Fremtidig arbejde

Kodeordet for de næste to års arbejde er udfordringer. Og at udfordringerne står i kø, var ingen af deltagerne på repræsentantskabsmødet i tvivl om. Før det fremtidige arbejde blev lagt frem med ændringsforslag og udbygninger, sikrede to workshops, at alle havde mulighed for at blive hørt om, hvad de mener fagforeningen LFS skal prioritere af opgaver de næste to år (ud over den daglige behandling af og forhandling om sager om løn, personale, tjenstlige samtaler, afskedigelser etc. etc.). På den ene side løn- og arbejdsforhold. På den anden side kampen for faget. Disse to temaer er grundlæggende for fagforeningens virke.

Løn med mere

På lønsiden er det først og fremmest lønudviklingen i procent versus kronebeløb, reguleringsordningen, lokalløn og lønforholdet mellem de forskellige grupper på det pædagogiske område, der kalder på betegnelsen udfordring.

At al lønudvikling sker i procentvise stigninger er en udfordring, al den stund en sådan politik ikke blot cementerer de lønforskelle der allerede er, men også øger forskellene. LFS mener derfor at en kombination af faste kronebeløb og procenter er den rigtige vej at gå. LFS er med andre ord parat til at give en forholdsmæssig større lønstigning til de lavestlønnede, end de ville få ved en ren procentstigning. Selvom det omvendt giver de højere lønnede en forholdsmæssigt lavere lønudvikling, end de ville få ved en ren procentstigning.

Reguleringsordningen er en anden udfordring. Den har i mange år været med til at sikre en nogenlunde ens lønudvikling mellem det private og det offentlige arbejdsmarked. Men i sagens natur forhindrer den også at de offentligt ansattes efterslæb indhentes. Samtidig er reguleringsordningen sådan skruet sammen, at hvis en gruppe opnår et bedre resultat end andre, forringer det værdien af ordningen for alle. Det vil sige at jo bedre man er til at forhandle lokal løn, jo dårligere bliver reguleringsordningen.

Spørgsmålet er om tiden er inde til at fjerne reguleringsordningen og forhandle alle lønstigninger direkte. Og ja det mener LFS faktisk man alvorligt skal diskutere, trods den usikkerhed der ligger i at fjerne det sikkerhedsnet, den er. Ordningen har i de sidste tre overenskomstperioder ikke levet op til det forventede, men har tværtimod været en bremse. Det fremtidige arbejde lægger op til en grundig diskussion af, om det er nu ordningen skal droppes, og om der kan skabes flertal for det inden 2011, når der skal forhandles overenskomst igen.

Frem til næste overenskomstforhandling er det også LFS’ (og FOAs) intention at diskutere lokalløn. Er det velegnet til alle eller kun til nogle grupper? Hvad er fordele og hvad ulemper? Hvad har lokallønnen givet af faktisk lønudvikling? Det kalder også på en grundig diskussion.

En udfordring er det også at socialpædagogernes løn er sakket bagud i forhold til almenpædagogernes. Men LFS’ repræsentantskab har intet problem med at en medhjælper med 20 års erfaring, en række funktionstillæg og en pgu har en højere løn end en helt nyuddannet pædagog uden hverken særlige funktioner eller erfaring. En beslutning om at det bare ikke må ske, vil i praksis svare til en beslutning om at der skal indføres slutløn for medhjælpere, uanset opgaver.

Og endelig er det selvfølgelig helt grundlæggende en udfordring af pædagoger er lavtlønnede i forhold til sammenlignelige grupper set i forhold til uddannelsens længe, indhold og værdien af deres opgave.

Kampen for faget

Det professionelle råderum og markedsgørelse er overskriften på de udfordringer som handler om faget. Og der er mange af dem. Blandt andet disse, som alle fik tilslutning af repræsentantskabet.

Den pædagogiske faglighed skal styrkes, og den pædagogiske autonomi skal udvides, så betingelserne for at udføre det pædagogiske arbejde bliver bedre, og det skal LFS arbejde fagpolitisk for. I årevis har det pædagogiske personale efterlyst tid til planlægning og udvikling af det pædagogiske arbejde, det skal LFS fortsat arbejde på at få. Arbejdsgiverne skal bringes til at forstå at øget anerkendelse af det pædagogiske arbejde og fagligheden er en forudsætning for den idérigdom, fantasi og livskraft, der gør området attraktivt, og det skal LFS sikre.

At udvikle og anerkende ledelse som et fælles projekt mellem ledelse og medarbejdere i en demokratisk proces, det er en hjertesag. Den betyder fokus på ledelsesprincipper, styringssystemer, trio-samarbejde, kompetenceudvikling i fællesskab og ledelsesuddannelse. Der skal være tid til at udøve ledelse, både personaleledelse og pædagogisk ledelse, autonomien skal bevares, mens kontrol, dokumentation og test skal minimeres. Lederne skal være med til at prioritere, vurdere og evaluere arbejdet. Som en deltager i workshoppen sagde: ”det er iøjnefaldende at vi alle uanset stilling har fokus på ledelse. Det er vigtigt at det er demokratisk, hånd i hånd”

Arbejdsmiljøet skal der fortsat arbejdes med, med en forbedring af både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø for øje. Men også de arbejdsmiljømæssige konsekvenser af de kommunale ledelsesprincipper og styringssystemer skal i fokus.

Skoleficering er en fælles udfordring for LFS, da den indebærer en diskvalificering af den pædagogiske praksis. Dette skal der arbejdes offensivt på at tydeliggøre. Faren er, som en deltager udtrykte det, at læreplansdiskussionen bliver en undervisningsdiskussion.

Inklusion er hot, men hvis der skal flere børn med særlige behov ind i det almene område, skal området geares til det. Specialreformen skal følges nøje af den grund og af hensyn til hvordan ressourcerne til specialtilbuddene bruges fremover.

Pædagoguddannelsen forandrer sig, øget akademisering og teknificering vinder indpas, både i uddannelsen og i udførelsen af det pædagogiske arbejde. LFS skal arbejde for udvikling ud fra en vidensbaseret praksis, i modsætning til en politisk baseret, (fx i forhold til antallet af børn i grupperne) – og en praksisbaseret teori.

Ungdomsområdet er i klemme, som flere af repræsentantskabets medlemmer gav udtryk for fra talerstolen. Og det bliver ikke mindre nu med finanslovens varslede økonomiske straf af kommuner, hvis unge begår kriminalitet. Det blev derfor besluttet at LFS skal arbejde for at samle de pædagogiske medarbejdere, der arbejder med ungdomsområdet, på både specialområdet og almenområdet. Målet er en bred faglig drøftelse af ungdomspædagogik og den forebyggende indsats på tværs.

Den stigende detailstyring, de mange pålagte arbejdsopgaver, lav løn og lav status er en dårlig kombination, i hvert fald hvis man vil rekruttere og fastholde medarbejdere. Hvis det skal lykkes, kræver det midler til efter- og videreuddannelse, at opgaverne svarer til ressourcerne, og at medarbejdernes faglige kompetencer anerkendes i forhold til at definere opgaver og løsningen af dem.

Visionen om et pædagogisk enhedsforbund er stadig levende – og mere end nogensinde også aktuelt i en politisk tid med forandringer, der berører alle der arbejder med sociale virkeligheder.

Med hele sit formål om den fri bevægelighed for penge, virksomheder og arbejdskraft er EU dårlige nyheder for den danske aftalemodel. Det skal LFS være med til at udbrede ærlig viden om, for netop aftalemodellen er en del af grundlaget for vores velfærd.

Næste år er der kommunalvalg. Op til dette valg skal LFS, inspireret af den såkaldt norske model (hvor fagbevægelsens medlemmer opstillede grundlæggende krav om ændringer, som de præsenterede politikerne for, og ud fra deres tilsagn til dem, gav fagbevægelsen så deres officielle opbakning), sikre at hvert fagområde formulerer områdekrav. Disse krav skal de politiske partier og politikerne forholde sig til, og ud fra hvordan de forholder sig, melder LFS sine anbefalinger til kommunalvalget ud.