Almenområdets generalforsamling

Vagthunden

Tekst : Elisabeth Lockert Lange

Det sorte budgetforlig prægede almenområdets generalforsamling. I fokus stod forringelser på området, med klubber og fritidshjem i fare, dårligt gennemførte sammenlægninger – og manglende indflydelse på eget arbejde.

En generalforsamling plejer at blive indledt af forsamlingens formand. Men ikke almenområdets. Samme aften som den blev holdt, var det sorte budgetforlig blevet indgået på Rådhuset mellem Socialdemokraterne og de borgerlige partier. Og det gik LFS’ formand Britt Petersen på talerstolen som det første og fortalte om. Selvom de eksakte tal ikke lå klart på bordet endnu, var katastrofen tydelig for enhver.

Det lagde en vis dæmper på de forsamlede medlemmer af almenområdet, som ikke tog ordet til debat i sædvanlig høj grad.

Derimod kaldte formanden for almenområdet Kirsten Annette Christensen i sin mundtlige beretning på medlemmernes kampgejst. Igen. Først var der overenskomstkampen i foråret, derefter har budgetkampen her i efteråret fyldt sit.

”Vi skal på banen igen, for når vi skriver solidaritet og sammenhold på vores trøjer, så mener vi det. Vi er en fagforening i bevægelse, vi vil noget, og vi gør noget. Og vi bliver ikke mere af at stå på skuldrene af andre faggrupper.”

Kirsten Annette Christensen er stolt. Af LFS og af FOA. Stolt af det store faglige arbejde som mange medlemmer har ydet, og som gør fagforeningen levende. En fagforening som stiller krav, krav om en anden børn og unge politik, et andet Danmark, med plads til menneskelighed, og en hovedstad hvor alle kan føle sig trygge. Netop derfor er behovet for flere klubpladser enormt, som et gratis tilbud, som er åbent for alle unge, så de har andre muligheder end gadehjørnet og det kriminelle miljø.

”De unge skal ind i en demokratisk og pædagogisk sammenhæng, de skal ses, de skal høres, og de skal have indflydelse. Og det er det klubberne kan. København bliver ikke mere tryg af at bure folk inde, og vi har ikke brug for flere projekter eller hovsaløsninger. Bestyrelsen ønsker sammen med klubberne at lægge en strategi, som skal sikre klubberne som en vigtig faktor i det forebyggende arbejde.”

Fritidshjemmene

Fritidshjemmene. Ja de har jo deres egen – lidt sørgmodige – historie, peger Kirsten Annette Christensen på. Hvert budgetår mister de penge, som har betydning for den fritidspædagogiske indsats.

”Nu er tiden kommet til at hegne dem ind. Både for at sikre at personalet ikke hvert år er fyringstruet, og for at sikre børn og unge en fri tid i trygge pædagogiske rammer. Politikerne taler om det forebyggende arbejde, men samtidig udhuler de tilbuddene til børnene og de unge. Vi væbner os til kamp for fritidshjem og klubber og bestyrelsen har øremærket 40.000 til præcis denne kamp.”

Nogle af de afgørende omdrejningspunkter i det pædagogiske arbejde er omsorg, trivsel og det at skabe lyst til selvstændighed, vurderer Kirsten Annette Christensen. Uanset om det er i en almindelig daginstitution eller i en specialinstitution.

”Vi skal sikre at børnene får optimale udviklingsmuligheder. Vi skal være dem der sikrer rum og plads til deres leg, det er et afgørende element i deres udvikling af livsduelighed. Vores krav til politikerne er stadigvæk færre børn i grupperne. I stedet oplever vi markedsgørelse med tilkøbsydelser; men det hører ikke hjemme i de danske daginstitutioner at har du penge kan du få, har du ingen må du gå. Vi har jo råd til at give dem god kost. Ja vi har ikke råd til at lade være.”

I stedet for modul og taxameter er der brug for mangfoldighed og kvalitet.

”Hvorfor bruger politikerne ikke områdets eksperter, deres erfaringer, deres ekspertise? Som bestyrelse skal vi være med til at sikre at de erfaringer og den vidensopsamling, der sker derude også bliver brugt i politisk sammenhæng. Vi skal sikre området indflydelse, og vi vil ikke finde os i at området overrules af lokale embedsfolk. Vi skal være vagthundene.”

Pædagoger eft erlyses

En strategi for at styrke den pædagogiske faglighed ligger klar (efter at have været gennem diverse medlemsmøder og -konferencer) og den skal debatteres på efterårets repræsentantskabsmøde. Budskabet er at LFS ønsker mangfoldighed, den er en styrke på arbejdspladserne.

”Men vi har et problem, vi mangler pædagoger i København, og det er en trussel mod mangfoldigheden. Vi må gøre noget for at rekruttere og fastholde pædagogerne. Pædagoger skal ikke kun udfylde ledelsesstillinger, basis-pædagogen er også vigtigt i det direkte arbejde med børn og unge sammen med klubassistenten, pgu’eren, pædagogmedhjælperen og andre uddannelser.”

København har en meget stor personaleudskiftning på alle niveauer, arbejdsmiljøet har det skidt, sygefraværet er højt. ”Vi mangler økonomi, vi mangler konkrete tiltag, det kniber med mulighederne og handlingerne. Bestyrelsens opgave er derfor også at sætte fokus på, hvad der skaber gode, sunde arbejdspladser.”

Det brede samarbejde om velfærd, om et Danmark vi kan være bekendt, ligger også bestyrelsen på sinde. Derfor har almenområdet sammen med de to andre områder sat en række velfærdstemaer på dagsordenen gennem en række medlemsmøder i det sidste års tid. Det seneste skud på stammen var fyraftensmødet med Pernille Rosenkrantz-Theil om spin og de afledte trusler mod demokratiet. Dette samarbejde vil fortsætte.

Drømme og kampagner

Man har lov at drømme. Og det gør Kirsten Annette Christensen. Hun drømmer om hvad det hele var endt med, hvis BUPL, SL og Københavns lærerforening havde fulgt deres kongresbeslutninger om at de sammen kunne sprænge lønrammen…

Fællestillidsrepræsentant Annette Mortensen kalder deltagerne på generalforsamlingen tilbage til virkeligheden med sin nøgterne beretning om overenskomstkampen i foråret. En kamp som tillidsrepræsentanterne var en helt uundværlig del af. Hun spolede tilbage til sidste års budgetkamp, hvor besparelserne rent faktisk blev taget af bordet efter allehånde indsatser fra morgenaktioner til møder med forældre og personale til store demonstrationer. Og sideløbende varmedes der op til overenskomstkampen. Medlemsmøder satte dagsordenen for overenskomstkravene, og i marts skete opsplitningen, da BUPL sagde ja til forliget og LFS nej. BUPL kom som bekendt ind i kampen senere, efter medlemmerne nedstemte forliget. LFS var i strejke, Indre By og Frederiksberg blev udpeget på daginstitutionsområdet.

”Resten skulle være aktive og støtte op med aktiviteter og aktioner. Og der var stor kreativitet blandt medlemmerne. Og vi fik noget ud af det. Der var penge udover det, vores forhandlere havde sagt nej til. Samtidig blev der dannet netværksgrupper, grupper som stadig er aktive, der blev skabt en hjemmeside (www.123hjemmeside.dk/besparelserkbh), som også siden har haft en enorm betydning for vores kommunikation.”

At fritidshjemmene er fællestillidsrepræsentant Tina Malene Hansens hjertebarn kan ingen være i tvivl om. Hun fortalte om kampagnen: I love fritidshjem.

En arbejdsgruppe har det sidste års tid tænkt strategier for at bevare fritidshjemmene med egne rum, rammer og ledelse, med en udvikling af samtænkningen og en bevarelse af morgenåbningen. Men der bliver skåret år efter år, hvert år skal der kæmpes, sagde hun.

”Visionsdebatterne i distrikterne har bekymret os, det har været en forceret proces med gule lapper og stikord, og så var den samtænkning evalueret. Vi vil være offensive, ikke defensive, og stille krav. Derfor lavede vi vores eget seminar, og vi har et stort materiale fra debatterne at arbejde med. Men vi er blevet skoleficeret, og det skader vores faglighed og fratager børnene retten til fritid.”

Ensom i sammenlægning

Jette Olsen fra legepladserne (og bestyrelsen) fortalte om legepladsernes turbulente år, som startede med ro og planer for renovering. Men pludselig skulle alle legepladserne lukkes. Der blev holdt stormøde og lavet kampplan, samlede underskrifter og holdt legepladsdag på Rådhuspladsen (se LFS Nyt 11/08). Og hvor de står nu er ligeså usikkert som alt andet i øjeblikket.

Almenområdets næstformand Karina Brehm var vred over den måde sammenlægningerne er foregået på. Mange har følt sig aldeles alene i processen, alene og frustrerede. Og flere blev syge af usikkerheden.

Bag sammenlægningerne ligger idéen om at større institutioner er stærkere.

”Ja det er de nok over for salamimetoden. Men vi vil gerne have mangfoldighed i udbuddet af dagtilbud. Og distrikterne fortolkede processen forskelligt. De sagde at der skulle renoveres og sammenbygges, men mange institutioner har ikke set noget til midlerne til det. De siger også der er en besparelse på lederlønninger. Jeg tror de forregner sig, institutionerne får nogle kæmpehuller. Og så ville vi gerne have været spurgt”, sagde hun med en understregning.

Leg og eller læring

Debatten tog uundgåeligt fat på de stadig ringere vilkår som det pædagogiske arbejde udøves under. Bl.a. i forhold til fritidshjem og skolens rammeforståelse. Den er pædagoger nødt til at kæmpe imod for at holde på egen faglighed, og derfor må man også kæmpe mod at blive KKFO’er.

I det hele taget, sagde en leder på generalforsamlingen, har indflydelsen på egne mål og rammer aldrig været mindre. Læsepolitikker er bare det sidste, daginstitutionerne skal underlægges.

”Politikerne har bestemt at jeg skal arbejde med det, men ingen har spurgt mig om det er en god idé, om det er det, børnene har brug for. Politikerne sætter mål og rammer for vores hverdag sammen. Vi har ingen indflydelse på hvordan vi arbejder. Det er også en kamp værd.”

”Hvad er det for mennesker vi vil have”, spurgte en anden deltager på generalforsamlingen. ”Nogen som gør hvad der bliver sagt eller som kan tænke selv?” Man kan komme i tvivl som man ser den retning, udviklingen går i. Børn skal ses og udfordres og opleve at de har ret til at være her. Og relationer som fundamentet kan ikke holdes, hvis pædagogerne ikke får lov at passe deres arbejde ordentligt.

En anden deltager opfordrede almenbestyrelsen til at overveje, hvad og hvorfor store institutioner er så gode, nu hvor man samler små institutioner til store. ”Vores arbejde bliver sat ind i anderledes rammer, og får vi samme arbejde ud af det? Det vil jeg sætte spørgsmålstegn ved.”

Og så havde en tydeligere udmelding af det næste års prioriteringer været godt, sagde en deltager. En klar udmelding om hvilke to – tre ting almenbestyrelsen vil koncentrere sig om og arbejde for at nå. Det kunne fx være KKFO’er, den manglende indflydelse og definitionsmagten…

Slut på Ritt Bjerregaards Happy Hour

Jan Hoby gik på talerstolen og advarede Ritt Bjerregaard. Forliget var kommet totalt bag på alle. Og nu handler det om kampen mod en systematisk diskvalificering af det pædagogiske felt. Forliget er et tilbageslag bl.a. for den indhegning af fritidshjemmene, som er et klart mål for LFS.

”Vi skal rejse områdets offensive krav. Vi skal kaste alle politiske kræfter. Vi skal diskutere hvordan vi genoptager civil ulydighed i forhold til sprogtest, og vi skal som faggruppe forklare hvorfor vi gør det. Det handler om at styrke den pædagogiske faglighed.” Men der er som bekendt valg næste år, og her kommer advarslen ind i billedet.

”Vi vil gøre vores til at give de tre oppositionspartier, Radikale, SF og Enhedslisten et godt valg.”

Bestyrelsen Kirsten Annette Christensen blev genvalgt som formand, Karina Brehm Christensen som næstformand og Kirsten Rosendal som kasserer. I bestyrelsen sidder desuden Annette Mortensen, Tina Malene Hansen, Helle Heitman, Bimala Møller, Ulla Børgesen, Iben Henriksen, Michael Evald Grünewald Andersen, Henrik Jæger, Jette Olsen, Sonita Sauerberg, Claus Theilgaard, Thomas Enghausen, Palle Birger Andersson, Kristian Kristiansen, Kristina Vasseux, Bjørn Bo Hansen, Connie Nielsen.

Almenområdet omfatter pædagoger, afdelingsledere, souschefer og ledere, der arbejder på kommunale daginstitutioner herunder specialdaginstitutioner for børn og unge i Københavns Kommune, pædagogmedhjælpere i kommunale og selvejende daginstitutioner i Københavns og Frederiksberg kommuner, distriktsmedarbejdere, legepladsansatte, klubansatte, pladsanvisere, pædagogiske konsulenter, støttepædagoger og støttemedhjælpere.