Caroline Amalie

Af Elisabeth Lockert Lange

Tappa og panikplanet

Caroline Amalie 1 har holdt sin traditionsrige årlige fernisering.

Salen koger, og sveden hagler af os alle, voksne som børn. Og det skyldes ikke kun det varme tidligt-efterårsvejr eller børns, forældres og pædagogers forventninger over for præsentationen af årets kunstværker i Suensonsgade. De store projektører er tændt, og de varmer godt op, efterhånden som de bliver rettet mod kunstværkerne og kunstnerne en efter en som de og deres ting præsenteres.

Og det skal være sådan til fernisering hos kunstnernes efterårsudstilling i Caroline Amalie 1, gør en af pædagogerne opmærksom på.

Det er endnu engang lykkedes Dr. Caroline Amalie 1 at skabe en udstilling med variation og mange smukke og interessante værker. Værker som sætter tanker og følelser i gang hos børn og voksne. De mindre børn er noget utålmodige under præsentationen, hvor det mest handler om at være på, men de større børn er meget opmærksomme på at give deres kammerater lov til at være i centrum.

Da lyset tændes, og børnene får saftevand og sandwich, falder der ro over dem. De bliver opmærksomme og koncentrerede går de rundt med far eller mor ved hånden og kigger, undrer sig og snakker om de mange billeder, skulpturer, masker, figurer og landskaber.

Og der er meget på denne 15. årlige udstilling. Hvorfor gør de det dog hvert år?

Jo, det gør de af flere grunde. For at børn kan udvikle sig kreativt. For at være sammen om et fællesprojekt. For bare at nævne de vigtigste grunde, siger Ulla Koldborg fra børnehavedelen, hvor de 20 børn har arbejdet heftigt med deres værker i de sidste 14 dage og selvfølgelig er startet på det langt tidligere inde i hovedet.

»Alt kommer fra børnenes eget forestillingsunivers og egen fantasi. Man kan virkelig se deres kreativitet i arbejdet med alle tingene. Vi voksne har så ansvar for det praktiske. Og for præsentationen på ferniseringen. Den er meget voksenstyret, og vi gør meget ud af at præsentere deres værker pænt, for vi vil vise dem hvordan.«

I midten af rummet hænger nogle næsten transparente ansigter. Det er selvportrætter, som nogle af børnene i fritidsklubben har lavet.

Selvportrætterne laves ved at tage et billede med digitalt kamera. Billedet lyses med en overhead op på en tavle med et stykke plastik, og derfra har de tegnet sig selv af så at sige. En idé som børnene selv har fået, udviklet og udført, fortæller Heidi Kristiansen fra klubben. For klubbørnene er det frivilligt, om de vil være med, men det vil de som regel, så først snakker de samlet om, hvem der vil deltage, og bagefter hvad de vil lave. I børnehaven og fritidshjemmet er arbejdsgangen, at børnene først tegner det, de gerne vil lave til udstillingen. Der er et stort billede med drager, alfer og nisser. Der er en stor samlet installation med ansigter og masker. Lidt uhyggelige, og forståeligt nok når man på skiltet kan læse, at de alle bor på Panikplaneten.

Det er børnenes svar på spørgsmålet »er der liv i rummet?« og jo, der er Panikplaneten. Ansigterne er lavet af balloner med papmaché over. Og hvorfor den lige kom til at hedde Panikplaneten er ikke sådan at forklare. Der er et kinesisk tema med et billede med kinesiske tegn og yndefulde kinesiske rispapirlamper. Der er træstykker og uldtotter lavet til figurer, og en »kyssebi« hænger ned fra loftet. Det er børnehavens, for de har arbejdet meget med naturmaterialer i år, træ, uld og mad. Derfor er der også kartoffelfigurer og en bolcheskulptur, som vi alle sammen får strenge forbud mod at slikke på. Kunstneren vil jo gerne have den med hjem.

To tappaer (smalle papirbaner) lavet af henholdsvis drenge og piger hænger ned fra loftet. En tappa - ja hedder det nu også det, spørger pædagog Else Svingholm fra fritidshjemmet sig selv om og beslutter, at det hedder det i hvert nu. Konkret er tappaer lavet af brunt indpakningspapir, som børnene maler på den matte side med fedtfarver. Så krammer de papiret og maler på det med en meget fortyndet sort touch og tørrer det af igen. Og så ser det farvemættet og anderledes ud.