, kan ikke” – og ”ved ikke hvordan jeg kommer videre”. Denne første irritation er livsnødvendig for at forstå. Og man kommer videre når der er en pædagog. Jeres profession arbejder med fejlen.”

Begræns jer

Kernen i pædagogik er at være med i den proces, hvor der myndiggøres. Og al pædagogik er socialpædagogik, mener Alexander von Oettingen. For alle skal inkluderes i et socialt fællesskab, og vi kommer derind med en social relation.

”Jeres profession er hele tiden at arbejde på at hjælpe, men ikke overtage styringen, så I bliver det hele. For så opløser I jeres egen profession. ”

Den pædagogiske profession opstår der, hvor noget naturligt ikke mere sker af sig selv, fx når processen fra mor til barn ”bryder sammen”, og barnet kommer i institution, mener Alexander von Oettingen.

”Det I udøver sker ikke af sig selv.”

Men han advarer:

”Jeres professionalitet består i at begrænse jeres professionalitet. I må ikke begrænse de rum, hvor man kan lære uden den professionelle.”

Et nyt eksempel fra hans hverdag. Den yngste, en dreng, fødes, og de to storesøstre kommer på kursus (hos jordmoderen) i at være netop storesøstre.

”Endnu et lag i vores omgang med hinanden professionaliseres. Men jeres professionalitet består ikke i at gå ind i alle rum, men tværtimod i at beskytte de rum, hvor tingene sker naturligt. For professionaliseringen kan kvæle vigtige menneskelige relationer. Sørg for også at beskytte det ikke professionelle rum. Gør ikke alle relationer til professionelle relationer.”