Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Arbejdstilsynet i daginstitutioner
Livet i daginstitutioner er ikke kun en leg
Støj, tunge løft og dårligt indeklima er en del af hverdagen for mange pædagoger på landets daginstitutioner. Arbejdstilsynet gennemfører derfor i slutningen af 2002 og begyndelsen af 2003 en indsats, som sætter fokus på arbejdsmiljøproblemerne i branchen.
7.500 arbejdsulykker og 2.000 arbejdsbetingede lidelser i perioden 1995-2000. Det er tallene, som dokumenterer, at arbejdet med at passe børnene, mens mor og far er på arbejde, udsætter mange pædagoger for et dårligt arbejdsmiljø.
»Vi har her at gøre med en branche, hvor omsorgen for dem, som det hele drejer sig om, nemlig børnene, naturligt sættes meget højt. Men det kan også have den uheldige konsekvens, at pædagogernes eget arbejdsmiljø kommer i anden række, og det er ikke acceptabelt«, siger direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet.
»Pædagoger har ret til et trygt og sikkert arbejdsmiljø, og her er det vigtigt, at både kommunen og de ansatte har fokus på problemerne. Formålet med indsatsen er derfor på den ene side at gøre kommunerne bevidste om deres ansvar i forhold til arbejdsmiljøet på institutionerne, og på den anden side at vejlede medarbejderne om, hvordan de selv kan forebygge arbejdsulykker i dagligdagen«, understreger han.
Indsatsens fokus
Indsatsen fokuserer på støj, tunge løft og dårligt indeklima, som udgør de største arbejdsmiljøproblemer i branchen.
BUPL udsendte i 1999 en rapport om støj og indeklima på daginstitutioner. Den viser, at der er alvorlige støjproblemer i branchen, hvor støjbelastningen ofte overstiger 80 (db)A, som er grænsen for høreskader. Ikke sjældent er belastningen endda over 85 (db)A. Støjen i daginstitutioner stammer typisk fra børnenes leg og råben, inventar og legetøj. Selv i en daginstitution med god akustik kan pædagogerne opleve problemer med støj, og det er naturligvis ikke en løsning at bære høreværn, da de også skal kunne kommunikere med børnene og hinanden.
Rapporten dokumenter også, at den vejledende værdi af kuldioxid blev overskredet i ca. en tredjedel af institutionerne. Høje koncentrationer af kuldioxid er ikke i sig selv udtryk for dårligt indeklima, men skyldes normalt en dårlig balance mellem antallet af personer på et område og ventilationens omfang. Utilstrækkelig ventilation kan sjældent løses ved at åbne vinduerne, da det kan medføre træk og kulde.
I det daglige arbejde på en institution er det svært at vurdere de samlede fysiske belastninger i forbindelse med tunge løft, som fx sker, når børnene bliver løftet, skiftet eller klædt på. Et vigtigt budskab i forhold til tunge løft er derfor, at løftene ofte kan undgås, hvis arbejdet tilrettelægges på en anden måde, og hvis pædagogerne er bevidste om hensigtsmæssige arbejdsstillinger i de konkrete situationer. Arbejdet kan fx tilrettelægges på en anden måde, ved at pædagogerne selv lader børnene kravle op på puslebordet.
Av mit hoved... og puha, hvor her lugter...
Arbejdstilsynet har i en konkret sag besøgt en kommune med en ledig villa, som kommunalbestyrelsen besluttede passende kunne indrettes til en børnehave. Men et tilsynsbesøg fra Arbejdstilsynet viste hurtigt, at det var nemmere sagt end gjort.
Fx var der risiko for, at de ansatte i børnehaven, når de gik fra stuen til næste etage, kunne støde hovedet ind i loftet til første sal og derved komme alvorligt til skade. En udvendig betontrappe, som var ca. 1,1 meter høj og fungerede som indgang til først sal, havde desuden kun et gelænder på den ene side, mens der slet ikke var noget værn på den anden side. De ansatte kunne derfor, hvis de gled eller snublede, falde ud over kanten og komme til skade.
Børnetoiletterne til de mindste børn var placeret i stueetagen og havde ingen vinduer, og da ventilationen var utilstrækkelig, spredte lugten fra rummene sig hurtigt til hele etagen. Der var heller ikke pusleborde på nogen af toiletterne, selv om der var flere blebørn. Det vil sige, at pædagogerne måtte skifte ble, mens børnene stod eller lå på gulvet.
I løbet af en arbejdsdag blev pædagogerne i børnehaven derfor udsat for dårligt indeklima og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger samt en risiko for alvorlige fysiske skader i forbindelse med, at de gik rundt på institutionens arealer.
Eksemplerne fra børnehaven indrettet i en ledig villa er desværre ikke enestående, og de er derfor en del af baggrunden for Arbejdstilsynets indsats, som skal sikre et bedre arbejdsmiljø på daginstitutionerne.