Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Et fyrtårn
Af Elisabeth Lockert Lange
Et venskab kan føre til mange ting. Måske kan det nye venskab mellem sundhedsborgmester Mogens Lønborg og specialinstitutionen Svanehuset føre til et slagskib for området… hvem ved.
Hvor er det en god idé med de venskabsaftaler, er borgmester Mogens Lønborgs første ord, efter han bruser ind i Mette Brunbergs kontor, fuld af undskyldninger for sin forsinkelse. Og alle nikker i enighed, ja det er en god idé, synes også forstander for Svanehuset Mette Brunberg, stedfortræder Inge Fabricius, Ulrik Skytte, far til en dreng, som har boet i Svanehuset i alle dets 10 leveår, og Helle Haslund fra LFS.
Endnu et venskab mellem en specialinstitution og en borgmester er nemlig knyttet. Det er Svanehuset, specialinstitution for børn, som hermed fremover kan regne med at sundhedsborgmester Mogens Lønborg er mere end almindeligt interesseret i netop deres problemstillinger og behov. Ja en rigtig god idé.
Allerede på dette første møde går snakken livligt. Mogens Lønborg spørger engageret til hvad Svanehuset selv ser af behov for at kunne levere den bedste arbejdsindsats i børnenes liv. Han giver klart udtryk for at det her med venskabet tager han alvorligt og vil meget gerne arbejde for sagen. Blot han ved hvad personalet selv oplever, er det der skal til. Hvad drømmen for fremtiden er.
Det vender vi tilbage til senere. Først skal vi på en rundtur i Svanehuset, som har ligger på en del af det gamle Øresundshospital i lige over ti nu. Det giver Mogens Lønborg er mulighed for at lære sin venskabsinstitution at kende og møde en række af børnene og personalet.
Svanehuset er hjem for 26 børn. Ingen af børnene er normalt begavede, de er alle mentalt retarderede, men samtidig har mange af dem også en psykosocial diagnose. Aldersspændet er lige nu fra fem til 18 år, og børnene er opdelt efter alder, behov, trin, men alle har et meget stort plejebehov. Grundnormeringen er en voksne til to børn, men da nogle børn har brug for en til en får andre børn mindre voksentid. Det kan give problemer, da nogle af børnene kan være voldelige.
De fleste af dem har god kontakt med deres forældre, fortæller Mette Brunberg, men nogle få har ringe eller ingen kontakt med forældrene.
”Det skyldes som regel forældrenes egen baggrund. Vi tror på at det er fordi de ikke magter det, vi tror på at alle forældre elsker deres barn.”
Rundtur
Nytter arbejdet, kan I se resultater og hvordan, vil Mogens Lønborg gerne vide mens vi går af gange, op ad trapper, ned ad trapper og kigger ind på værelser og hilser på børn og personale. Og resultater i arbejdet med så plejekrævende børn som Svanehusets er svært at se og måle. Nogle af børnene har fx fysiske skader som blot bliver værre og værre med årene fx spastisk lammelse; børn som ofte dør inden puberteten. Men for de børn som har sociale adfærdsproblemer, der kan det ses, vurderer Mette Brunberg.
Stikker de af? Spørger Mogens Lønborg. Måske i erindring om et par artikler i Berlingske Tidende med kritik af Svanehuset for bl.a. en sådan hændelse. Og ja nogle kan godt fi nde på det. Svanehuset er jo et hjem, ikke en lukket institution, men yderdøren er låst (ganske som i private hjem) og der er lukket mellem fx de meget udadreagerende børn som kan gribe til vold og de meget skrøbelige børn, som alle er kørestolsbrugere.
Borgmesteren ser sig omkring i denne gruppe og spørger videre ”tager I ud med dem?” Og får svaret ”så tit som muligt”. Ulrik Skytte supplerer:
”Det skal planlægges og helst så forældre kan komme med, der skal jo folk til at køre stolene eller holde i hånd. Men det er et stort ønske fra forældrene at børnene kommer ud.”
Hårdt men godt
Vi kommer ind på Ulrik Skyttes søn Thomas’ værelse. Et værelse som mange andre drengeværelser.
”Det er mere for vores skyld at vi skaber et værelse omkring ham. Han kan ikke se det, han har en spastisk lammelse som gradvist forværres. Mange af børnene her har fysiske smerter, og selvom de ikke har nogen erkendelse af deres tilstand, kan de være frustrerede og svinge i humør. Kun få af dem kommer forbi puberteten. Det giver et miljø som er rart at arbejde i, men er også hårdt for medarbejderne, for det er her børnene dør. Men jeg synes ikke at de skal overvåges døgnet rundt, dette er et hjem, og de dør når de dør. De skal ikke leve længere end nødvendigt”, fortæller Ulrik Skytte og tilføjer: ”
Det lyder hårdt, men hverdagen er fin, den er bestemt ikke grå.”
Mette Brunberg nikker, hun er heller ikke tilhænger af overvågning af børnene.
”Og vi medarbejdere har valgt at være her, uanset om det er øretæverne eller omsorgen. Vi brænder for det”, siger hun og konstaterer med et grin at det hjælper som ansat at være en lille smule skøre, i hvert fald ikke at være som andre. Derfor lever de også hellere med ubesatte stillinger en tid frem for at ansatte nogen som måske ikke kan klare det.
De fysiske rammer, hvordan er de for jer? Mogens Lønborg søger viden om sin nye ven.
”De er små”, svarer Mette Brunberg. Det er okay at børnene ikke har eget bad, når de alligevel ikke kan bruge det. Men udenomsarealerne har de problemer med.
”Vi mangler steder at være. Der er et opholdsrum til seks til otte børn, det er for lidt. De kan ikke være i samme rum alle sammen, nogle vil gerne se tv, andre vil ikke osv. Der bør være mindst to opholdsrum.”
Derfor bliver depoter brugt til tv-rum og gangene brugt til legerum. Og da bygningerne er fredet må de ikke bare bygge ud eller på.
Drømmen
Og så er vi fremme ved drømmene for fremtiden: En nybygget institution til handicappede børn på 2008 niveau. Et byggeri i stjerneform, med familiegrupper og med mulighed for både noget fælles og noget separat. Til gengæld måtte en sådan ny bygning gerne ligge ca. her, for beliggenheden er god i forhold til bl.a. offentlig transport.
Mette Brunberg udvider sin drøm: en anden budgetfordelingsmodel kunne give andre muligheder. Fx professionelle plejefamilier tilknyttet de nye handicapcentre, som kan træde ind i nogle situationer, og altså dybest set en fl eksibel aftale som accepterer at mens nogle børn er billigere er andre dyrere.
”Vores bevilling er ikke dårlig, men vi har så mange særlige opgaver. Så mange sociale anbringelser på grund af det særlige storbymiljø, et stigende antal overvågede besøg, og forældre som ikke må lukkes ind på grund af trusler mod personalet. Til tider skal vi yde næsten behandlingshjemsarbejde, og det har vi ikke rammerne til.”
Forældrenes frygt går mere på besparelser, at man ikke får lov at beholde selv disse utilstrækkelige rammer, fortæller Ulrik Skytte. Børnene er dyre, ca. en million om året. Og huset var da også udpeget til besparelser i næste budgetår men slap.
Dette er værd at slå et slag for som politiker. Mogens Lønborg giver udtryk for sit sociale ståsted og engagement: at vi skal bedømmes på den måde, vi behandler de grupper i samfundet, som har det dårligt.
”Giv mig en ønskeliste, så vi kan blive stolte af dette område. Hvis vi skal blive de bedste i landet, hvad skal der så til”, opfordrer han til. Noget konkret han kan gå hjem på Rådhuset og arbejde med.
”Der er brug for en masterplan, et helhedsperspektiv. Vi har brug for at I politikere fortæller os hvilke visioner I har, hvor I ønsker vi bevæger os hen.”
Ulrik Skytte siger: et slagskib, et fyrtårn. En ny institution som bliver modellen for, hvordan man bygger sådanne institutioner fremover. Der er en symbolværdi i et fyrtårn, det er noget folk udenfor området også kan forholde sig til.
Mogens Lønborg ser ud til at købe idéen: ”Jeg tror vi har et godt udgangspunkt. Jeg vil gerne opprioritere jeres område.”
Og så tales der penge. Til forslag, koncepter og arbejdsgrupper. Helle Haslund understreger hvor vigtigt det er at det ikke kun er socialforvaltningen der skal bevillige penge, og Mette Brunberg forudser den barriere at børnehandicapområdet er ”forgyldt” i forhold til voksenhandicapområdet. Alle er enige om at det ikke må ende i en gold ressourcediskussion, visionen om et fyrtårn har fortjent bedre.
Tidligere venskaber er indgået mellem børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og Bostedet Tokanten, og mellem Kultur- og fri- tidsborgme ster Pia Allerslev og Bostedet Jens Warmingsvej |