KIA

Positiv forandring

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Applaus hele vejen rundt. Sådan blev projektet KIA, kvalitet og mål i anbringelsen, rundet af. Men først blev de meget positive evalueringer lagt frem sammen med den grundlæggende konklusion: at indsigt og viden skaber behov for mere indsigt og viden.

I vores google-tider er det der kendetegner et godt projekt måske mere end noget andet, hvor mange ”hits” man får, når man googler dets navn. I dette tilfælde KIA, Kvalitet og mål i anbringelsen (se boksen). Sådan fremlagde projektets KIA sekretariat Niels Andersen fra LFS og Martin Gunnarsen fra Socialforvaltningen det humoristisk på afslutningsfesten. Og ud fra de mange ”hits” er projektet en stor succes.

Spøg til side. For det der mere end noget andet kendetegner et godt projekt er vel at det bliver brugt efterfølgende, at det har en effekt på arbejdet fremover, at deltagere og omgivelser kan se en forskel. Og også ud fra disse kriterier er KIA projektet en succes, det var der enighed om ved afslutningsfesten.

Festen blev holdt i Arbejdermuseets sal, et flot sted at holde hvad som helst. Deltagerne var mange og højstemte, de har knoklet med det her de sidste to et halvt år. Og gæster var indbudt til at lykønske og evaluere.

Socialborgmester Mikkel Warming er en af dem. Og han glæder sig over projektet, ”et af de mest ambitiøse”, som har sat fokus på den faglige udvikling og arbejdets kerne. Hans lovord om KIA projektet gik ikke mindst på deltagernes store engagement.

”Hvis et udviklingsprojekt skal lykkes, så skal hver enkelt medarbejder og institution engagere sig. Jeres indsats er den vigtigste, og den er lykkedes, det er en styrke at alle har engageret sig. For det er vigtigt også at give os tid til pædagogiske refleksioner og drøftelser, og det er KIA en god anledning til.”

KIA har skabt læringsrum og faglige modeller, hvor de 500 som har været involveret i projektet har kunnet formulere egne forventninger, erfaringer, værdier og mål.

”Det er vigtigt at sætte mål, så det aldrig bliver tilfældet, der afgør hvad I vælger. Og jeg er sikker på at dette projekt vil blive brugt langt ud over i dag til at udvikle og gøre arbejdet med at udvikle anbringelsesforløbet endnu bedre. Det vil danne præcedens for, hvordan vi laver de store udviklingsprojekter.”

Høj score

Tom K. Poulsen fra University College Lillebælt er evaluator på KIA projektet, så han fik fornøjelsen af at fremlægge den korte udgave af evalueringen sammen med sine overvejelser.

Evalueringen bygger dels på 248 spørgeskemaer, dels på dybdegående interviews med enkelte deltagere.

Og ud fra de vurderinger som deltagerne selv har givet er han helt enig med socialborgmesteren: KIA vil give varige virkninger. Når man sammenligner med en undersøgelse der blev lavet lige inden projektet gik i gang, er resultaterne da også iøjnefaldende. Overordnet siger to tredjedel af deltagerne i KIA teamene at der er opnået positive forandringer, mens det er 75 pct. af medarbejderne på de involverede institutioner, der har den oplevelse.

Og 70 pct. af KIA teamene ser positive forandringer i forhold til et klarere værdigrundlag og øget bevidstgørelse af mål. Også 70 pct. siger at de har fået en klarere pædagogisk strategi, mens 45 pct. taler om bedre tilrettelæggelse af praksis. 50 pct. af medarbejderne vurderer ar arbejdet er opkvalificeret.

Ikke alle tal er rosenrøde. I forhold til inddragelse af børnene og de unge er der ikke flyttet det store, siger Tom Poulsen og overvejer, om det skyldes at det er et område det er svært at gøre mere ved. 62 pct. af medarbejderne mener dog at de har fået opkvalificeret metoderne til inddragelse. I samarbejdet med socialcentrene har KIA heller ikke flyttet noget nævneværdigt, men det skyldes at netop dette element blev udskudt til en senere lejlighed. Måske næste år? Der er behov for det, er evaluatorens vurdering.

Forandringen er altså lykkedes.. ”Og det er fantastisk”, siger Tom Poulsen.

Som også peger på at 70 pct. af KIA teams har udviklet deres nysgerrighed og udbygget deres faglighed, og blandt medarbejderne er det 79 pct. Han citerer en deltager: ”Personligt har det givet mig et ryk.”

Som man kan se, har medarbejderne til tider oplevet en større forandring end KIA-teamene. Måske fordi KIA grupperne er en del af processen, og deres fokus tidligere flytter et andet sted hen…, overvejer Tom Poulsen.

Tilbage står de flotte tilbagemeldinger om klarere pædagogisk strategi, udbygget faglighed og udviklet nysgerrighed. Deltagerne har også gennem interviews delt deres erfaringer, bl.a. at KIA har tilført sprog, som er vigtigt for handlinger, og at KIA har øget bevidstheden om tankemåder. Og netop den udviklede sproglighed er vigtig, vurderer Tom Poulsen. Det gør dokumentationen bedre, og sproget bliver fælles, man ved hvad kollegaens ord dækker.

”Hverdagen trænger sig på, hele tiden sker der noget vigtigt, og I kastes frem og tilbage mellem refleksion og handling. Med KIA har I fået en øget entydighed i vidensgrundlaget i institutionerne. Det skal I holde fast i og ikke lade fokus glide et andet sted hen. KIA har sat gode processer i gang, men der skal følges op på det. Projektet er en platform, der kan bygges på, for kompleksiteten i anbringelser er stigende.”

Han afslutter sin evaluering med ordene:

”Med større indsigt følger også bevidstheden om at der er meget man ikke ved, og lyst til nye horisonter. Så mere viden og indsigt skaber behov for mere viden og indsigt. Og det behov har KIA skabt.”

Læring og forandring

Karin Kildedal fra Ålborg Universitet har været ekstern konsulent hele vejen gennem projektet. Hun planlagde seminarer og støttede det gruppearbejde som også var en del af projektet. Hun glæder sig over den flotte evaluering: ”deltagerne i KIA projektet har brugt chancen for at skabe læring og udvikling.”

Hvordan fik de så lært det de gjorde, spørger hun og reflekterer over læreprocesserne i KIA projektet. Det er et interessant spørgsmål som ikke altid er let at besvare. De fleste ved det ikke, det er forandringen der gør at man ved man har lært noget.

”Hvordan udvikler man sig i organisationer? En forsker siger at organisationens forandringsparathed, åbenheden for forandring, afgører om udviklingen lykkes. I som KIA teams skulle organisere lokal styring af læreprocesser, I vidste hvilken udviklingsparathed I havde at arbejde med. I skulle tage beslutninger og udfolde den og samle vidensdelen. I vidste hvordan I skulle styre og beslutte og bringe den fælles viden videre. Jeg troede I ville gå hjem og lave en parallel proces, men I valgte en anden måde.”

Også i forhold til den bagvedliggende teori valgte teamene anderledes. ”Og det var heller aldrig meningen at jeg eller Københavns Kommune skulle bestemme hvilken teori I skulle vælge.” Forandringsprocesser kan komme oppefra eller nedefra. KIA projektets er sat i gang oppefra. Karin Kildedal overvejer:

”vil noget forandre sig, når kravet kommer oppefra? Og når forandringen er planlagt lineært, vil det så lykkes?” Men man kan ikke gennemføre et projekt uden plan, forsvarer hun det, men er helt bevidst om den udprægede topdown og det enorme krydspres, der er i den offentlige sektor mellem faglighed og ressourcer.

”Det tager tid at ændre praksis, og læring er ofte en besværlig proces, for det handler om identitet. Identitet er en måde at være til stedet i verden på, men også faglighed. I et kendt praksisfelt er man på kendt territorium. Kompetencer knyttes til identiteten, så når man forandrer sig, så mister man det kendte og skal ”indrømme” at den hidtidige praksis var forkert.”

Bevidsthed og refleksion

Deltagerne og deres arbejdspladser blev i projektet gennem en række seminarer præsenteret for en grundlæggende model, HEFU, (beskrevet i LFS Nyt 15/07). Modellen er inspireret af et videnskabsteoretisk læringsperspektiv.

Man påvirkes af både indre og ydre betingelser. De indre er bl.a. psykisk formåen, følelser, sociokulturel kontekst. Udgangspunktet for KIA var at deltagernes indre betingelser var tilstrækkelige, var til stede for læringsprocesserne, for udviklingen, peger Karin Kildedal på.

Hun citerer en række positive udsagn fra deltagere med ord som: større bevidsthed, større synlighed, der er skabt rum, systematik.

”Det meste læring sker i praksisfeltet, det er et socialt fænomen, det sker mellem nogen. Men faktisk har vi mange forskellige læringsmåder, og I var meget forskellige steder. Læringsprocessen er ikke ens for alle, vi har forskellig læringsstil, forskellig erfaring. Derfor ville nogle gerne have haft fx en anden rækkefølge. Et dilemma for en underviser, men man har også selv et stort ansvar for hvordan man lærer.”

Faglighed handler om at omsætte viden til praksis. Det handler om teori, om oplevelse, om refleksion. Karin Kildedal beskriver en cirkel. Man får en teori, prøver den af, konkluderer og begrebsliggør den dermed, og så starter man forfra.

”Min erfaringer er at mange børn kun er på den ene side af cirklen, de går ikke hele vejen rundt til refleksion og konklusion, så de starter derfor heller ikke derfra næste gang. Og det er vigtigt”, siger Karin Kildedal, for ens personlig læringsstil, og det at trække på sine egne erfaringer skal til for at det bliver helhedsorienteret.

KIA

KIA projektet Kvalitet og mål i anbringelsen blev afsluttet hen over sommeren 2008 efter to et halvt års indsats. Omkring 500 medarbejdere i Socialforvaltningens dag- og døgnbehandlingsinstitutioner har deltaget i KIA projektets aktiviteter, som der blev givet 5,4 mill.kr. fra Socialministeriets satspulje til. KIA har været et samarbejdsprojekt mellem Socialforvaltningen og LFS, SL, HK, Forstanderforeningen/ KKE og Socialrådgiverforeningen.

Baggrunden for projektet var et ønske fra parterne om at de dag- og døgnbehandlende institutioner skulle kvalitetsudvikle anbringelsesforløbene, først og fremmest på baggrund af den nye anbringelsesreform, der trådte i kraft 1. januar 2006. Institutionerne skulle i projektet selv udarbejde en såkaldt HEFU-fil (HElheds orienteret Faglig Udvikling), som er en samlet beskrivelse af institutionens målsætninger, etiske og vidensmæsssige grundlag, anvendelse af omsætnings- og læringsrum, foruden en beskrivelse af hvordan institutionen evaluerer sin praksis. Karin Kildedal har i projektet også fremlagt en række faglige modeller, som blandt kan anvendes til at omsætte værdi- og vidensgrundlaget til faglig praksis.

Et grundlæggende princip for projektet har været institutionernes metodefrihed. De har selv defineret hvilke pædagogiske principper de valgte at arbejde ud fra. Det har også været grundlæggende at resultatet skulle kunne bruges i praksis. Og ifølge evalueringen er netop denne udfordring lykkedes.

Projektet har haft tre grundlæggende temaer. At operationalisere det pædagogiske grundlag til målsætninger og metoder for det pædagogiske arbejde. At arbejde med klare mål og delmål og opfølgning af det enkelte anbringelsesforløb. At udvikle metoder til at inddrage barnet/den unge og forældrene i det enkelte anbringelsesforløb. Det sidste tema som var planlagt fra starten, nemlig at udvikle metoder til at sikre et velfungerende samarbejde mellem institutioner og socialcentrene i forhold til det enkelte anbringelsesforløb blev udsat.

Undervejs har der været et pilotprojekt, hvor koncept og faglige modeller blev afprøvet. Den eksterne konsulent Karin Kildedal har undervejs bistået institutionerne. Og endelig er det hele blevet videreformidlet.

Læs mere på www.kiaprojekt.kk.dk (link er ikke længere aktivt, red.)

Ønsker Konstitueret kontorchef for børn og unge-kontoret i Socialforvaltningen Jan Lyhne Nielsen svarede på spørgsmål i debatten, og han støttede stort set de forslag der kom. Det var forslag om at skoleafdelingerne på specialinstitutionerne skal opprioriteres, alt for ofte er de dårligere stillet end folkeskolerne. Det var forslag om fortsatte midler til at fortsætte den faglige udvikling. Behovet for kontakten til og sammenhængen med socialcentrene blev understreget. Også det var Jan Lyhne Nielsen også enig i. Og det burde heller ikke være et problem at finde midler til det, mente han. Et KIA 2 med dette fokus er ikke helt klar endnu, men bliver det forhåbentlig i løbet af næste år. Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS, glæder sig over de fine konklusioner på det store projekt. For midt i ny struktur og centerdannelse er det ingen let proces: ”Så at have opkvalificeret tilrettelæggelsen af den pædagogiske praksis er unik, og at det har fået lov at vokse op nedefra. Så er der basis for at arbejde videre”, siger hun. Et udviklingsarbejde om samarbejdet med socialcentrene er et stort behov, og en akilleshæl, hvis det ikke hænger sammen. Men Ulla Baggesgaard håber og tror at der med centerdannelsen er skabt grundlag for det.

Gode erfaringer På afslutningsdagen talte arbejdspladserne gruppevis om deres gode erfaringer. Blandt dem Kastaniegården og Spanager Skole-behandlingshjem. De beretter om større opmærksomhed på værdier, på forældrearbejdet, om større refleksion. De taler om færre magtanvendelser på grund af bevidstgørelse. Det er en proces som skal fortsættes, holdes fast i, og nu implementeres vidensgrundlaget, bl.a. om anerkendende pædagogik. De fortæller om en større tydelighed på grund af den større skriftlighed. Og de frygter lidt for hvad der sker nu, hvor de ikke længere har de ekstra økonomiske ressourcer til projektet.