Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Debatsider
En tillidsrepræsentant med indvandrerbaggrund fortæller:
Jeg havde et mål og drøm om at prøve at være tillidsrepræsentant, og det tog mig syv år. For der var altid en undskyldning.
Jeg har arbejdet i en kommunal institution i ca. ni år. Jeg elsker at tager ansvar og gøre noget mere end det daglige arbejde. Derfor prøvede jeg at være aktiv alle de år jeg har været på arbejde, jeg sad i forældrebestyrelse i fem år, gennemførte et par projekter på min arbejdsplads, var suppleant for tillidsmanden i syv år, men altid var der usikkerhed hos folk i forhold til at vælge mig som tillidsrepræsentant.
Men de sidste tre, fire år havde vi enten ikke en tillidsrepræsentant, eller hun var syg, og jeg var aktiv i hendes sted. I alle de år hvor vi pædagoger og vores fagforening har været meget aktive, og vi har kæmpet mod nedskæringer, var det mig, som informerede kollegerne om fagforeningsarbejdet.
Men til sidst lykkedes det. I oktober sidste år besluttede kolleger at de ville have en aktiv tillidsrepræsentant. De valgte mig for de vidste efter mange år at jeg brænder for vores rettigheder, at jeg vil kæmpe for en bedre løn og normering, og at jeg er villig til at samarbejde med alle.
Nu efter et kursus har jeg aftalt lokalløn med min leder, og vi har også været meget aktive under demonstrationer og morgenaktioner. Jeg har deltaget i stormøder med LFS og FOA i Nørrebrohallen og i Odense.
Der er ikke så mange tillidsrepræsentanter med indvandrerbaggrund. Jeg synes det er område, som fagforeninger ikke er nok opmærksomme på. Men vi indvandrere skal være et forbillede for næste generation, også i samfundet. Og hvis vi pædagoger ikke er rummelige og støtter vores kollega med indvandrerbaggrund til at afprøve rollen som tillidsvalgt, hvad kan man så forvente af andre arbejdspladser.
For mig var det en stor kamp for at bevise at jeg kan klare opgaven som tillidsrepræsentant. Og man kan ikke forvente at alle er så villige og stærke, hvis fagforeningerne er ligeglade med integration.
Kære kolleger
Ved I hvor vigtigt det er med tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter på arbejdspladserne?
Efter mine mange år på det danske arbejdsmarked har jeg efterhånden lært regler og love om fagforeninger og arbejdernes rettigheder. Og om tillidsrepræsentantens rolle og vigtigheden af, at man altid har tillidsvalgte. For uden en tillidsrepræsentant kan en arbejdsgiver gøre hvad de har lyst til, og alle medarbejdere er ikke klar over deres rettigheder, eller går til fagforeningen for at få hjælp. Måske er det fordi de unge ikke fra deres venner og familie hører om fagforeningens rolle i deres dagligdag, at vi i dag oplever at mange af dem ikke melder sig i fagforening. Måske er der mange som føler sig svigtet af deres fagforening, og måske er det fagforeningen, som skal sørge for at der altid er en tillidsrepræsentant på enhver arbejdsplads.
Mange tillidsrepræsentanter har ikke tid nok til at debattere de forskellige emner, som er vigtige for vores arbejdsforhold, fordi vi i dagligdagen er optaget af at passe børn. Vi tillidsre- En tillidsrepræsentant med indvandrerbaggrund fortæller: præsentanter har brug for mere tid til at informere og tale med vores kolleger.
Når så nedskæringerne kommer den ene efter den anden, så flygter stærke og dygtige medarbejdere. Jeg vil opfordre mine kolleger til ikke at forlade os på Nørrebro eller Bispebjerg. Vi har brug for jer, vores børn har brug for jer, bliv og kæmp med os for en god fremtid for vores børn. Mange i Danmark tager til udlandet for at hjælpe de fattige, arbejder frivilligt i Røde Kors, krisecentre, og andre steder. Men områder hvor der bor mange indvandrere har også brug for jer.
Integration og lykke
For mig lykkedes det ikke. Og for mange pædagoger med indvandrerbaggrund lykkes det ikke.
Her i Danmark har alle travlt. Jeg gik til store og små møder, jeg har i fem år været medlem af et parti (Enhedslisten), jeg arbejder frivilligt for Røde Kors, jeg går på VUC for at lære engelsk, jeg gik på seminariet i fire år, jeg har taget mange kurser sammen med andre, jeg har tre børn som har gået i folkeskolen, og jeg har mødt mange tusinder, ældre som unge.
Men i dag har jeg kun tre danske venner, og det er mig der kontakter dem. Kun tre venner, men mange hundrede af dem har været på besøg hos mig og har rost min iranske mad og vores varme gæstfrihed. Jeg har kun været hos et par af mine kolleger til en julefrokost.
Jeg kender mange pædagoger med indvandrerbaggrund som har oplevet det samme. Til sidst giver vi op og prøver ikke mere. Vi tager kurser i at blive dygtige til at skabe integration, men når børnene oplever at forældrene ikke har kontakt med hinanden, så er det en katastrofe i samfundet.
En historie:
En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig. Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt og de var enige om, at det var det.
Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen holdet om glasset var fyldt og det mente hans klasse nok, at det var.
Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset.
Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt ”ja” og derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum der var imellem sandkornene.
Studenterne grinede...
”Nuvel” sagde professoren, da latteren var stilnet af. ”Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. Golfboldene er de vigtige ting – jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner – de ting som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt. Småstenene er de andre ting, der betyder noget – såsom job, hus, bil osv. Sandet er alle de andre småting”.
Professoren fortsatte: ”Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på de små ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. Tag jer af golfboldene først – de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne – resten er bare sand.”
En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen repræsenterede. Professoren smilede: ”Jeg er glad for at du spørger. Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven”.
Husk der altid er plads til en kop kaffe.
Med venlige hilsner Katayoun Yazdanyar
Merindskrivning i de københavnske daginstitutioner!
Forstil dig en flyvemaskine med alle pladser besat. Så vælger flyselskabet at øge antallet af pladser med 20 pct. – selvfølgelig mod at der presses tilsvarende stole og kabinepersonale ind i den allerede fuldt udnyttede maskine.
Sådan flyver man og alle vænner sig til, at det er vilkårene. Så vælger flyselskabet igen at øge antallet af pladser med 13 pct. – igen mod at der presses stole og kabinepersonale ind i den nu bristefærdige maskine. Kabinepersonalet klumper sig sammen forrest og bagest i maskinen og har naturligvis ikke en jordisk chance for at nå hen til de enkelte passager, for al plads er optaget af mennesker og møbler.
Sådan vil vores vuggestuer se ud, hvis Københavns Kommunes sidste øvelse i merindskrivning bliver til virkelighed!
Netop i disse dage er det varslet, at et grupperum med vuggestuebørn, der i ”gamle dage” rummede 10 børn imellem 0 og 3 år, så blev midlertidigt udvidet til 12 børn, nu skal rumme 14 børn. Naturligvis med tilførsel af medarbejdertimer, men på det samme kvadratmeterareal.
Vi er aldrig kommet af med de første 20 pct. overbelægning, selv om det var en midlertidig løsning grundet et akut behov. Og nu kommer der så yderligere 13 pct. merindskrivning oveni.
Forestil dig hvordan det er at være barn i så pressede omgivelser.
Forestil dig hvordan det er at være personale.
Forestil dig hvordan medarbejderne i praksis skal kunne udmønte de politiske mål for læreplaner, børnemiljøplaner, sprogstimulering, sprogtests og alle de andre læringsenheder, der klæder vores børn på til det fremtidige Danmark.
Det enkelte barn har krav på at mærke sig set, hørt og forstået. Det har krav på at have voksne omkring sig der ved, hvilken vej barnet skal guides for at alle dets evner og muligheder kommer i spil. Det har krav på ro og på plads, der giver mulighed for fordybelse. Gennem legende og lærende opvækst i daginstitutionerne, tilegner barnet sig de fundamentale færdigheder, der gør dem til velfungerende skolebørn. Og her må vi ikke amputere mulighederne for det enkelte barn på grund af manglende politisk fremsynethed og planlægning.
Forestil dig ligeledes hvor attraktivt et jobmiljø vi kan tilbyde i disse snævre rammer. Og hvem der får lyst til at hjælpe vore børn godt i vej på de betingelser?
For en del år siden havde vi en undervisningsminister, der slankede de seminarier, der uddanner pædagogisk personale. Vi advarede fra daginstitutionernes side samme minister og varslede mangel på medarbejdere, når vi inden for det næste 10-år skulle sende en stor del af det pædagogiske personale på efterløn og pension. Dette ”sortsyn”, som samme politiker svarede os, er langt tidligere blevet en realitet. Det er ikke muligt at besætte stillingerne i vore daginstitutioner med kvalificerede medarbejdere. Og det betyder, at tilbuddet fra Københavns Kommunes side om at tilføre flere medarbejdere ved merindskrivning er urealistisk. Der findes simpelthen ikke ledige medarbejdere! Og slet ikke medarbejdere, der vil arbejde under så pressede og upædagogiske vilkår. Det er at tilsidesætte fagligheden og det der er fundamentet i uddannelsen.
Har du investeret i en mellemlang seminarieuddannelse og her lært det pædagogiske håndværk med alle dets muligheder, søger du ikke job i en opbevaringsanstalt for småbørn. Forhandlinger med de faglige organisationer bør ikke bare resultere i et ulempetillæg til det pædagogiske personale. Det skal resultere i, at denne måde at løse pasningsbehovet helt tages af bordet. Jeg må på det kraftigste opfordre Københavns Kommune til at finde andre muligheder for at løse pasningsudfordringerne for kommunens borgere.