Fritidshjem/pædagogik

Af Elisabeth Lockert Lange

Rummet for livet

Hvad er udfordringerne for fritidshjem og fritidspædagogik i fremtiden? Hvad er dens kerneværdier og hvordan bevares de i en ændringstid?

Om fem år bobler det med eksperimenter på fritidshjemsområdet, og om ti år er der nye strukturer. Det forudser Søren Gundelach og John Andersen, forfatterne bag rapporten Fritidspædagogik- nutid - fortid - fremtid.

De mener også, at fritidspædagogik er en særlig kultur, som ikke findes andre steder. Men hvad er det fritidspædagogerne giver børn, som ingen andre giver dem? Hvordan fastholder man kernen i fritidshjemspædagogikken i ændringsprocessen? Og hvor skal fritidspædagogikken udvikles hen, så den er et kompetent svar på opgaverne og kan matche fremtidens behov?

Det er spørgsmål, som de, der arbejder på området, skal forsøge at finde svar på, mener Søren Gundelach.

Rapporten om fritidspædagogik, som er bestilt af de pædagogiske organisationer, beskriver det gode fritidshjem set med alle de impliceredes øjne, børn, ansatte og forvaltning. Den er udarbejdet som et baggrundsmateriale til tidens debat om fritidspædagogik, og den dannede i slutningen af september baggrund for en konference med ca. 200 fritidspædagoger.

Rapporten og dens resultater er nærmere omtalt i LFS Nyt nr. 13/16. august. Her fortæller vi, hvordan de enkelte gruppers syn på fritidshjemmet og dets særlige kendetegn og værdier er. Så det bliver ikke gentaget her.

For tilbagelænede?

Søren Gundelach afviser den kompensatoriske tænkning, som både fritidshjem og forvaltning giver udtryk for i rapporten: at fritidshjemmet skal kompensere for skolens og hjemmets mangler og dårligdomme. Næh, fritidspædagogikken har helt sin egen identitet. Og så brænder fritidspædagoger for sagen.

Men Søren Gundelach advarer fritidshjem mod at holde fast i det smalle fritidshjemsbegreb - så skyder de sig selv i foden. For det er et døende og romantisk begreb, som trænger til nyt indhold. Børn er jo ikke frie, tværtimod er de lejret ind i bl.a. pædagoger. Og begrebet hjem skal forstås bredere som nærhed, tryghed, at føle sig hjemme.

»Den moderne fritidshjemsopgave er omsorg, både fysisk og psykisk, og voksne, som børnene kan komme til«, siger han og bringer lige udtrykket for tilbagelænede pædagoger på banen. »Fritidshjemmet skal jo ikke bare være et værested, men et sted til at udvikle sig.«

Livet i fritidshjemmet består af læring og erfaringsdannelse. Barndommens gade ligger i fritidshjemmet, for det er måske det eneste sted, hvor børnene kan afprøve sig selv sammen med jævnaldrende. Derfor er det afgørende, hvad pædagogerne gør her.

I rapporten hvor børn i både billeder og ord beskriver det bedste i fritidshjemmet, optræder de voksne ikke ret meget. Er det fordi de bliver taget for givet? Eller er det, fordi de er lovligt tilbagelænede i mødet med børnene? Det anbefaler han pædagoger at reflektere over.

Stå tidligt op

I alle de ansattes ord om det gode fritidshjem optræder læring slet ikke. Læring er næsten et tabu, mener Søren Gundelach, og det er synd. Det gør, at de ikke ser, hvad børnene rent faktisk lærer, og så opremser han en stribe kompetencer, uden hvilke man ikke kan klare sig, i et moderne samfund: lytte, tie stille, sige sin mening, social kompetencer, være i gruppe, tage konflikter, løse konflikter og meget mere.

Godt gået, hvis de lærer alt dette i fritidshjemmet, det er jo grundlaget for det moderne menneske.

Han tvivler ikke på, at fremtidens forældre vil efterspørge kvalificeret eftermiddagspædagogik, og at der fortsat vil være en institutionaliseret eftermiddagstid. Han forudser også, at skolen vil indoptage det, pædagogerne er gode til. Og skolen vil både ekspandere nedad i alder og ændre sig markant, er hans bud. Skolen vil opleve en ny pædagogisk udvikling, styrket ledelse og en ændret pædagogisk metode. Fritidspædagogerne skal stå tidligere og tidligere op for at matche det, advarer han og forudser løsere strukturer, som i højere grad er indholdsmæssigt bestemt.

Hvorfor ikke betragte skolen som kompensation for fritidshjemmet, og fritidshjemmet som rummet for livet, mener til gengæld Per Bregengaard og foreslår, at man vender de gængse begreber om. Hvis udvikling og læring sker ved, at livet leves, så er det i fritidshjemmet livets læring sker. Som kompenserer for det, fritidshjemmet ikke kan, det som er svært at lære, mens livet leves. For der foregår meget både besværlig og pinefuld læring i børnenes fritid, men noget kræver særlig slid og disciplin, og der er skolen nødvendig.

Kompetente voksne

Men det er nok mest ment som fremtidstoner, for Per Bregengaard konstaterer, at fritidshjemmet er klemt. Ordet og begrebet lugter af noget rart og positivt, men ikke vigtigt og væsentligt. Det lugter af industrisamfundets opdeling i arbejde og fritid.

Men det nye samfund kaldes jo et videns- eller drømmesamfund, og hvor bliver fritidshjemmet af i et samfund, hvor man ikke opdeler i fritid og arbejde? I offentligheden handler det om skolen, som bevæger sig ned og sætter sit præg på børnehaveklassen og børnehaven. Det fører til lavt selvværd hos pædagogerne, de vil også gerne være vigtige. Og bagefter til et bedreværd ved at definere skolen som mindreværdig, som kedelig.

Men fritidspædagoger er kompetente voksne, understreger Per Bregengaard.

»Hvis fritidshjemmet er et sted, hvor livet leves, så er I voksne, som skal kunne alt. Og fremtiden er med jer. Det ser ud som om, fremtiden er med skolen, men hvis man i fremtidens samfund skal kunne drømme sig til, hvordan ting kan blive bedre og bruge sin fantasi, så er fritidshjemmet rummet for hele livet. I kan være komplementære i forhold til skolen og hverken have mindreværd eller bedreværd, blot selvværd.«

Men fremtidens fritidspædagogik kræver efteruddannelse. Hvis fritidspædagoger skal klare morgendagen, så skal de have mere end almindelig livserfaring at overleve på, de skal også have mere faglig kompetence. Og efteruddannelse har desværre ikke nogen automatik for pædagoger i Københavns Kommune, sådan som den har for lærerne. 20 mill. kr. i næste års budget er ikke meget, kun en begyndelse.