Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nye bøger
Ved Maj-Britt Nilsson
Tværs - om 30 års rådgivning af unge på Tværs
Af Tine Bryld
Ca. 15.000 mennesker har gennem årene ringet til Tværs. Heraf har Tine rådgivet omkring 6.000 og 1.500 har været sendt i radioen. Via gengivelser af telefonsamtaler og mailudveksling tegner bogen et portræt af Tværs-generationen. Det er en række gribende, rystende men også opløftende samtaler med unge med ondt i livet.
Tine Bryld fortæller åbenhjertigt om overvejelserne, der ligger til grund for rådgivningen. Og hun fortæller om glæden og smerten, der har fulgt med rollen som ungdommens fortrolige gennem 30 år.
DR Multimedie · 208 sider · 229 kr.
Marte meo i praksis
- Bedre samspil ved egen kraft
Af Pernille Roug
Marte meo er en interaktionsanalysemetode, der bruger videooptagelser for at forbedre og reetablere samspillet mellem familiemedlemmer, kolleger, klienter og behandlere.
Marte meo giver konstruktive og handleanvisende råd – viser f.eks. forældre og professionelle hvor og hvornår tingene går godt , hvor der er en vej at gå. Marte meo viser de mennesker man som terapeut forsøger at hjælpe, og hvordan de ved egen kraft kan få et bedre samspil med deres omgivelser. Og hvordan man med små ændringer i samspillet kan løse mange af hverdagens små og store problemer.
Pernille Roug underviser ved Hindholm Socialpædagogiske Seminarium og er licensed marte meo-supervisor.
Gyldendal · 255 sider · Pris 298 kr
Det nytter
- om vilde unge og det sociale arbejde i Den Gule Flyver
Af Charlotte Haslund-Christensen og Kathrine Schmeicel
Det nytter er en foto-tekstbog der fortæller, at det nytter at bruge tid og resurser på »umulige « unge. Udover at sætte ansigter og mennesker på statistikken omkring »børn og unge med særlige behov« - som det hedder i behandlersprog - giver bogen anledning til en række meget forskellige spørgsmål som bl.a.
a. Hvorfor er udgifterne til utilpassede børn og unge steget med 67 procent siden 1993?
b. Er vores samfund blevet for pænt og for lidt rummeligt?
c. Har sagsbehandlerne i landets socialforvaltninger nok tid til at behandle sager om børn og unge?
d. Har socialarbejdere for lidt begejstring i arbejdet med »de vilde unge«?
e. Skal socialarbejdere og skoler blive bedre til at samarbejde?
f. Hvordan skærper man retsbevidstheden hos »de vilde unge«.
Målgruppen er eksperter, pædagoger, sagsbehandlere, folkeskolens ældste klasser, gymnasiet/hf, lærer- og pædagogseminarer.
Gyldendal uddannelse · 128 sider · Pris 220 kr.
Frirum og fantasi
- Misbrugsforebyggelse blandt børn og unge
Af Eckhard Schiffer
Hvorfor blev Pipi Langstrømpe og Huckleberry Finn ikke misbrugere? Forfatteren bruger de to figurer som billeder på, hvad der skal til, for at forebygge misbrug af alkohol, stoffer og andre afhængighedsformer som f.eks. spiseforstyrrelser. Hans pointer er, at de fra deres tidligste barndom gennem frirum og tilflugtssteder, fik mulighed for at udleve deres fantasier og længsler som børn.
Forfatteren, der er psykoterapeut og læge, giver i essayistisk form og med eksempler fra sin egen terapeutiske praksis konkrete forslag til forebyggelse af misbrug. Forslagene tager bl.a. udgangspunkt i godnatlæsning, eventyr, billeder/malerier, naturoplevelser, børneværelses indretning/fantasiudviklende legetøj samt åben kommunikation om angst og præstationspres