På efterløn

Tekst : Elisabeth Lockert Lange

På efterløn som 60 årig? Som 62 årig? Som 65 årig? Som fuldtidsforsikret a-kassemedlem, som står fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet, er valget dit. Prisen for at vælge det ene eller det andet kan du læse nærmere om her.

Der er på det nærmeste en håndgribelig kamp om stolene i Sal A i LFS’ pædagogiske hus, det ville der i hvert fald være, hvis det ikke lige var fordi, alle dem der myldrer ind er omkring de 60, plus minus nogle år.

Vi er til efterløns- og pensionsmøde med LFS’ a-kasses leder Ole Wibroe og PenSams pensionsrådgiver Asbjørn Nicolaisen (i denne artikel koncentrerer vi os om efterlønnen). Og tilmeldingerne har været så overstrømmende, at der planlægges med flere møder både i efteråret og til foråret.

Efterlønsordningen er nemlig meget populær. Ikke kun at komme til medlemsmøde om, men også at forlade arbejdsmarkedet for. For populær, kan man sige. Det er baggrunden for den megen snak om den, og det er baggrunden for de ændringer, der blev vedtaget i 1999.

En af disse ændringer, som står klart for alle er, at det koster en hel del at gå på efterløn allerede som 60 årig. Som 62 årig derimod er prisen meget lavere. Derfor gav et godt stykke over halvdelen af deltagerne på medlemsmødet udtryk for at de regnede med at fortsætte på arbejdsmarkedet, til de var 62 år. Hvad prisforskellen præcis er, det vender vi tilbage til.

Inden 1999 gik folk på efterløn som 60 årige. Reglerne var anderledes dengang. Dels startede efterlønnen i højt gear, men hvis man fortsatte med at arbejde og så blev syg, faldt den væk. Dels skulle der skabes plads til de unge på arbejdsmarkedet.

Ganske anderledes nu, hvor vi ingen arbejdsløshed har men tværtimod små årgange, og hvor regeringen (og arbejdsmarkedet i nogen grad i hvert fald) gerne vil beholde de over 60 årige for at løse noget af manglen på arbejdskraft.

Derfor lavede det daværende folketing om på efterlønnen. Først og fremmest blev den gjort fleksibel med mulighed for og økonomisk fordel ved en gradvis tilbagetrækning. Midlerne var kort fortalt højere efterløn jo længere man ventede og i sidste ende en skattefri præmie for at blive på arbejdsmarkedet.

Konkret blev der indført et efterlønsbevis, som man kan få, hvis man opfylder kravene, det vil sige er 60 år og rask, altså står fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet (og er medlem af en a-kasse og har indbetalt til efterlønsordningen i det antal år der kræves). Dette bevis betyder at hvis man bliver på arbejdsmarkedet efter de 60 år og bliver syg senere, så har man alligevel ret til at gå på efterløn.

Anderledes hvis man er kronisk syg og ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Efterlønsordningen er en arbejdsmarkedsordning, hvor man skal opfylde de samme krav, som stilles for at man kan få arbejdsløshedsunderstøttelse. Og hvis man ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet ”hører” man til i et andet system, nemlig fleksordninger og fleksydelse. Og det er en helt anden historie.

Efterlønsbeviset giver en garantisats, sådan at hvis man går ned i tid efter de 60 år, hvor man skal sørge for at få sit bevis, så har man alligevel ret til samme sats. Beviset betyder også at man ikke længere skal betale efterlønsbidrag, i år på 410 kr.

Sov ikke i timen

Det store valg i forhold til efterløn handler for de fleste i første omgang om, hvorvidt de vil trække sig som 60 årig eller vente til de bliver 62 (eller der omkring, for som deltidsansat under 30 timer om ugen vil man skulle arbejde lidt længere end de 62 år for at få del i de samme fordele). Tidspunktet betyder primært noget for hvilken modregning, der sker i efterlønnen på grund af ens pension, det vil altså sige for efterlønnens størrelse.

I anden omgang er der valget mellem at trække sig fra arbejdsmarkedet som 62 årig eller vente til de 65 år. Det handler primært om de skattefri præmier, som man optjener fra 62 til 65, i forhold til det timetal man arbejder. Hvis man vil have den store bonus på 130.000 kr. skal man arbejde til de 65 år.

Undervejs skal man også vælge om man vil have sin løbende (livslang) pension udbetalt samtidig med efterlønnen, eller om man vil have såkaldt opsat pension. Hvis man har en løbende pension, fx en tjenestemandspension, og går på efterløn, vil der blive modregnet i ens efterløn uanset om man får den udbetalt eller ikke.

Og endelig skal man vælge, om man vil arbejde mens man går på efterløn, og i givet fald hvor mange timer, man vil arbejde.

Lad os tage det fra en ende af. Annette er fuldtidsforsikret i sin a-kasse og fylder 60 år om nogle måneder. Hun modtager derfor et brev fra sin a-kasse, et brev med oplysninger om pensionsopsparinger m.m. Disse oplysninger skal hun bekræfte (og eventuelt tilføje andre) for at få sit efterlønsbevis i tide, nemlig som 60 årig. Hvis hun forpasser tidspunktet, forskubber hun også tidspunktet for hvornår hun kan gå på efterløn, kan optjene præmie osv.

”Så sov ikke i timen. Åbn kuverten fra a-kassen, svar på oplysningerne og søg om efterlønsbeviset.”

Man får altså sit efterlønsbevis, inden man bliver 60 år. Hvis man er medlem af en a-kasse, hvis man er fuldtidsforsikret (hvis ikke får man en deltidssats), hvis man står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man har arbejdet mindst 1924 timer de sidste tre år, hvis man har indbetalt efterlønsbidrag fra 1.4.1999 og hvis man har opgjort sin pensionsopsparing i tide (i forbindelse med brevet fra a-kassen).

”Hvis man er syg på netop det tidspunkt, så får man sit efterlønsbevis, når man er raskmeldt. Hvis man har nedsat arbejdsevne og er visiteret til et fleksjob, så er det fleksydelse man har ret til. Og hvis man er arbejdsløs, skal man huske at søge fire jobs om ugen helt frem til, man går på efterløn, for at man står til rådighed”, fortæller Ole Wibroe de meget interesserede deltagere.

Den lave efterlønssats, altså for efterløn før de 62 år, er på 166.400 (svarende til 91 pct. af den fulde efterlønssats som er lig med dagpengesatsen). For at få den skal man have en gennemsnitlig løn pr. måned på 16.800 kr. inklusiv eget pensionsbidrag. Den høje efterlønssats er på 182.780 kr. Den kræver en gennemsnitsløn på 18.400 kr.

Eksemplet

Tilbage til Annette. Lad os sige at hun har en løbende pension fra PenSam på 30.000 kr. årligt ved 60 år og 35.000 kr. årligt ved 62. Hun vil gerne have den udbetalt samtidig med at hun går på efterløn. Hun har også en kapitalpension/ratepension hvis værdi er 300.000 kr. ved 60 år.

Hvis hun vælger at gå på efterløn, inden hun fylder 62 år er satsen 166.400 kr.. For hendes løbende pension modregnes der 50 pct., det vil sige der trækkes 15.000 kr. fra efterlønnen. Så er der hendes anden pension på 300.000 kr. Af den beregnes der 5 pct., det er 15.000 kr., men der er også et bundfradrag på 12.600 kr. (bundfradraget svarer til en pensionsopsparing på 252.000 kr, som der altså ikke skal modregnes i). Af de 2.400 kr. det giver, skal der tages 60 pct., svarende til 1.440 kr. Som trækkes fra efterlønnen. Det giver en samlet efterløn på 149.960 kr. For at se hvad Annette skal leve af, skal hun så lægge de 30.000 kr. i løbende pension fra PenSam til, i alt er hun oppe på 179.960 kr. Det skal hun selvfølgelig betale skat af, dog ikke arbejdsmarkedsbidraget på 8 pct.

Hvis hun vælger at gå på efterløn efter hun fylder 62 år er satsen 182.780 kr. Hendes løbende pension er nu oppe på 35.000, og der skal nu modregnes med 55 pct. Det svarer til 19.250 kr. som efterlønnen gøres mindre. Til gengæld skal der ikke modregnes i hendes anden pensionsopsparing. Og efterlønnen bliver derfor 163.530 kr., hvortil skal lægges den løbende pension på 35.000 kr. Så hendes samlede ”indtægt” i alt er på 198.530 kr.

Hvis nu Annette ikke vil have den løbende pension udbetalt før senere selvom hun går på efterløn, så er modregningen noget anderledes, men ikke væsentlig mindre, end hvis man får pensionen udbetalt, og uden den løbende udbetaling vil man stå med et meget mindre beløb at klare sig for. Ole Wibroe er meget klar i mælet: få den løbende pension udbetalt. Når man alligevel ikke arbejder, vokser den kun meget lidt, så det kan ikke betale sig ikke at få den udbetalt.

Dette er et eksempel, du kan prøve at sætte dine egne tal ind i modellen.

Præmien

For at få fleksibel efterløn, skal man være på efterløn minimum én dag, det vil sige man kan maksimalt arbejde 29,6 timer, hvis man samtidig vil have efterløn for de sidste timer. På fleksibel efterløn modregnes der time for time i efterlønnen. På den lave (efterløn før 62 år) sats er en efterlønstime 93 kr. i timen, på den høje (efterløn efter 62 år) sats er den 102 kr.

Efter to år med sit efterlønsbevis, hvor man har arbejdet 3.120 timer, svarende til 30 timer om ugen i de to år, har man optjent nogle særlige rettigheder. Nemlig højere efterløn som beskrevet for Annette, fordi pensionen ikke modregnes på samme måde, og muligheden for at begynde at optjene den meget omtalte skattefri præmie.

Den betyder at hver 481 timers arbejde, som er ca. tre måneders arbejde på fuld tid, giver én præmieportion, som udgør 10.967 kr. Man kan maksimalt optjene 12 af disse, svarende til 131.604 kr. – som udbetales af a-kassen ved folkepensionsalder. Præmien er skattefri. Og skulle man dø inden udbetales de til ens bo. ”Når man har besluttet at man gerne vil på efterløn, så søg om det i a-kassen i god tid. For den betales bagud og der bliver et slip”, opfordrer Ole Wibroe til.