Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Tykke børn skal behandles
Hver 5. københavnske skoleelev vejer for meget. Og overvægt og fedme udgør så alvorligt et sundhedsproblem, at både sundhedsborgmester Mogens Lønborg og Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard anser det for tvingende nødvendigt at der gribes ind.
Utraditionelle midler er en årlig sundhedsscreening (taber man sig af det?). Og hvis vægten er for høj, indkaldes forældrene til samtale om bl.a. kost og motion. Tager barnet fortsat på i vægt, skal der skrides ind med et decideret behandlingstilbud. Måske skulle de hellere tænke i gode skolemadsordninger og motionstilbud på skolerne. Eller er det bare alt for gammeldags?
Kemi og pubertet
Fund af hormonforstyrrende kemikalier i teenagepigers blod skaber debat i USA. Piger i puberteten har ofte et højt forbrug af kosmetik, og det er måske grunden til de resultater som en undersøgelse fra den amerikanske miljøorganisation Environmental Working Group viser, nemlig at pigernes blod indeholder 16 ud af 25 miljø- og sundhedsproblematiske kemikalier, som man specifikt har kigget efter. Stofferne tæller blandt andet flere plastblødgørere, konserveringsmidler, duftstoffer og et antibakterielt middel. Flere af dem er enten erkendt hormonforstyrrende eller mistænkt for at være det. Kroppen er i puberteten ekstra sårbar over for stoffer som forstyrrer hormonerne. Kosmetikbranchen i USA afviser rapporten som useriøs. Tilbage står dog det faktum at man i hver teenager fandt mellem 10 og 15 kemikalier blandt andet ftalater, parabener, moskus-forbindelser og triclosan. Ni af stofferne, f.eks. methylparaben og propylparaben, var tilstede i alle de testede piger.
Kulturnatbørn
Galleri Hamlet i Hamletsgade på ydre Nørrebro i København holdt fernisering på udstillingen ”Feriepostkort” på Kulturnatten 10. oktober 2008 kl. 17.00. Fotoudstillingen vises på en 130 meter lang mur i Hamletsgade og består af 36 store feriebilleder, der alle er taget af lokalområdets børn og unge. ”Feriepostkort” er Galleri Hamlets tredje udstilling med fotos taget med engangskameraer af børn og unge. Og ferniseringen er afslutningen på et projekt, hvor børn og unge fra de lokale klubber og skoler på Ydre Nørrebro er blevet undervist i fototeknik og billedkomposition. Formålet med projektet er måde motivation og integrationen.
Hver 10. ung gør vold på sig selv
Andelen af unge, der gør vold på sig selv, er lige så stor i dag som for 6 år siden, på trods af diverse kampagner, skriver JP Puls. Nye tal fra Center for Selvmordsforskning viser, at næsten 12 pct. af eleverne i 9. klasse har prøvet at tage en overdosis piller, snitte sig i håndleddene, drikke store mængder hård spiritus eller på andre måder give udtryk for, at de har det skidt. Blandt selvskaderne er kun 17 pct. drenge. Leder af Center for Selvmordsforskning, Lillian Zøllner, appellerer til forældrene om at huske at spørge de unge, om de nogensinde har overvejet at gøre skade på sig selv, for der ligger et vigtigt signal i sådan et spørgsmål, mener hun, nemlig en demonstration af, at den voksne bekymrer sig for, hvordan den unge har det.
Børneinstitutionen Galaxen på Øresundsvej har for andet år i træk modtaget det grønne flag fra Friluftsrådet. For at gøre sig fortjent til det har de i samarbejde med børnene planlagt og gennemført flere forskellige projekter og temaer i forhold til at skabe en begyndende miljøforståelse hos det enkelte barn. De har bl.a. gennemført et projekt om hvor affaldet bliver af, når børnehaven gennemfører en kildesortering af affaldet, herunder det biologisk nedbrydelige i daginstitutionens egen kompost. De har også arbejdet med temaet ”fra jord til bord”, og temaer om de forskellige dyr i naturen.
Venskab består
Pia Allerslev (V), kultur- og fritidsborgmester har som nævnt i et tidligere nummer af dette blad, indgået venskabsaftale med Bostedet Jens Warmingsvej. Og det tager hun skam alvorligt. Derfor havde hun inviteret bostedets beboere på besøg i Borgerrepræsentationen på Rådhuset i september.